Små hverdagshandlinger har pludselig stor betydning. Vi nyser ikke længere i hånden, men i ærmet. Vi spritter hænder og overflader. Og vi holder sikker afstand til fremmede på gaden og i butikker. Alt sammen fordi vi ved, at det har betydning for, hvordan og hvor hurtigt vi kommer ud på den anden side af pandemien. Men den nye bevidsthed rykker ikke kun ved vores adfærd. Den forandrer også vores opfattelse af os selv i verden, mener psykoterapeut Kathrine Juul-Hansen. Hun er aktuel med bogen ”Indre bæredygtighed”.
Du har sagt, at vi vil komme forandret ud af coronakrisen. Hvordan det?
”Krisen har givet os en ny bevidsthed om, at vores handlinger, selv de små, har betydning for det store hele. Både statsministeren og Dronningen siger, at dét, at vi holder afstand, vasker hænder og bliver hjemme, virker. Pludselig oplever vi, hvordan vi med vores handlinger kan påvirke en udvikling i samfundet.”
Har vi ikke tidligere været bevidste om det?
”Jeg tror ikke, vi havde den samme bevidsthed inden coronakrisen. Vi er blevet mere bevidste om vores rolle og betydning i fællesskabet.
Et eksempel er et interview med en ansat på en genbrugsplads, der bliver genåbnet. I interviewet er den ansatte helt overvældet over, hvor stor betydning hans arbejde har for folk. De er simpelthen så glade for endelig at kunne komme af med deres affald igen.”
Vi hører også om alle de mennesker, der bliver deprimerede, angste og ensomme af krisen. Den kan vel også have negative konsekvenser?
”Jeg er ikke en af dem, der siger, at der kun kommer udvikling ud af kriser. Men hvis vi står sammen om det negative, kan det virke mindre overvældende. Jeg oplever allerede nu, at flere af mine klienter med angst føler sig mindre alene om angsten. Med det ikke sagt, at det er positivt, at flere føler angst. Men det kan skabe en stærkere fælleskabsfølelse, at vi står sammen om det svære.
På den måde står vi med et paradoks. På den ene side har den enkeltes handlinger stor betydning. På den anden side er det ikke alt, der afhænger af individet. Der har været en tendens i samfundet til at sige, ’nå, du er stresset, så må du hellere fikse det’. I stedet for at spørge: ’Er det fordi, vi har et samfund, der gør folk stressede?’.”
I din bog kritiserer du det moderne samfund for at være ”et præstationssamfund med narcissistiske tendenser”. Hvad mener du med det?
”Vi lever i en verden, der er drevet af præstationer og narcissisme. Til hverdag løber vi rundt og bliver stimuleret af det ydre.
Det er ligesom solsikken, der hele tiden vender sig mod solen. Der er noget i det ydre, der konstant stimulerer os. Og det gør, at vi kommer langt væk fra os selv.”
Har coronakrisen rykket ved de samfundstendenser, du beskriver i din bog?
”Vi er i dén grad blevet tvunget til at vende blikket indad og mærke efter. Mit postulat er, at det giver udvikling og en større bevidsthed. Jo mere vi er i stand til at mærke os selv, jo mere er vi i stand til at se os selv i fællesskabet og bidrage til det.
Jeg bliver provokeret af en som Svend Brinkmann, der siger, at det er navlepilleri. For jeg mener netop, at vi, ved at vende blikket indad, kan gavne udadtil.”
Det lyder, som om det også kræver lidt arbejde, hvis vi skal komme forandrede ud på den anden side. Det er vel ikke bare at ligge på sofaen med benene oppe?
”Det er hårdt arbejde. Men jeg tror, coronakrisen giver os gode forudsætninger for at lykkes. Den giver os i hvert fald mulighed for at slippe narcissismen for en stund, for vi kan ikke præstere på samme måde. Og hvis vi tør være lige der, hvor tingene måske ikke helt giver mening og gør lidt ondt, kan det rykke os som mennesker og i sidste ende som samfund.”
Hvordan det?
”Jeg tror, at det er ved at gå op for os, at vi i virkeligheden er meget tæt forbundne. Vores handlinger påvirker ikke kun os selv og vores nærmeste. De påvirker os alle sammen.”