Hjemstavn er intet fy-ord
Den tyske indenrigsminister Nancy Faeser (SPD) har på Twitter søgt at rense et begreb, som er belastet i Tyskland, nemlig hjem eller hjemstavn. Vi bør "omtolke det positivt", skrev Faeser, og "definere det, så det bliver åbent og mangfoldigt. Og så det udtrykker, at mennesker selv kan afgøre, hvordan de vil leve, tro og elske". Det bringer Die Welts Anna Schneider til tasterne. Faeser vil som i Orwells "1984" foretage statslig regulering af sproget:
"'Hjemstavn' har først og fremmest og helt grundlæggende ingen politisk slagside. Alle mennesker har en hjemstavn, om man vil det eller ej. Begrebet betegner til en begyndelse bare forholdet mellem menneske og rum og angiver i reglen det sted, hvor man er født. Det sted kan, men behøver ikke, være hjemstavn; der gives ingen fast, for alle ens gyldig definition af hjemstavn. Den vil altid være subjektiv. Anderledes sagt: et sted i ens hoved. Enhver kan kun sige for eget vedkommende, hvad hjemstavn betyder for ham. Den rigtige tydning eller definition af begrebet kan aldrig ligge i hænderne på en minister.”
En kommunist protesterer
Frankrig havde engang et mægtigt kommunistparti, PCF. Nogle af dets medlemmer tænker klassisk marxistisk ligesom Sarah Wagenknecht i det tyske Die Linke, og vil ikke vide af moderne, socialistisk sværmeri for islam. Den tidligere kommunistiske borgmester for Vénissieux, André Gerin har, skrevet et åbent brev, som refereres i blandt andet magasinet Valeurs Actuelles:
"I dag har jeg besluttet at melde mig ud af PCF. Jeg nægter at deltage i diaboliseringen af Marine Le Pen og Eric Zemmour. (...) Vi har fået en civilisatorisk krise, som angår Frankrigs identitet. I lyset af bestemte kvarterers ghettoisering er der opstået fronter. Vi må undgå multikulturalismens fælde."
Kirkens undergravning i Tyskland
I Tyskland har 13 ateistiske foreninger sluttet sig sammen til De Bekendelsesfries Centralråd. Man forlanger forbud mod kirkeklokke-ringning søndag formiddag, friere adgang til abort og legalisering af aktiv dødshjælp. Man glæder sig over at forbundskansler Olaf Scholl som den første siden 1945 nægtede at sige "Så hjælpe mig Gud", da han blev svoret ind i sit embede. Mange af hans ministre har meldt sig ud af kirken, så det kan kun gå fremad, siger Centralrådets leder Philipp Möller til Die Welt:
"Snart udgør vi et absolut flertal. Politiske flertal lader sig til den tid ikke mere finde mod os, men kun med os. Regeringen har nu en historisk chance til at gøre Tyskland til et land, hvor mennesker med alle verdensanskuelser kan leve ligeberettiget og selvbestemmende.”
En journalistskole i Luthers ånd
Den protestantiske kirke i Tyskland har mange organer og forsamlinger. En af de utallige hedder Gemeinschaftswerk der Evangelischen Publizistik. Det har nu besluttet af sparegrunde at lukke deres journalistuddannelse i Berlin, oprettet 1995. Det er en kæmpefejl, mener juraprofessor Heribert Prantl i Die Zeit:
"Lukningen af denne skole er antiluthersk. Hvorfor? I begyndelsen var ordet. Og Luther var den, der gav dette ord kraft, der foldede det ud. Siden Luther, siden hans oversættelse, hedder Bibelen her i landet simpelthen "Skriften". Sikken spore, sikken et forbillede for en journalistskole! Denne evangeliske journalistskole havde kun en eneste fejl: den havde ikke det navn, den burde have. Man burde fra begyndelsen have give den navnet: Martin-Luther-Journalistenschule. Så havde vel ikke kværulanter og sortseere påbegyndt deres overvejelser om skolens lukning præcis i Lutheråret – hvor den holdning af og til spillede ind at skolen ikke var tilstrækkeligt religiøs.”