Der er en grundlæggende ulighed i samfundet, når det kommer til, hvem der får hjælp, ikke mindst hvad angår misbrug, psykiske lidelser og problemer i hjemmet. Det mener Ulla Geer Jakobsen, der i sit job som pårørendekonsulent ser, hvordan ressourcestærke forældre er dem, der søger hjælp.
”Det gælder for eksempel børn, der har angst. De forældre, der har råd til at betale, de får et helt barn ud af det. Der er en uligevægt. Et A-hold og et B-hold,” siger hun.
Egentlig mener hun, at man også selv har et ansvar for at opsøge hjælp, men nogle kan ikke selv.
”De ressourcesvage har for det første ikke økonomien, for det andet ikke overskud, og for det tredje kan de ikke altid finde hjælpen. De er tabt på forhånd.”
Ulla Geer Jakobsen oplever også, at der er en tendens til, at udsatte mennesker som for eksempel enlige mødre tænker, at de ikke har ret til hjælp.
”Janteloven regerer helt vildt i vores samfund,” mener hun.
Den bedste måde at komme uligheden til livs på er ifølge Ulla Geer Jakobsen ”at sikre, at pædagoger og lærere får viden om, hvordan det kan gå galt. Jeg er den første til at stille mig op på seminarier og pædagogstudier og fortælle min historie”.
Ulla Geer Jakobsen fik sin første søn som 21-årig, og han var svær at tackle som barn, både for hende og for skolen. Hun tog ham med til både børnepsykiatrisk afdeling og til flere psykologer – uden resultat.
Hver gang fik Ulla Geer Jakobsen at vide, at hun havde en ”aktiv dreng”. Da han begyndte på efterskole i 9. klasse, begyndte også hans misbrug af hash og cigaretter. Flere af lærerne på skolen røg også hash, og tre måneder inden eksamen fik Ulla Geer Jakobsen at vide, at sønnen stort set ikke var dukket op til undervisningen. Han flyttede hjem igen og begyndte som arbejdsdreng hos en bilforhandler. Her boede han med Ulla Geer Jakobsen og hendes yngre søn fra et andet brudt ægteskab.
”Min ældste søn var frygtelig at have derhjemme, han truede mig med knyttet næve, og der var mange råb og skrig. Derfor endte jeg med at træffe den forfærdelige beslutning at trække stikket.”
Hun bad kommunen om hjælp, og de placerede ham på et hotelværelse, men det var der, han for alvor begyndte sit misbrug af både alkohol og stoffer. Sønnen var vred på Ulla Geer Jakobsen, og det forstod hun ikke dengang, men det gør hun nu.
Sønnen har sidenhen fået konstateret adhd, socialfobi og skizofreni, og da indså Ulla Geer Jakobsen, hvor svært han har haft det. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, da sønnen tog heroin. Det fik Ulla Geer Jakobsen til at bryde sammen og falde fuldstændig fra hinanden.
Hun opsøgte hjælp og endte i pårørendebehandling. Det var det, der inspirerede hende til selv at blive pårørendekonsulent, og i dag er hun ved at uddanne sig til psykoterapeut. Det var heldigvis første og sidste gang, han tog en sprøjte, fortæller hun.
”Jeg har sagt undskyld til min søn, og jeg har fortalt ham, at jeg ikke vidste bedre. Jeg voksede op i et hjem, hvor opdragelse foregik gennem tæsk. Jeg gav ikke selv min søn tæsk, men jeg havde aldrig lært, at det var vigtigt at give ham kærlighed.”
Ulla Geer Jakobsen kan ikke lade være med at tænke, at det er hendes egen barndom, der har præget den mor, hun har kunnet være. Hun og hendes fire søskende blev banket med læderrem, ledninger og bøjler af deres far. Moderen var ikke meget til stede, hun havde travlt med sine elever i skolen, som hun også inviterede hjem til brunsviger og te, mens hun terpede latin med dem.
Ulla Geer Jakobsen beskriver sit barndomshjem som et hjem, der på ydersiden så velfungerende ud, men som indadtil sejlede. Familien havde haft trange kår og var flyttet rundt til mindst ti forskellige steder, inden de købte et hus i Midtsjælland, hvor faderen fik job som kontorassistent på en fabrik, og moderen som lærer.
Der var ingen, der opdagede, at noget ikke var, som det skulle være i hjemmet, ikke engang Ulla Geer Jakobsen selv.
”Jeg har altid troet, at jeg voksede op i en kærlig familie, indtil det gik op for mig i 30-årsalderen, at det gjorde jeg overhovedet ikke,” fortæller hun.
Hverdagen stod ikke bare på tæsk. Ulla Geer Jakobsen blev også misbrugt af faderen.
”Jeg ved ikke, om min mor så det. Jeg tror, hun vidste det, men at hun ikke følte sig i stand til at stoppe det. Så det er også et kæmpe svigt fra hendes side.”
Ulla Geer Jakobsen er dog ikke i tvivl om, at moderen elskede hende, og at hun var et ønsket barn, selvom hendes mor ikke var den bedste til at vise kærlighed til sine fem børn. Moderen døde som 54-årig af en blodprop i hjertet på grund af overvægt og rygning.
Den svære barndom resulterede for Ulla Geer Jakobsens storebror i et misbrug af alkohol og hash og en spilafhængighed, der varede det meste af hans korte liv. Når Ulla Geer Jakobsen mødte broderen, havde han altid en ny pige under armen. På et tidspunkt så han tre Susanner og en Susan samtidigt.
Når han var rigtig fuld, kunne han finde på at ringe til Ulla Geer Jakobsen, og så hentede hun ham på værtshuset.
I påsken 2006 blev hun ringet op af broderen, men dette opkald var helt anderledes. Han fortalte, at han havde fået konstateret lungekræft. Den dag kørte hun direkte over til ham og kunne med det samme se, at han havde det værre, end hun havde forestillet sig. Efter tre måneder døde han, 48 år. Ulla Geer Jakobsen mener, hun selv har været heldig, at hun havnede i et beskyttet miljø og ikke blev tilbudt stoffer, da hun flyttede hjemmefra som 16-årig. Men hun ved, at hendes dysfunktionelle barndom har sat dybe spor – både i hendes eget og i sønnens liv.
Hun mener ikke, der havde været mulighed for at opdage udefra, at hendes familie var dysfunktionel, for familien lignede et glansbillede udefra.
”Og sådan er det i rigtig mange familier. Derfor er der behov for at hjælpe børnene tidligt og bryde tabuet om svigt i hjemmet. En anbringelse havde ikke hjulpet, men mine forældre havde virkelig brug for hjælp og rådgivning.”
Men det allervigtigste er oplysning i skolerne, fastslår hun.
”Børn tænker, det er normalt. Jeg tænkte, det var normalt, til jeg var et par og tredive. Der burde være mere oplysning i skolerne om, at det sker i mange familier. Hvis en klasselærer for eksempel fortalte min historie og sagde, at det var godt at fortælle det, så tror jeg, mange børn ville fortælle deres historier, hvis de altså følte sig trygge og hørt.”
For ellers kan det ende lige så galt, som Ulla Geer Jakobsen har set det gå for først sin bror og sidenhen sønnen. Hendes søn er stoppet med at tage stoffer, men drikker stadig, selvom han har holdt pauser.
”I dag bor han i en fællesbolig med flere alkoholikere og drikker nok en 20-25 guldøl om dagen. Der er ingen dagbehandling, mentor eller efterværn, der er ingen hjælp at hente. Så der har vi pårørende et alt for stort ansvar,” siger Ulla Geer Jakobsen.
Somme tider nager tanken hende stadig: Kunne hun have gjort det anderledes?
”Jeg plejer at sige, at alle forældre gør det bedste, de kan på det givne tidspunkt. Det siger min søn også til mig i dag. Og han er også et kærligt og hjælpsomt menneske, undtagen når han er påvirket af især stoffer. Der skal man trække sig og beskytte sig selv.”
Dog gør Ulla Geer Jakobsen sig ikke længere forhåbninger om, at historien ender lykkeligt. Og hun ved, at hun ikke kan redde sin søn fra sig selv.
”Min søn er 36 år. Det er gennemsnitsalderen for, hvornår misbrugere dør. Jeg er ikke bange for, at han dør tidligt. Jeg ved, at det sker. Men det gør mig ked af det. Det kan godt være, det er en forsvarsmekanisme, men jeg ved, at det en dag sker, og det bliver rigtig hårdt, men det vil også være en form for lettelse. For det er rigtig hårdt at være pårørende.”