De russiske oligarker har haft det let i Storbritanniens finansielle elite, for hvem penge ikke lugter. Det er ikke mindst gået ud over briternes eget hjerteblod og opfindelse, fodbolden.
Således købte oligarken Roman Abramovich, hvis forhold til Putin beskrives som en far-søn-relation, i 2003 fodboldklubben Chelsea og postede milliarder af kroner i klubben, uden at nogen myndigheder spurgte, hvor pengene mon kom fra.
Det var vist noget med olie og gas, om end krigen i Ukraine synes at have afsløret en mere ubekvem sandhed: Oligarkerne er blot højt betalte mellemmænd for Putins egne, private tyverier af Ruslands værdier.
Det var først presset fra den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, der fik Storbritannien til at gå med i Vestens indefrysning af oligarkformuerne, men gennemførslen blev så tilpas langsom, at store værdier nåede at blive evakueret ud af landet.
Fodbolden var imidlertid for længst skadet i sin grundvold. Det var i England, at fodbold blev en lokalt forankret sport, dels i landets enorme arbejderklasse, dels i byernes lokale klubber. Selvfølgelig har sporten også tiltrukket rigmænd tidligere.
I 1970'erne og 1980'erne var det sangeren Elton Johns investeringer, der løftede engelske Watford F.C. op i den fineste engelske liga. Men Sir Elton elsker Watford, og kærligheden er gengældt; hans børn spiller i klubben og en tribune er opkaldt efter ham.
I dag hærges europæisk fodbold af oligarker som Abramovich, men også af arabiske oliesheiker og amerikanske techmilliardærer. De har råd til at lade deres klubber køre med store underskud, hvilket gør tilværelsen vanskelig for klubber uden stenrige "sugar daddies", som det hedder på nudansk. Det har blandt andet betydet, at et klubskifte nu kan koste enorme summer for en enkelt topspiller som Lionel Messi eller Christiano Ronaldo.
Diktatorer og rigmænd deler den skæbne, at de sjældent ved, hvad folk egentlig tænker.
Det udelukker almindelige klubber fra at deltage på højeste niveau, for eksempel i den europæiske Champions League-turnering. Det er slemt nok, men tilsyneladende ikke slemt nok for de allerrigeste klubber, der sidste år forsøgte at stable en lukket topturnering, European Super League, på benene.
Dette forsøg gav imidlertid anledning til håb i mørket. For det blev her klart, hvor afkoblet oligarker, oliesheiker og techmilliardærer er fra den virkelige verden. Ligesom Putin havde gjort det i Ukraine, havde pengemændene gjort regning uden vært.
Diktatorer og rigmænd deler den skæbne, at de sjældent ved, hvad folk egentlig tænker. For Putin blev det et katastrofalt chok at erfare, at der under den ukrainske præsident var et folk. Ligesom mafiaen i den internationale fodboldfinans blev til grin, fordi de havde glemt, at der under ethvert hold er ’supporters’, støtter, tilhængere, uden hvilke der ikke ville være en klub.
Nu kom de fans på gaden, der hver uge fylder Chelseas, Arsenals og Manchester Citys stadioner. Det, der ligesom invasionen af Ukraine, var planlagt til at være et weekendkup, blev helt modsat og i løbet af ganske få dage til en mobilisering af fodboldens rette ejere, dem, der igen modsat Putin faktisk kender og elsker spillet.
Super League-planerne faldt sammen som et korthus, og vi fik bekræftet, at den rige mafia ikke består af modige mennesker; de er oftere sky, ængstelige og troløse, hvilket jo trods alt var de egenskaber, der hjalp dem til deres tilsvarende lyssky formuer.
Pengemændenes rasen i den danske fodboldverden har fået lidt mindre presse, men Vejle Boldklub kan tjene som skræmmeeksempel. Klubben har fostret stjerner som Allan Simonsen og Thomas Gravesen, ligesom Preben Elkjær har spillet der.
Desuagtet denne hæderværdige historie blev alle klubbens spillere i 2016 fyret. Det skete efter en solid dopingindsprøjtning af østeuropæiske og kinesiske penge. Ind kom en sværm af ikke-europæiske spillere, og klubben begyndte en rutsjebanetur imellem de danske fodboldrækker. Samme rutsjetur tog medlemstallet i fanklubben.
Vi kan uden overraskelse konstatere, at fodbolden selv ikke er blevet bedre af, at dens top vælter sig i fremmede milliarder, tværtimod. Det har tværtimod fostret en kadre af direktører, managere og topspillere, der er uhyre svære at skelne fra andre i den internationale klike af skatteundragere og kendisser på kokain. Det har også, værre endnu, fremmedgjort masser af fans fra deres lokale klub, hvis tårnhøje billetpriser de også lider under.
Men vinden vender. Hvis det lykkes at returnere oligarkernes penge til det russiske folk, gøre os fri af sheikernes olie og at lovgive imod techmilliardærernes monopoler, vil tre af de værste kilder til elendigheden lukkes. Det kræver samtidigt, at fodbolden via regulering beskytter sig selv mod "sugar daddies" og sorte penge.
Så kan fodbolden måske, ganske som Christian Eriksen, genopstå fra de dødes rige. Og vi kan igen glæde os over denne smukke sport, sammen, i Parken, når Eriksen scorer.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og debattør og forfatter Ali Aminali.