Mens de sidste mink er eller er ved at være aflivet, tager det politiske efterspil for alvor fart. I radio, tv, aviser og på sociale medier diskuteres regeringens grundlovsbrud livligt. Og selvom den socialdemokratiske statsmister har beklaget fraværet af lovhjemmel til aflivningsordren, er der indtil videre intet, som godtgør, at det var en bevidst handling.
”Der er ikke en rygende pistol,” lød det således i ”21Søndag” fra DR’s politiske kommentator Christine Cordsen. ”Der er ikke – med det, der er lagt frem – noget der tyder på, at Mette Frederiksen vidste, at der manglede lovgrundlag.” Konspirationsteoretikere har naturligvis en anden opfattelse, og de lader sig næppe forstyrre af det logiske spørgsmål: Hvad skulle motivet være, hvis regeringen med fuldt overlæg har ladet som ingenting og med en ikke-se, ikke-høre og ikke-taleattitude lod hånt om paragrafferne?
At forløbet skal endevendes, bør være hævet over enhver tvivl. Et demokrati skal blandt andet kendes på en evne til at ikke blot at erkende fejl, men også vilje til at finde ud af, hvad der foregik hvor, hvornår og hvorfor.
En undersøgelseskommission er en mulighed, men også en langstrakt affære, hvor det kan tage år at nå frem til en konklusion. Spændende er derfor De Radikales tanker om en parlamentarisk høring efter amerikansk forbillede, som angiveligt kan gennemføres hurtigt og effektivt. Måske endda med rullende kameraer, så enhver kan følge med på Folketingets egen tv-kanal eller på TV 2 News.
Hvordan en kortlægning af forløbet skal foregå, er i sig selv en del af det aktuelle politiske efterspil. Når de borgerlige partier anser Minkgate for at være værre end Tamilsagen – der i begyndelsen af 1993 tvang den konservative Poul Schlüter til at gå af efter mere end ti år på statsministerposten – er det først og fremmest et retorisk greb, som skal understrege alvoren. Reelt er der nemlig den vigtige forskel, at ulovlig hjemsendelse af tamilske flygtninge sidst i 1980’erne var en overlagt handling, hvor den ansvarlige justitsminister, Erik Ninn-Hansen, vidste, at paragrafferne blev bøjet, så de passede til et politisk formål.
Det samme gælder for Venstres næstformand Inger Støjberg, der ifølge såvel Folketingets Ombudsmand som adskillige vidner i den såkaldte Instrukskommission var helt på det rene med, at der ikke var lovhjemmel til at adskille unge asylpar. Derfor ikke så mærkeligt, at Støjberg bruger balladen om minkaflivningen til at dreje fokus væk fra sig selv:
”Vi skal have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance,” lød det således med Trumplignende ord ved en landmandsdemonstration i Aarhus i lørdags.
Den tidligere integrationsminister kunne have udskiftet statsministerens navn med sit eget. Det skete naturligvis ikke. Til gengæld udstillede ordene sammen med en del andre borgerlige panderynker i disse dage en god portion politisk hykleri.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.