Torsdag den 24. februar overfaldt Rusland Ukraine. Søndag den 27. februar skulle jeg lede højmessen i Nazaret Kirke. I løbet af de tre døgn hørte jeg flere gange det samme spørgsmål: ”Skal du prædike om Ukraine på søndag?”
Måske var spørgsmålet til dels udløst af, at nogle medier havde overtolket en udmelding fra flere biskopper sådan, at de bad os om at inddrage situationen i prædikenen. Nu gik biskoppernes udtalelser retfærdigvis ikke på prædikenerne, men på at inddrage situationen i gudstjenesten.
Et synspunkt, som jeg finder meget forståeligt, og som vi på forskellig måde praktiserede den søndag: Jeg sagde nogle ord om den situation, vi fejrede gudstjeneste i ved indledningen, vi koncentrerede menighedsbønnen om krigen og vi samlede ind til ofrene.
Der faldt vist også en enkelt sidebemærkning om krigen i prædikenen. Men det slog mig i eftertanken, at det er et spørgsmål, jeg ofte får i store kriser: ”Vil du prædike om det?”
På de store helligdage - herunder især juleaften – kan forespørgslerne være særligt hyppige, og jeg indrømmer, at jeg har en betydelig indre modstand mod den trafik, som spørgsmålet afspejler. Af flere grunde:
For det første – og vigtigste – fordi jeg abonnerer på den gamle pietistiske præstelærer Erik Pontoppidans ord om, at bibelteksten skal have magten i prædikenen.
Uanset hvordan jeg pædagogisk tilrettelægger min prædiken, skal tekstens budskab, vinkler, brod og trøst have forkørselsret i det, jeg siger. Jeg vil godt inddrage aktuelle begivenheder, mediehistorier og citater fra Hartmut Rosa, Svend Brinkmann eller andre af de små profeter, når de udfordrer eller belyser tekstens budskab. Ellers ikke.
En præstekollega sagde engang til mig, at enhver god prædikant kan kaste prædiketeksten op i luften, jonglere den rundt og lande den i det tema, han finder aktuelt. Hvis det er sandt, så Gud fri mig fra nogensinde at blive en god prædikant.
Min anden grund til modstand er, at jeg synes, at utroligt mange af den slags aktualiseringer enten er domineret af kortfattede udslip af tidstypiske selvfølgeligheder eller indirekte af forfængelige påpegninger af, hvilken modeforfatter præsten lige har læst og endnu andre gange af det rene pop: Nogle juleaftensprædikener lyder i mine ører, som om præsten har studeret børnenes julekalender grundigere end juleevangeliet.
Det kan godt være; man kan redde sig et stakåndet bifald på den konto; men mon ikke en del tænksomme kirkegængere føler sig snydt dagen efter?
Hvad gør vi så, når der er et berettiget behov for, at kirken er synligt og hørligt til stede i en national eller international krise? Jeg ser tre muligheder:
Man kan markere situationen andre steder i gudstjenesten end i prædikenen. Det var det, jeg forsøgte den 27. februar.
Man kan måske også forestille sig, at der i store kriser dispenseres fra tekstrækkerne og gives mulighed for at prædike ud fra tekster, der taler mere direkte ind i den situation, som er opstået. Det ville man jo typisk gøre i frikirker og missionshuse.
Endelig er der den mulighed at gøre alvor af, at kirkens liv er mere end gudstjenester og give plads til grundig eftertanke om de spørgsmål, krigen rejser.
Altså man kan i menighedsmøder og studiekredse tage temaerne op, så der også bliver plads til nuancer, konkretiseringer og mellemregninger.
De spørgsmål, som presser sig på, er blandt andet, at vores samfund på få uger har foretaget en kæmpe kolbøtte i synet på krig. Selv det gamle nedrustningsparti SF går nu ind for oprustning. Det aktualiserer det klassiske problem om retfærdig krig: Under hvilke omstændigheder, med hvilke metoder og målsætninger er det forsvarligt at gå i krig i lyset af Jesu og Bibelens ord?
Et andet spørgsmål er, hvilket lys Det Nye Testamentes budskab om verdenshistoriens afslutning og Jesu genkomst kaster over vores situation. Det er jo tre af de fire heste fra Johannes Åbenbaring kapitel 6, som er i aktion på det europæiske kontinent lige nu: Den med epidemierne, den med krigen og den med inflationen.
Jeg ved godt, at denne vinkel historisk har ført meget sværmeri og hysteri med sig; men det bekæmpes vel bedre ved forsvarlig behandling end ved tavshed?
Endelig rejser situationen nogle spørgsmål i næstekærlighedens lys: Hvad kan vi gøre inden for hver vores økonomiske råderum, i tidsprioriteringer med måske 100.000 nye flygtninge i vores land og i politisk fortalervirksomhed?
Og den vinkel kunne måske endda føre til fælles handling.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og sognepræst Marie Høgh.