”Hvis man ikke har noget at skjule, har man intet at frygte ved overvågning.” Denne frase høres jævnligt fra politikere, der ønsker mere overvågning - og tilmed fra en del borgere.
En meningsmåling foretaget efter terrordrabene i København den 14. og 15. februar viser, at et flertal af danskerne nu accepterer flere overvågningskameraer i det offentlige rum. Men der er også dem, der påpeger problemer ved ”intet at skjule, intet at frygte”-tankegangen.
For det første har den internetpolitiske tænketank Bitbureauet påpeget, at privatliv og sikkerhed ikke nødvendigvis er modsætninger, da vi har brug for at holde mange oplysninger private for at opnå sikkerhed.
Tænk, hvis fremmede magter eller kriminelle tapper masteoplysninger om borgeres og politikeres mobiltelefoner og dermed kan se, hvor de pågældende befinder sig hvornår? Eller hvis indbrudstyve tapper data fra fjernaflæste online el-målere (”smart meters”) og derved kan se et mønster i, hvornår beboere eller personale er ude af bygningen?
For det andet vil undertegnede gerne påpege, at vi ikke kan have en oplevelse af psykologien hos dem, der sidder ved skærmene og fortolker, hvad vi gør. Imens håber vi, der overvåges, at overvågerne er overmennesker med en moral, som er langt højere udviklet end ”almindelige” borgeres.
Den, som sætter sin lid til dette håb, lukker øjnene for, at efterretningsofficerer, militære operatører, politifolk og dommere også er almindelige mennesker, og at de i mange tilfælde har valgt deres arbejde på grund af det adrenalinsus og den interne gruppedynamik, det kan give at være med i en levende detektivroman eller blot at ”tjene sit land” eller ”sikre ro og orden”.
Hvorfor taler vi ikke om dette? Det skulle vel aldrig bero på, at ytringsfriheden i dette land ikke tåler, at illusionen om myndighedernes ufejlbarlighed bliver brudt? Et sted, hvor fejlbarligheden skader, er i EU's arrestordre. Hurtig udlevering efter denne ”europæiske arrestordre” har sendt flere uskyldige EU-borgere i fængsel i andre lande, hvor de tit ikke forstår anklagerne mod dem. Dette er blevet påpeget af blandt andet organisationen Fair Trial International.
Det tredje oversete aspekt af overvågningen er: Hvem definerer, hvad der samfundsmæssigt er skadelige henholdsvis sunde interesser? Hvor mange borgere havde spået, at miljøorganisationen Greenpeace i 2005 ville blive dømt efter terrorloven for at trænge ind i landbrugets hovedsæde Axelborg i København og folde et banner ud oppe fra taget? På banneret stod: ”NEJ TIL GMO-SVIN”.
Sagen var, og er stadig, at produktionen af genmodificeret soja til vores svinefoder rydder regnskove i Sydamerika, og at lokalbefolkninger, især børn, rammes af de pesticider, dyrkningen kræver. Sojaens indtog medfører sult blandt de oprindelige folk, og der ses kræft, dødsfald, misdannelser og ufrivillige aborteringer på grund af de stærke sprøjtemidler. Hvem er terroristerne her?
For det fjerde er en debat om sunde kontra usunde interesser væsentlig i forhold til overvågningen, men den kan alligevel nemt blive en relativt meningsløs brydekamp. Dette skyldes dels, at alle i overvågningssamfundet overvåges i uhyre grad uanset hvad, dels at selve overvågningen har et overordnet formål, nemlig almen kontrol.
Lad os derfor først og fremmest spørge: Hvorfra kommer det overordnede mål? Og hvis det er sandt, at ”almindelige borgere” ikke har noget at skjule, hvorfor skal vi så overvåges? Var det ikke sundere, om vi snarere end at øge kontrollen arbejder for at øge den sociale, menneskelige forståelse og nærværet?
Magnus Falko, museumsbetjent, Vendsysselvej 35, Vanløse