Unge finder inspiration til selvskade på nettet: ”Det blev hurtigt en konkurrence om psykisk nedbrud”

Hemmelige fora på sociale medier dyrker selvskade og kan hurtigt blive afhængighedsskabende og en inspiration til unge om, hvordan man selvskader

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Artiklen blev bragt første gang i 2019 og bringes igen i forbindelse med DR-dokumentaren "Døde pigers dagbog", der har premiere den 17. februar 2020.

22-årige My Laub har selv oplevet, hvordan social medier kan inspirere til selvskade. Det skriver hun om i bogen "Lad mig være, forskruet", der sætter fokus på fænomenet.

My Laub, du har netop udgivet en bog, hvor du beskriver dine sene teenageår med selvskade, indlæggelser på psykiatriske afdelinger – først en børneafdeling og senere en lukket voksenafdeling – og et selvmordsforsøg. Du beskriver også, hvordan sociale medier og lukkede fora på Instagram inspirerede dig til selvskade. Hvordan kom du ind i det?

”Jeg havde en medpatient på børneafdelingen, som fortalte mig om det og sagde, at det var lige noget for mig. Hun sagde, at det var et fedt fællesskab, fordi man kunne føle sig mindre alene og mindre forkert.

Det er ret svært at finde frem til den gruppe, jeg var en del af, men det gik meget hurtigt, så snart jeg var inde. Der kom hurtigt mange følgere, og der opstod et fællesskab med en masse, hvor man helt filterløst kunne skrive, hvordan man havde det.

Det handlede ikke om det perfekte liv, det handlede tværtimod om at være så åben og ærlig som muligt. Men det blev hurtigt en konkurrence om psykiske nedbrud. Jo værre man havde det, desto flere likes og kommentarer fik man.”

Hvordan påvirkede det dig?

”Det fodrer en, når man får den opmærksomhed, og det drev mig i min selvskade og inspirerede mig til at gøre ting ved mig selv, jeg ellers ikke havde tænkt på. Jeg kom ind i gruppen på et meget svagt tidspunkt efter en lang indlæggelse på først børnepsykiatrisk afdeling og derefter på en lukket voksenafdeling.

Jeg havde været udskrevet kort tid, da jeg meldte mig ind i gruppen, og efter fire dage var jeg indlagt igen. Det er selvfølgelig ikke gruppens skyld alene, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvor meget den drev mig til selvskade. Jeg syntes, at dem i forummet var seje, og der blev åbnet for en helt ny verden af måder at selvskade på. Alt derinde var på et større niveau, end hvad jeg så i hverdagen blandt patienterne på afdelingen. Og så var det en tidsrøver. Når man er indlagt, er der ikke ret meget at lave, man venter egentlig bare på at spise næste gang, og derfor kunne det virkelig opsluge mig at være med i Instagram-gruppen.”

Selvskade er blevet et stigende problem, særligt blandt unge kvinder. Hvorfor tror du, de unge har det så svært?

”Der er vidt forskellige grunde til, hvorfor unge har det svært. Det er et af tidens største spørgsmål, og det er, som om omverdenen forventer, at der findes et konkret svar på det. Der er også forskel på unge, der har det svært, og unge, der lider af psykisk sygdom. Det er to helt forskellige kategorier.

Selvskade plejede at høre til psykisk sygdom, men det er, som om det er blevet normaliseret langsomt. Der er uden tvivl sket en stigning, ja, men vi skal måske også huske på, at det er blevet langt mere normalt at italesætte sine problemer, end det var for bare 10 år siden – tabuerne er så småt blevet brudt.

Og det er selvfølgelig også enormt positivt, men det er en hårfin balance mellem åbenhed og aftabuisering og dyrkelse af dårligdomskultur. Jeg har flere raske venner, der har prøvet at selvskade udelukkende for at forstå, hvad snakken går på. Det er for omverdenen lettere at forstå, at man har det psykisk skidt, når man kan se de typiske symptomer, man hører så meget om. Man bliver lynhurtigt taget mere seriøst. Samtidig er det også lettere at kommunikere ved hjælp af selvskade end at bede om hjælp. De fleste dækker det til, men på en måde hvor det let kan opdages, og det er et helt bevidst valg.”

Hvor udbredt er det her fænomen med selvskade-fora på de sociale medier?

”Det er svært at sige. Jeg ved ikke, hvor mange der er, eller hvor mange der er med, for de er jo private og svære at finde frem til. Jeg vil skyde på, at det netværk, jeg har været med i, er på mindst 500 personer. Og det er bare et af de danske og bare på Instagram. Men jeg kan også se, at der er mange omkring netværket – helt ned til 12 år – og som tilsyneladende ser helt raske ud, som er nysgerrige og gerne vil være med eller i hvert fald finde ud af, hvad det er for noget. Og det er derfor, det er så farligt. Selvskade er ikke rart, og man hader det hele tiden, men man gør det blandt andet, fordi man passer ind i fællesskabet. Og fordi man får en opmærksomhed og en omsorg fra omverdenen, når man skader sig selv. Det smitter, og det eskalerede for mig. Jeg var jaloux på dem på afdelingen, der var bedre til at skade sig selv end mig, fordi de fik omsorg, når de havde gjort det.”

Hvad betød forummet for dig i den periode, du var med?

”Jeg er faktisk stadig med, men mest for at holde øje med, om de er okay. De bliver nok sure over at se, at jeg taler imod det, men det er, fordi jeg synes, det er vigtigt at tale om, at der findes de her fora. Men da jeg var syg, var det nemmere at snakke med andre syge. Inde på forummet blev de ikke forskrækkede, hvis nogen fortalte, at nu havde de i weekenden slugt tre batterier.

Ens raske veninder kan slet ikke forstå det udefra, og så kan det være lettere at være en del af et fællesskab med andre syge, for det er hårdt at være sammen med sine raske veninder, fordi man skal tage sig sammen. Men det er så vigtigt, at man gør det, for det er jo dem, man skal se op til, ikke dem i forummet. Det er også derfor, de psykiatriske afdelinger siger, at man måske får venner på afdelingen, men at det er bedst, at det er ens normale, raske liv, man vender tilbage til, når man bliver udskrevet.”

Hvorfor er det vigtigt for dig at fortælle din historie?

”Fordi det er vigtigt at sætte fokus på, hvor farlige de her netværk er. Det er et sygt fællesskab, selvom folk derinde er rigtig søde og imødekommende. Vi skal være opmærksomme på, hvad børn og unge laver på mobiltelefonen – uden at overvåge, selvfølgelig. Spørg ind. Men det er dobbelt, for opmærksomheden på problemet kan også sprede informationen og inspirere til, at flere bliver nysgerrige.

Men jeg håber, at min bog og min historie kan vise, hvor farligt det er, og hvor lidt sjovt og fedt det er. Hvor hurtigt det kan tage fart, og at det kan ske for alle.”