Ukraines åbenhed mod vest
I det franske magasin La Régle du Jeu skriver ukrainske Oksana Patjlovska, professor i ukrainske studier ved Universitetet i Rom, om hendes hjemlands lange, brydsomme historie med Rusland som nabo. Putin udviser nu sovjetiske reflekser, mener hun, når han nu vil have de gamle sovjetrepublikker tilbage i folden. Men Ukraine har sin helt egen historie, som nok har rødder i østkirken, men også er kendetegnet ved en stor kontakt med Europa. Ukraine havde således latin som litterært og videnskabeligt sprog i det 16. og 17. århundrede og er meget påvirket af polsk kultur.
“Mange ukrainske soldater, som i dag kæmper i Donbass, taler russisk, men de føler sig som tilhørende den ukrainske stat og det europæiske civilsamfund, hvad der atter bekræfter, at det ukrainske samfund er et produkt af de foregående århundreders multikulturalisme, og det er ikke opdelt efter dem, der taler russisk og dem, der taler ukrainsk, men mellem den europæiske del og den uhjælpeligt sovjetiske. Det europæiske Ukraine rummer – mens det bevarer hver enkelts identitet – såvel den russiske kultur som de jødiske, polske, tartariske og andre kulturer. Det sovjetiske Ukraine udelukker kulturen som et farligt instrument til at erkende verden.”
Den tyske pacifisme lider
I Tyskland har radikal pacifisme været salon-tonen de seneste 30 år. Hvis vi alle begraver våbnene, bliver der aldrig mere krig, hed det. Putins invasion af Ukraine har kortsluttet den logik, for nogle er tilsyneladende altid villige til erobringskrig. Hvad så, hvis man da har afskaffet sine våben? Krigeren Volodymyr Zelenskyj, Ukraines præsident, er jo bleven en macho-helt. Nu skrider pacifismens herredømme. Sågar i Spiegel, som ligger til venstre for midten, skriver Oliver Trenkamp fra chefredaktionen:
“Så sympatisk pacifismen end er mig, så består det gamle dilemma: ikke alle vil hellere lade sig slå ihjel end selv slå ihjel. Eller som min kollega Christian Neef skriver i dag: “Den så smukt klingende sætning om freden, man kan få uden våben, er desværre vås.” For at forsvare sig selv og andre og afskrække aggressorer som Putin, fører ingen vej forbi en oprustning af Bundeswehr. I virkeligheden bliver der snarere tale om en istandsættelse. Et demokrati, der kan værge for sig udadtil, behøver soldater, som kan sættes ind.”
Darwinismens uangribelighed
I National Review anmelder M.D. Aeschliman en ny bog, "Darwinian Racism: How Darwinism Influenced Hitler, Nazism, and White Nationalism", af Richard Weikart. I værket beklager Weikart, hvordan darwinismen – udover at inspirere sådanne radikale bevægelser – mere generelt nedgør traditionelle, teologisk inspirerede begreber som ånd, retfærdighed, værdi, sjæl, værdighed og hellighed.
“Det er en stor dyd ved Richard Weikarts nye bog, at han omhyggeligt afdækker dette tragiske og forræderiske terræn og trækker udviklingslinier fra Darwin over hans tyske discipel Haeckel (tysk biolog, red.) og Hitler samt nazismen til nutidig, hvid nationalisme. Denne bacille er i høj grad i live og, selvom den generelt inspirerer en ekstrem højrebevægelse, finder den konstant og konsekvent støtte fra den politiske venstrefløj, som påstår, at al kritik af Darwin, Darwinisme, “naturlig udvælgelse” eller evolutionisme er en reaktionær, utålelig obskurantisme. Den hæderlige, venstreorienterede antidarwinisme-tradition, som hos George Bernard Shaw, er glemt og forsvundet. Den brutale, evolutionære gorilla i civilisationens saloner skal man servere te og komplimenter.”