Europa. Ordet er gådefuldt i sig selv. Det kan have græske rødder og betyde noget i retning af bredt ansigt, eller jordens ansigt. Det kan også have semitiske rødder og komme af ordet erēbu, solnedgang, fordi Europa set fra Mellemøsten var det sted, hvor solen gik ned. Dobbelttydigheden rummer sin egen poesi: Er Europa verdens ansigt eller det sted, hvor solen går ned?
Om netop det spørgsmål handler den norske forfatter, politolog og medlem af Den Norske Nobelkomité Asle Tojes bog ”Mellemspil. Historien om tiåret da Europa brast 2010-2020”, som netop er udkommet på Gyldendal. Bogen består af 18 essays, hvor Asle Toje på baggrund af rejsereportager fra Dublin og Bilbao til Kaliningrad reflekterer over Europas skæbne. Som europæer nærer han en stor kærlighed til europæisk kultur og historie, men som erklæret kulturkonservativ kan han heller ikke se bort fra den stadigt mere insisterende erkendelse af, at Europa har sin storhed bag sig.
”Min uro bygger på, hvordan Europa vil klare ikke længere at være de rigeste. Hvordan vi vil klare de økonomiske tilbageslag, som med sikkerhed vil komme – fordi vi ikke længere er innovative nok, ikke er produktive nok. I 2030 vil Europas økonomi udgøre mindre end 10 procent af verdens samlede økonomi. Og samtidig vil Kinas økonomi have overhalet USA's. Samtidig står Europa for 50 procent af de samlede velfærdsudgifter i verden. Vi er alt for kostbare i drift. På et eller andet tidspunkt skal regningen betales. Og vi går ind i dette urolige tiår med en økonomisk struktur, hvor alt for mange er blevet marginaliserede og ikke bliver behandlet ordentligt, mens meget få rige mennesker sidder på enorme formuer.
Men indtil videre lukker vi øjnene for det”, konstaterer Asle Toje i Gyldendals smukke, historiske lokaler i Klareboderne, som fortæller deres egen historie om Europas åndelige kapital.
Russisk katastrofe
Europas fald har været længe undervejs. Allerede efter Første Verdenskrig talte europæiske intellektuelle om aftenlandets undergang, og siden er Europas fald formentlig kun blevet udsat på grund af Pax Americana, den amerikanske fred indstiftet efter Anden Verdenskrig. Måske er det netop Pax Americanas svækkelse, som har fået præsident Putin og det russiske regime til at vove invasionen af Ukraine. Men indtil nu har krigen fået Europa og Vesten til at fremstå stærkere og mere samlet end længe. Så hvad kommer krigen i Ukraine til at betyde for Europas skæbne?
Det er jo sådan, at i sidste instans er din interessesfære, hvad du kan vinde respekt for. Hvis andre stater anerkender, at du har en interessesfære, så har du en interessesfære. Hvis andre stater ikke anerkender det, så har du det ikke.
”Ukraine har vist Vesten fra sin bedste side. Jeg tror meget få kunne have forudset den udvikling, som udspiller sig netop nu. Som ville have troet, at Rusland kunne finde på noget så idiotisk og forbryderisk, som det de har gjort. Og at de ville gøre det på så inkompetent en måde. Dette er en katastrofe for Rusland, som endnu ikke har indset de fulde implikationer af. Rusland vil ikke længere være en stormagt efter dette, men vil i stedet tage plads ved siden af Storbritannien og Østrig som forhenværende stormagt. Rusland har klamret sig til stormagtsstatus i kraft af sin militære kraft, og så viser det sig at den ikke er så nævneværdig. Det er en katastrofe for et land, som har brugt meget af sin tid på at skræmme og true.
Vil Ukraine genrejse Europa? Sandsynligvis ikke. Og det skyldes først og fremmest, som jeg beskriver i min bog, en stort set tavs udvikling med samfund, som glider fra hinanden.”
På hvilken måde?
”For mig at se afgøres Europa skæbne nedefra, ikke blandt eliterne. Og stille og roligt, uden at eliten vier det stor opmærksomhed, har Europa fået en ny underklasse af bistandsmodtagere. Hvis du hertil lægger proletariat af servicemedarbejdere, indvandrere, som vasker vores toiletter og bygger vores huse, og prekariatet af lønarbejdere med midlertidige jobs, så har du en meget stor gruppe af mennesker, som slider i det økonomisk, og som med rette føler sig underrepræsenteret. De kommer til at afgøre Europas skæbne.”
Så når den toneangivende amerikanske politolog og filosof Francis Fukuyama i lyset af Vestens sammenhold efter den russiske invasion af Ukraine hævder, at vi snart vil se en genopblomstring af ”ånden fra 89”, tager han fejl?
”Ja, det gør han. Fukuyama kommer ikke til at skrive ”The End of History” del 2. Først og fremmest på grund af det faktum, at demokratiet er slået tilbage i global skala. Det er allerede sket, det er ikke en projektion. Demokratiet er truet overalt. Stormagtspolitikken er tilbage. Kina og USA ruster sig til det store opgør. At Rusland vælger at spille den rolle i forhold til Kina, som Italien gjorde med Tyskland, vil jo ikke gøre Kina svagere, uanset hvad der sker i Ukraine. Det gør heller ikke de udfordringer, Europa står over for, mindre presserende.
Læg mærke til, hvordan sanktionerne mod Rusland er et vestligt fænomen. Indien lurepasser, Brasilien lurepasser. Kina har ikke kastet Rusland under bussen. De har ikke været villige til at give russerne våben, men jeg tror ikke, at det er Kina midt imod, at Rusland svækkes. Sagen er, at demokratiet som styreform altid er under pres. Demokratiernes historie fra kampen mod tysk militarisme, til kampen mod nazismen og til kampen mod kommunismen har altid været en ideologisk strid om vores styreform over for autoritære styreformer. Fakta viser jo, at de vestlige demokratier står midt i nogle vældigt hårde år. Vestens støtte til et heroisk kæmpende Ukraine er et lyspunkt i en ganske mørk historie. Det er ikke så længe siden, at vi forlod Kabul med folk hængende på ydersiden af flyene. Men i Vesten er vi så positive, og uden nævneværdig hukommelse, så det tog ikke lang tid fra erkendelsen Vestens afmagt i Afghanistan, Syrien og resten af Mellemøsten til vi nu igen står og råber ”Yes, We Can”. ”Vi vinder”.”
Ruslands invasion har også ført til intens debat mellem liberale, som vil placere skyldes entydigt hos Putin, og konservative, eller realister, som hævder, at Nato har en stor del af skylden for krigen ved at presse Rusland i et område, som historisk har været deres interessesfære. Hvad er dit syn på den debat?
”Ukraine-krigen handler om interessesfære, vil en realist sige. Og jeg er realist. Så ja, det handler om interessesfærer. Rusland mener, at de har ligeså meget ret til at dominere i deres nærområder, som USA har i sit nærområde med henvisning til Monroe-doktrinen. Men det er jo sådan, at i sidste instans er din interessesfære, hvad du kan vinde respekt for. Hvis andre stater anerkender, at du har en interessesfære, så har du en interessesfære. Hvis andre stater ikke anerkender det, så har du det ikke. Og Rusland er nu i færd med at vise, at de ikke er i stand til at håndhæve en interessesfære i Ukraine, så ”tough luck” for dem.”
Liberalt demokrati er skabt til middelklassen
Selvom borgerne i Vesten skiftevis kan forfærdes over krigens rædsler, ængstes over den genopstandne trussel om atomkrig, begejstres over vestlig støtte til ukrainerne og glæde sig over udsigterne til russisk nederlag på slagmarken, så ændrer det ikke afgørende ved, at Europa og de vestlige demokratier befinder sig i tidehverv, som er alt andet end opbyggeligt, fastholder Toje. Og det hænger for ham at se sammen med en systemfejl i det liberale demokrati.
”Det liberale demokrati er ikke skabt til at repræsentere underprivilegerede menneskers interesser, men skabt til middelklassen. Især i Skandinavien lykkedes det i det løbet af det 19. og 20. århundrede at presse overklasse og underklasse sammen i en bred middelklasse. Den franske økonom Thomas Piketty har vist, at vi på forbløffende kort tid i de fleste vestlige lande igen har fået en pyramide med de en procent rigeste på toppen. Og plutokratiet, som hvert år samlet i schweiziske Davos, er rigere, mere indflydelsesrige end på noget tidspunkt siden 1800-tallet. Under det har vi en presset middelklasse i krig med sig selv, og så denne brede, marginaliserede, underrepræsenterede underklasse, som lever hårde liv. Spørgsmålet vil være: Hvordan vil Europa reagere, når regningen skal betales. Europa er gået ind i 2020’erne med enormt dybt forgældede stater, som bruger og låner for mange penge, og de fleste forsøger at løse det problem ganske enkelt ved at trykke flere penge. Ligesom i USA.”
Hvad vil der ske, tror du, hvis eller når den økonomiske krise rammer Europa?
”Mange økonomer vurderer, at den er lige rundt om hjørnet. Og vil de europæiske stater så holde sammen? Jeg er ikke så sikker. De gule veste er på mange måder et varsel om, at marginaliserede grupper ikke længere ønsker at benytte sig af deres stemmeret, men ønsker et oprør. Vi ser også i meningsmålinger, at troen på demokratiet er svækket, urovækkende nok mest blandt unge. Det anerkendte Democracy Index viser, at andelen af verdens befolkning som lever i fuldblodsdemokratier nu er et godt stykke under 50 procent, og det går den forkerte vej. Vesten er endnu ikke tabt. Men vi skal ikke lyve for os selv til at tro, det går godt, blot fordi vores værdier triumferer i Ukraine.
Med samlingen om Ukraine har vi set et lysglimt, men vi har endnu ikke hørt tordenen. Hvis vi skal sanktionere verdens syvendestørste økonomi ihjel, så vil det ramme tilbage ind i vores økonomier. Inflationen i de europæiske lande er allerede på det højeste siden Opec-krisen. Vi ved, at det vil ramme skævt, og gå hårdest ud over dem, der har mindst. Og hvor stor er de liberales og Davos-segmentets sympati for den nedre tredjedels økonomi? Ikke voldsom.”
Forvitrede fællesskaber
”Mellemspil” er på mange måder Asle Tojes vemodige farvel til det Europa, der var, og hans blik på det Europa, der skal komme. Som lutheraner og kulturkonservativ nordmand er Europas største tab for ham at se, at de menneskelige fællesskaber, som Europa er skabt på, er ved at forvitre.
”Det som er ved at gå tabt er de små, lokale fællesskaber og nationen. Jeg tror, at vi som mennesker har behov for, at vores små, konkrete liv på en eller anden måde er del af noget større. Nogle arbejder i et supermarked, andre i landbruget, nogle er journalister eller forskere, men alle har brug for at være del af en større, meningsskabende struktur. Det som er sket med stor hastighed i løbet af 2010’erne er, at resterne af de små fællesskaber er svundet hen, for nyliberalismen og den politiske elite har ingenting at sige om, hvor vi er på vej hen, eller hvor vi kommer fra. Liberalismens styrke ligger i at levere varerne i fysisk forstand, skabe velstand og understøtte vores forbrugskultur, men velstanden er både meget skævt fordelt, og den er ikke i sig selv meningsbærende. Overalt sidder folk og tænker: ’Hvorfor er jeg ikke lykkeligere, når alle mine behov er opfyldt?’ Knausgaard har jo skrevet seks bind om dette spørgsmål. ’Hvorfor er jeg ikke lykkeligere, jeg som har alt?’ Det er et meget moderne spørgsmål.”
Og hvorfor er så mange mennesker ikke lykkelige?
”Fordi mennesker finder glæde i andre mennesker, som det hedder i Hávamál. Mann er manns gaman. Menneske er menneskets glæde. Og i takt med liberalismen, hvor alle kunne få lov til at dyrke sig selv og sin individualisme, så forsvandt alle de små fællesskaber. De store stater ophørte med nation building, de dyrkede i stedet tanker om multikulturalisme, som i dag er fuldstændig devalueret, og som ingen længere vil forsvare. Men en stund var det løsningen på det hele. Min uro, og det er en konservativ uro, bygger på erkendelsen af den synd, som er blevet begået. Og som vi kommer til at betale prisen for før eller siden.”
Historisk har kristendommen været et konstituerende fællesskab i Europa. Er det også endegyldigt forbi?
"Kristendommen i Europa og hele Vesten er utrolig svækket. Begge vestkirker forvitrer. Det er jo sådan, at alle civilisationer i menneskehedens historie har haft religion i sin kerne. Det moderne Europa er det første forsøg på at bygge civilisation uden at have en grad af fælles tro som omdrejningspunkt. Men svækkelsen af kristendommen betyder, at der er endnu mindre som forener os. I stedet er den religiøse impuls sprunget over i politik. Problemet er, at det som er så fantastisk med kristendommen er, at den betoner kærligheden, tilgivelsen og det personlige ansvar – noget som ikke præger politikkens religion. Politik er derimod denne manikæisk, eller sort/hvidt. Min virkelighed, eller ingens. Det gør kompromisser vanskelige, og det er det, som er ved at ødelægge USA. Og det vil også ske for Europa."
Du slutter din bog med en parallel til folkevandringernes tid, hvor Norge og Europa på kort tid blev forandret markant. Og stemningen i ”Mellemspil” er præget af en melankolsk erkendelse af, at noget er ved at nå sin afslutning. Tror du, det vil ske dramatisk, voldeligt, eller forsvinder Vestens dominans ikke ”with a bang, but with a whimper”, med en klynken, som T.S. Eliot skrev?
"Hvis vi fortsætter på samme måde som hidtil, vil Europas storhed afsluttes med en klynken, ikke med et brag."