”Kirken skal altid reformeres”. Dette reformatoriske princip gør Jens Ole Christensen sig til talsmand for i Kristeligt Dagblad den 19. februar. Han tilføjer, at det skal være ”i overensstemmelse med Guds ord.” Det er jo så sandt som det er sagt. Spørgsmålet er blot, om du ikke ensidiggør teologisk og kirkelig reform ved at knæsætte kun den ene side af bevægelsen, troskaben mod bekendelsen, og derved glemmer den anden side: troskaben mod en nutidig virkelighed.
Jens Ole Christensen mener, at megen moderne kirkelighed og teologi devaluerer den kristne bekendelse. Det mener han sammen med mange andre præster, teologer og kirkefolk, der i lyset af de seneste års debatter om liturgi, dåb, frelse og fortabelse tænker og formulerer sig i de samme figurer. Figurer som jeg finder kedelige og triste, fordi de tænker kristendom, teologi og kirke i forfaldskategorier.
Modernitetsmentaliteten er både at vide, at man er et selvstændigt tænkende væsen med ansvarlighed, og at man er afhængig af andre og andet – herunder også en Gud.
Jens Ole Christensen formulerer forfaldskategorien meget præcist: ”Tror vi ikke, at Guds evangelium er evigt, og moderniteten bare er en lidt langvarig episode?”. På den måde tænker han og andre evangeliet ind i absolutte modsætninger: evighed overfor tid, Gud overfor menneske, tradition overfor modernitet, bekendelse overfor erfaring.
Hvis man læser evangeliet i disse absolutte modsætninger, bliver denne virkelighed, vores tid, tidsånden og den menneskelige erfaring nærmest altid sat i minus-tegn, i underskuddets, forkerthedens og devalueringens tegn. Vi moderne mennesker har underlige erfaringer, forkerte meninger, tænker for meget ud fra os selv! Vi adlyder ikke evangeliets røst, omplacerer forholdet mellem Gud og menneske, bliver for inficeret af dagens forestillinger.
Det som generer mig voldsomt ved disse tankefigurer er tre forhold. For det første, at teologen og præsten i dag ikke tager moderniteten alvorligt. Det vil sige at gøre sig den ulejlighed at foretage en ordentlig analyse af vores (post-)modernitet. Der er rigelig af litteratur på øverste hylde af sociologer, antropologer, religionshistorikere og filosoffer. Analytikere af vores tid, som ikke bare gør moderniteten gældende som et vilkår med beskrivelser af menneskets autonomi, men også med beskrivelser af menneskets ikke-autonomi såsom resonansbevidsthed eller selvtranscendens.
Modernitetsmentaliteten er både at vide, at man er et selvstændigt tænkende væsen med ansvarlighed, og at man er afhængig af andre og andet – herunder også en Gud. Man kan læse det i bøger af kloge hoveder fra Ulrich Beck til Hartmut Rosa, fra Svend Brinkmann til Stefan Hermann. Moderniteten skrives her frem som en meget tvetydig virkelighed, som både kan pege på menneskets autonomi og selvtranscendens. Og evangeliet kan matche begge dimensioner.
Dernæst generer det mig, at teologen og præsten i forfaldsanalysen altid projicerer moderniteten over på de andre, mens de ikke selv er en del af den. Med et stille håb om, at en dag går moderniteten over! Vi lever alle i en morderne virkelighed, hvor vi tænder lyset og sender mennesket til månen! Og man gør sin kristendom som tydning og praksis en bjørnetjeneste, hvis man ikke lader moderniteten indgå som fortolkningsbriller for evangeliet og bekendelsen.
For det tredje tager forfaldstænkere ikke den kristne inkarnationstanke alvorligt: Gud gjorde sig til menneske i denne virkelighed. Det betyder, at en fortolkende praksis altid må være kontekstuel. Det vil sige, at man tager menneskets og fællesskabets givne tid og sted alvorligt. Ikke som en tid, et sted og en horisont, der skal sættes på plads eller ryddes for noget andet, men netop som en tid, et sted og en horisont, evangeliet kan forvandle.
Jørgen Theodor Demant er sognepræst.