Min generation er hyklere: Vi agiterer for klimakamp, men gør ingenting

Jeg er bange for, at mine børn ikke kommer til at tilgive mig og min generation for, at vi ikke tog klimakampen alvorligt, siger forfatter Villads Andersen

Ved Folkets Klimamarch i København i november 2021 deltog statsministeren og formændene for regeringens støttepartier. Det er  politisk ansvarsforflygtigelse at møde op til en demonstration mod den politik, man selv har vedtaget, mener forfatter Villads Andersen.
Ved Folkets Klimamarch i København i november 2021 deltog statsministeren og formændene for regeringens støttepartier. Det er politisk ansvarsforflygtigelse at møde op til en demonstration mod den politik, man selv har vedtaget, mener forfatter Villads Andersen. . Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix.

De fleste af os bakker op om den grønne omstilling, men de færreste er villige til selv at give afkald på flyrejser, som det fremgik i artiklen ”Klimakampen koster” i Kristeligt Dagblad den 27. april. Og mens aktivister i klimadebatten har raset mod den ældre generation, de såkaldte boomere, er det nærmere den yngre kreative klasse, der er det største problem for omstillingen, mener den 33-årige forfatter og Mette Frederiksens (S) tidligere taleskriver Villads Andersen. Han er i tvivl om, hvad der skal til, før vi stopper op og ændrer vores vaner, og det var en af grundene til, at han skrev romanen ”København, udateret” om et overvågningssamfund, hvor Brodenberg Bevægelsen, en doktrinær klimabevægelse, har sat sig på magten med hjælp fra Google. Bogen er skrevet ud fra Villads Andersens egen frygt for den verden, han efterlader til sine børn.

”Jeg er bange for, at vores børn ikke kommer til at tilgive os. Jeg tror, de kommer til at tilgive vores forældre, for de opbyggede et helt velfærdssamfund, som også er et forbrugssamfund. Folk fik hus, bil, vaskemaskiner og opvaskemaskiner, og det gav os frihed og fritid og muligheder og flere varer at vælge mellem på hyldern. Men det har også en bagside, som gik for sent op for folk. Det er sværere at forklare, at min generation ikke har gjort noget. Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg kendt til klimaforandringerne, men jeg spiser stadig kød og jeg flyver stadig. Så min generation er en større skurk end den ældre generation.”

Så du og din egen generation er hyklere?

”Ja. Hvis nogen spørger mig, om det ikke er for galt, at vi køber tøj hele tiden, så siger jeg, at jo, vi skal genbruge mere. Jeg siger, at vi skal køre i elbiler, og vi skal lade være med at flyve så meget, forbruget skal lægges om, så man køber mindre, men bedre. Ombetræk din sofa i stedet for at købe en ny. Jeg taler med på hele den klimaprogressive bevægelses idéer. Samtidig gør jeg ikke noget ved det. Vi har lige fået ny sofa, den var sindssygt lang tid undervejs, fordi den sad fast i Suez-kanalen. Vi havde en benzinbil indtil for nyligt, hvor den ikke klarede sig igennem synet. Og jeg tænker ikke, at nu er det godt, vi ikke har en benzinbil, men at nu bliver det helt vildt besværligt at komme op i vores sommerhus. Så jeg mener alle de ’rigtige’ ting, men gør det ’forkerte’. Det er helt omvendt med min far, som er landmand. Han mener det ’forkerte’, men gør det ’rigtige’.”

Hvad mener du med, at din far mener det forkerte, men gør det rigtige?

”Jeg diskuterer meget politik med min far, vi er helt uenige. Han synes for eksempel, at regeringens forslag om to dages kødfri i offentlige institutioner er formynderisk og latterligt. Han er uddannet landmand og bor stadig i mit barndomshjem i Husby på Vestfyn. Han har ikke nogen bil. Når han handler, køber han datovarer, hans møbler er gamle, og han går i sit tøj, til det går i stykker, og hvis han har brug for nyt tøj, køber han genbrugstøj. Hvis han skal besøge mig i København, tager han toget, og han flyver aldrig. Det er ikke på grund af klimaet, men af økonomiske hensyn.

Så måske er det slet ikke så vigtigt, hvad vi mener. Der bliver brugt ekstremt mange kræfter på at overbevise folk om, hvad vi skal gøre i stedet for at forsøge at ændre vaner, som Brodenberg Bevægelsen gør i min bog. Ikke at jeg støtter dens metoder, jeg siger bare, det er en anden tilgang.”

Et flertal af danskerne ønsker en mere ambitiøs indsats for klimaet – 25 procent er villige til at betale for at give afkald på goder for klimaets skyld, mens 60 procent ønsker, at politiske tiltag skal komme først. Er vi ikke godt på vej?

”Lige nu er der relativt bred enighed om, at klimakrisen er et problem. Der bliver sat nogle mål, men i virkeligheden gør vi ikke rigtig noget ved det, hverken privat eller politisk. Der er sikkert mange, der gør en lille smule, men det er ikke, fordi vi spiser væsentligt mindre kød, og CO2-udledningen falder ikke. Så vores holdninger har ændret sig, men handlingerne er ikke fulgt med. Og hvis man mener, at vi skal reducere CO2-udledningerne, så er det endnu værre, for så bliver det skjult. Det samme gælder politisk. Klimaloven er meget ambitiøs. Klimaminister Dan Jørgensen (S) bliver ved med at sige, at vi har verdens mest ambitiøse klimalov. Men det er ren målsætningspolitik, for så snart politikerne går i gang med at forhandle om de enkelte dele, kan de ikke blive enige, og så falder det fra hinanden. Hvad gør man ved det? Jeg ved det ikke.”

Ønsker du selv, at der kommer mere handling på klimakampen?

”Ja, det gør jeg, men jeg ved ikke, hvordan eller hvem der skal gøre det. Det ligner en generationskamp, men jeg tror, det dækker over, at der er to forskellige opfattelser af, hvad den grønne omstilling er. Nogle vil have en grøn omstilling for at bevare det liv og den hverdag, vi har. Derfor give det mening at hive CO2 ud af luften og skifte benzinbilen ud med en elbil, så du stadig kan køre i sommerhus.

Den anden opfattelse er, at det liv, vi lever, er moralsk forkert, og vi skal lave en grøn omstilling for at leve et andet liv, hvor vi forbruger mindre og måske slet ikke har nogen bil. Og de to opfattelser støder mod hinanden.

Jeg vil gerne have en grøn omstilling for at leve det liv, jeg gør, for jeg kan grundlæggende godt lide det. Men spørgsmålet er, om det overhovedet kan lade sig gøre at løse klimakrisen med teknologi.”

Har du en frygt for, at de, der vil ændre på det hele, får definitionsmagten?

”Spørgsmålet er, om det ville være så slemt. I dag kan jeg vælge mellem oksekød, kylling, svin og fasan, når jeg går ned i supermarkedet. Frugt og grønt-afdelingen bugner af asparges og mangoer og jordbær året rundt, og halvdelen bliver smidt ud. Det er bekvemt og dejligt, men skal jeg have alle de valgmuligheder hele tiden? Hvorfor skal jeg kunne køre i sommerhus eller flyve afsted til en storby?

Jeg vil helt sikkert føle det som et overgreb eller en begrænsning, hvis nogen vil lave om på det. Jeg er ikke sikker på, at det ville være et stort problem, hvis det kom til stykket, men jeg kan ikke lide tanken om det.”

Så når aktivister som Greta Thunberg moraliserer og siger ”how dare you”, provokerer det dig?

”Jeg har det svært med den moraliserende tilgang, men jeg kan virkelig godt forstå den, for det er jo rigtigt, at selvom vi godt ved det, bliver vi ved alligevel. Derfor har min generation et meget større problem end mine forældres generation.

Men jeg tror ikke, hendes tilgang hjælper noget, og mange reagerer negativt, når klimakampen bliver til et antikapitalistisk projekt. Hvis du gerne vil have lavet gennemgribende forandringer i samfundet, så bliver du nødt til at have en bredde på og række ind over midten, som de sagde på mit gamle arbejde i Socialdemokratiet.”

Er det ikke et stort ansvar at lægge på individet, at den enkelte skal løse klimakrisen?

”Jeg er ikke sikker på, at jeg køber distinktionen mellem at stille krav til den enkelte og at lave strukturelle ændringer. For det strukturelle vil altid have strukturelle konsekvenser, som påvirker den enkeltes liv, så det hele hænger sammen. Selvfølgelig skal politikerne ikke flygte fra deres ansvar for at nedbringe CO2, for det er der en tendens til. Vi så det ved Folkets Klimamarch i efteråret, som gik på, at politikerne ikke gør nok. Og så stod regeringen med Mette Frederiksen og støttepartierne foran Christiansborg og demonstrerede mod deres egen politik. Det lugter af, at de forsøger at tage brodden af kritikken.”

Vi havde et klimavalg i 2019, men nu har vi haft coronakrisen, og der er krig i Europa – er der ikke en vis sandsynlighed for, at klimaet træder i baggrunden igen?

”Jo, for problemet er, at det altid er de samme historier. Hver klimarapport er den samme som den forrige, bare lidt værre. Det bliver værre så hurtigt, at hvis vi ikke gør noget, kan vi ikke nå at stoppe det. Men så langsomt, at vi vænner os til det. Krigen i Ukraine og coronakrisen opfatter vi som midlertidige begivenheder, og så vil vi gerne give købe på frihed og hverdag, fordi vi regner med at komme ud på den anden side igen. Men det findes jo ikke for klimaet, det er varige forandringer.

Den anden ting er, at der kommer ikke til at være et stort chok. Det bliver gradvist værre og værre. Det er ligesom min fars hus, det falder lige så stille fra hinanden, fordi han ikke vedligeholder det. Han kalker ikke murene, han lader haven gro ind i stuerne.

Til at begynde med kunne stråtaget ikke holde vandet ude, så det begyndte at dryppe lidt. Der gik hul i loftet i bryggerset, så han stillede spande derud, og lige så stille falder det der hus fra hinanden. Han ringede til mig for et par måneder siden, hele tagkonstruktionen var kollapset, og halvdelen af hans tag var faldet ned i haven. Han var tydeligvis i chok. Så sagde jeg: Du kan ikke bo her længere, du må flytte ud. Og det var han helt enig i, nu var det nok. Men han bor der stadig.”