Der er langt mellem lytterne, når Kantar Gallup hver uge måler, hvor mange der finder den nu et halvt år gamle Radio Loud. De seneste fem uger er lyttertallet målt til mellem 3000 og 14.000 blandt alle over 12 år. I målgruppen blandt de 15-50-årige er der med en enkelt undtagelse nul lyttere de seneste fem uger.
Intet tyder dermed på, at radiostationen – som kom til verden i et politisk miskmask i forsøg på at redde Radio24syv – får knækket kurverne i opadgående retning. Som dab-kanal er det håbløst at slå igennem blandt de unge lyttere, Loud gerne vil have fat i, lyder forklaringen igen og igen. Men selvom dab formentlig er en for længst forældet teknologi, lyder det unægtelig som en dårlig undskyldning. DR har dab-kanaler, som klarer sig godt – også blandt unge og yngre lyttere – så muligvis er der en anden årsag til de lave Loud-tal?
Det kan nemlig tænkes, at der simpelthen er for lidt vitaminer i det, som radioen sender ud. Som når to værter på musikprogrammet ”Frekvens” torsdag aften bruger dyrebar sendetid på arrangeret fuldemandssnak, hvor den ene forvirret forsøger at finde en bortkommen øl, mens den anden supplerer som intetsigende heppekor. Værterne har det sikkert sjovt, men private gymnasiefester har alle dage haft svært ved at komme ud over rampen.
Og det hjælper ikke at legitimere ligegyldigheder med en kæk bemærkning om, at ”det er rigtig ungdomsradio, det her”. For nej, det er det ikke.
Og mediehistorisk er der mig bekendt ingen eksempler på, at radiostationer har fået succes ved at tale ned til sit publikum. Tværtimod, og når det gælder ”de unge”, har det siden Statsradiofoniens barndom været gennemskueligt, når nogen har forsøgt at være ”ung med de unge”.
Det kan dog ikke udelukkes, at jeg tager fuldstændig fejl. Radio Loud-ledelsen bedyrer nemlig jævnligt, at lige så skidt det går på dab, lige så godt går det med podcast. Unge foretrækker nemlig podcast, og derfor er det dér, radioen skal finde sine lyttere, hedder det.
Sikkert rigtigt. Men desværre er det påfaldende, at når jeg eller andre mediejournalister spørger til konkrete tal, er svaret larmende tavshed. Radio Loud føler sig forfulgt og kritiseret for lave lyttertal og mener ikke, at det vil føre noget godt med sig at offentliggøre podcasttallene. Jamen, hvis de er så gode som påstået, hvad er så problemet?
En nærliggende forklaring er, at podcasttallene ikke er gode. Og at heller ikke de tåler offentlighedens kritiske blik. Men uanset hvordan de er, burde Radio Loud være åben og transparent. 65 millioner årlige skattekroner forpligter, også i relation til en diskussion om, hvad der kan bringe den på papiret ambitiøse radiostation på ret kurs.
Indhold og lyttertal hænger sammen. Også for Loud, der med sit ”vil ikke forstyrres”-skilt på døren bevæger sig ud i et farvand, hvor der vil være næring til dem, som for længst har ønsket radioen lukket og slukket.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.