Thomas Hylland Eriksen er vant til at tale ind i en skærm fra sin dagligstue i Oslo, som han gør lige nu. Som professor i socialantropologi var foredrag, konferencer og møder på zoom hverdag under pandemien, og her så han, hvad det gjorde ved os at være mere foran skærmen og mindre sammen.
Det er omdrejningspunktet for hans bog ”Appernes planet”, som netop er udkommet på dansk. ”Selvom det er hyggeligt at tale med dig over zoom, ville vores samtale havde været anderledes, hvis vi sad ved et cafébord, selvom vi sagde nøjagtig de samme ting, for kropssproget og minderne går tabt,” påpeger Hylland Eriksen.
Han mener, at den digitale afhængighed accelererede og stak fuldstændig af under pandemien, og her på den anden side af nedlukningerne er vores smartphones ikke stoppet med at fylde i vores liv, tværtimod. Vi har fået nogle vaner, hvor vi har erstattet teatret med Netflix og hvor vi er på sociale medier i stedet for at være sociale.
”Vi må være opmærksomme på, at samvær med andre mennesker er et begrænset gode, som vi må værdsætte,” fastslår han, for manglen på fysisk samvær gør os mere hadfulde og apatiske, som vi ser det med polarisering på sociale medier.
”Jeg talte med en, der både var begyndt i et nyt job og stoppet igen under corona. Han nåede ikke at møde nogen af sine kolleger fysisk, og det var ikke så svært at stoppe, fordi han oplevede, at han ikke havde nogen moralsk forpligtelse, for han kendte dem ikke.”
Så selvom det digitale samvær sandsynligvis er bedre end ingenting, må det ikke forveksles med den ægte vare, fastslår han. Forleden var han på sin første konference i lang tid i Ljubljana i Slovenien. Han husker tydeligt den nydelige lille habsburgske by med en lille flod, det var tidligt forår og folk sad ude og spiste fisk og drak hvidvin.
”Jeg fik minder fra konferencen, fordi jeg erfarer ting med hele kroppen.”
En forlængelse af vores krop
Ikke desto mindre må Thomas Hylland Eriksen erkende, at han selv er fuldstændig afhængig af sin smartphone. Som diabetiker har han en app, der måler om hans blodsukker er for højt. Lige nu er det ikke alarmerende, og det kommer til at falde, fordi han lige har spist frokost. Han bruger telefonen til at købe busbilletter, til at læse avisen og vigtigst af alt til at have kontakt med andre – både på sociale medier og i beskeder.
I løbet af få år er smartphonen blevet en helt uvurderlig og nødvendig genstand for os. ”Man er helt nøgen uden den og har mere brug for den end nøgler og pung. Uden smartphonen i nærheden mister de fleste af os forbindelsen til deres venner og familie og bliver ensomme. Smartphonen er blevet vævet ind i selve vores liv, den er blevet en forlængelse af vores krop.”
Spørgsmålet er så, om den forandrer os på måder, vi ikke kan lide, fortsætter Thomas Hylland Eriksen. Svaret på det spørgsmål afhænger af, hvem man spørger, mener han.
”I Sydkorea er det en normal opfattelse, at man bliver smartere af at bruge en smartphone, fordi man har tilgang til enorme mængder information, og fordi man let kan orientere sig via Google Maps. I Norden har vi den modsatte opfattelse. Jo mere af hjernen du putter ind i telefonen, desto mindre bliver den.”
Han tilhører selv den mindre optimistiske lejr.
”Der er en tendens til, at man bliver dårligere til at koncentrere sig og til at sidde længe og læse i en bog, fordi man hele tiden bliver afbrudt. Man kan skaffe sig en stor bredde i sin viden, men man taber noget i dybden.”
Vi må læse bøger langsomt
I Vesteuropa handler diskussionen om smartphones ofte om overvågning, markedsføring og om polarisering. Men det største problem ved telefonen er den korte, abrupte og hyppige brug, som forurener vores hjerne, mener Hylland Eriksen.
”Smartphonen gør livet enkelt og friktionsfrit. Du kan få det, du ønsker dig når som helst. Dermed mister vi noget af meningen med livet, nemlig knaphed, ikke at kunne få det, du vil med det samme. Engang tog det et par uger, før man kunne skaffe sig den bog på biblioteket, man gerne ville læse, men nu kan man få den på sin smartphone med et klik.” Det giver et meningstab, når alt er tilgængeligt, mener han.
”Lige nu oplever vi en knaphed på knaphed. Vi har brug for friktion, modstand og langsomhed, for at information kan fæstne sig. For virkelig at huske, må du skrive ned. Vi skal ikke undervurdere betydningen af det taktile, som forsvinder.”
Men løsningen er ikke at skifte smartphonen ud med meditation og mindfulness, eller at tage en digital detox-kur, mener han. ”Det er som med klimakrisen, den løser vi ikke gennem mere teknologi, men gennem ansvarlighed og kærlighed til naturen. På samme måde hjælper det ikke at skaffe en app til at få en digital pause. Vi skal skifte spor, vi må gøre noget helt andet. Det kan være at fordybe sig i en bog uden afbrydelser, eller at plante et træ, eller at gå en lang tur i skoven uden formål. Det repræsenterer en anden rytme.”
Indfør trafikregler
I dag har vi ikke længere brug for at kunne vejen, vi kan bare bruge Google Maps. Vi har ikke brug for at huske et lands hovedstad eller statsoverhoved, vi kan bare gå på Wikipedia, og det gør ifølge Thomas Hylland Eriksen, at vi bliver "dummere og mere sårbare".
"For hvad gør vi, når smartphonen ikke er der længere? Smartphonen er begrænsende og standardiserende. Der bliver mindre mangfoldighed, så vi skal være bekymrede”.
Men det er en illusion, at vi helt kan gøre os fri af smartphonen, mener han. ”Det er hverken muligt eller ønskeligt, for den bidrager også til vores liv.” Som eksempel nævner han, hvordan både ældre og unge under pandemien ikke kunne komme udenfor, hvilket var meget belastende, men havde de ikke haft en smartphone, havde det været meget værre.
Vi har brug for trafikregler, foreslår han. For eksempel molbilfrie zoner med fristeder på jernbanestationer og på skoler og universiteter. ”Vi må have et samfund, hvor man kan leve et fuldbyrdet liv uden at have en smartphone."
En velsignelse for mange
Opgøret med det digitale herredømme må imidlertid ikke få os til at ende som kulturpessimister, pointerer han. Der er god grund til at være mistænksom, når der er universel konsensus om, at smartphones er problematiske, for de er mindst lige så frigørende som hæmmende, mener han.
”Jeg forsøger ikke at være missionerende, vi må også være taknemmelige for de muligheder, vi har fået gennem smartphones, for de gør livet lettere.”
Især når det gælder kommunikation, har smartphonen været en berigelse.
”Jeg har en familie, som er spredt, mine børn er i 20’erne. Den ene har været i Beirut i et halvt år, den anden er ved at tage en mastergrad i Zürich, og min kone er i øvrigt i Bergen i dag. Men vi kan holde vores familiesamtale kørende, uanset hvor vi er.” Det er fælles for os alle, uanset hvor i verden, vi er, at vi bruger smartphones til at få kontakt til vores nærmeste.
I store dele af verden har smartphones sågar bidraget til at højne levestandarden. ” For eksempel talte jeg med en kvinde, som sælger grøntsager på et marked i Lusaka i Zambia, som indtil for seks-syv år siden måtte vente til næste dag, hvis hun løb tør for tomater, hvor hun i dag bare kan sende en besked og bede om en kasse tomater, og så kommer en mand kørende på sin knallert i løbet af en time.”
Thomas Hylland Eriksen foreslår, at vi nærmer os teknologien med en vis grad af ambivalens og kærlighed. ”Det betyder ikke, at vi skal udvise ligegyldighed, tværtimod. Det er vigtigt, at vi er os enormt bevidste om, hvad vi bruger smartphonen til. Hvis vi ikke kontinuerligt har den samtale med os selv og hinanden, vil vi ende et sted, vi ikke har lyst til, i en mere gennemdigitaliseret verden.”
Bogen ”Appernes planet” udkom på dansk i dag den 20. maj på Gads Forlag.