Jeg har bemærket, at Martin Ågerup, direktøren for den borgerligt-liberale tænketank Cepos, for et par uger siden kaldte mig ”den nationalkonservative historiker Michael Böss”. Han tilføjede, at jeg ved det seneste valg havde stemt på Socialdemokratiet. Men det anfægtede ham tilsyneladende ikke. For på den måde fik han lagt dobbelt afstand til mig.
Ordet nationalkonservativ er temmelig diffust. Der er nogle, der bruger det med stolthed om sig selv – for eksempel den konservative Kasper Støvring og Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede. Men ofte bruges det som et skælds- og håneord, som liberale – både på højre- og venstrefløjen – bruger om folk, som går ind for nationalitet, nationer og nationalstater.
Jeg husker således engang i januar 2000, da jeg i forbindelse med en konference på Christiansborg om Genforeningen stod over for en pensioneret sognepræst fra en lille by i Vestjylland. Jeg mindede ham om, at jeg havde mødt ham tidligere, da jeg holdt foredrag i hans by om min bog ”Det demente samfund”. Jo, det kunne han da godt huske. Han havde dog ikke fået lyst til at købe bogen, for jeg var jo ”nationalkonservativ”. Han tilføjede, at han havde bemærket, at den var kommet på udsalg.
Jeg lod den sidste bemærkning stå og sagde i stedet, at jeg ikke vidste, hvad han forstod ved nationalkonservativ. Det var nemlig ikke et ord, jeg nogensinde havde forbundet med mig selv. Jeg havde i forordet til de fleste af mine bøger nævnt, at jeg var socialliberal. Og da jeg forskede i nationer og nationalitet, var det måske ikke så mærkeligt, at jeg betragtede mig selv som national.
Indtil århundredskiftet kunne man kalde sig national, uden at det blev opfattet som noget specielt konservativt. Selv liberale brystede sig af deres nationale sindelag. I dag er det nationale i visse kredse så tabubelagt, at man bliver rubriceret i en kategori, som er tilbageskuende, reaktionær og ja, konservativ.
Der har i flere år været en tendens blandt liberale til at lægge afstand til forestillingen om et folkeligt fællesskab. Efter min opfattelse er det et af tegnene på et forfald inden for dansk liberalisme. Til gengæld har Socialdemokratiet lagt sin kulturradikale tradition bag sig og genopdaget sin nationale tradition. Den er ikke politisk konservativ, men deler den konservative tro på betydningen af et fællesskab på tværs af de sociale grupper. De har ikke den samme fortælling om Danmarks historie gennem de seneste 150 år. Alligevel har der i mange år været en tilbøjelighed blandt visse konservative, for eksempel Per Stig Møller (K), til at se et slægtskab mellem konservative og socialdemokrater.
Men det er meningsløst at kalde en person, der både stemmer på Socialdemokratiet og kalder sig socialliberal, for ”nationalkonservativ”, blot fordi han mener, det er godt at være en del af et nationalt fællesskab. Jeg tror, det skyldes liberales trang til at udskamme mennesker, der ikke deler deres egen opfattelse af, at den moderne verden tilhører individet.
Michael Böss er historiker, forfatter og lektor emeritus ved Aarhus Universitet.