”DET ER KUN I USA, at et syvårigt barn møder i skolen for at høre om skoleskydning. Og det er kun i USA, at børn – der kun lige har lært at køre på cykel – jævnligt skal øve sig i, hvad de skal gøre, hvis der kommer en ond mand med en riffel ind på skolen”.
DR-korrespondent Steffen Kretz var tydeligt berørt, da han i ”P1 Morgen” onsdag satte ord på skoleskyderiet i Texas, hvor mindst 19 uskyldige børn og to lærere dagen inden blev ofre for en 18-årigs kugleregn. Kretz – der ellers ikke skilter med sine følelser – har selv en datter på syv år, og hun havde på sin folkeskole i Washington fået et brev med hjem til sine forældre med tilbud om krisehjælp. Reaktionerne på tragedien i den lille texanske by Uvalde har været nogenlunde, som de plejer, når galninge går amok: Nu skal der gøres noget, som sikrer, at det ikke sker igen. Nu skal sikkerheden på skoler forbedres. Og nu det være slut med, at enhver kan anskaffe våben. Eller, som den demokratiske præsident Joe Biden udtrykte det:
”Jeg er grundigt træt af det. Vi må handle. Og sig ikke, at vi ikke kan gøre noget ved dette blodbad”.
Men om Biden lykkes med, hvad ingen andre præsidenter tilnærmelsesvis er kommet igennem med, er desværre tvivlsomt. For som Steffen Kretz fortalte, er der flere våben end mennesker i USA: 400 millioner i alt til 335 millioner indbyggere. Og alle dem som hylder retten til at have en skydeklar pistol, en riffel eller en maskinpistol inden for rækkevidde, vil endnu en gang argumentere for, at netop de mange skoleskyderier gør det nødvendigt at være bevæbnet.
Kortslutningen er total, for et våben under hovedpuden vil jo ikke gøre nogen forskel, når det brager løs på en skole i nabolaget. Alligevel spænder den kortsluttede tankegang ben for enhver indskrænkning i, hvad der opfattes som en fundamental (menneske)rettighed. Hvordan den i praksis kommer til udtryk, blev fornemt og indigneret beskrevet af filmmageren Michael Moore i ”Bowling for Columbine” i 2002. I filmen forsøger han at finde ud af, hvorfor amerikanerne – dengang som nu – er det mest skydegale folkefærd i verden.
Men ét er, at vanvittighederne gentager sig. Næsten lige så slemt er konspiratoriske forsøg på at gøre skoleskyderier til regeringens værk. Som da drab på 20 elever og seks lærere på Sandy Hook Elementary School i Conneticut i 2012 af en højreekstremistisk radiostation blev gjort til en iscenesat begivenhed med skuespillere i rollerne som sørgende forældre.
Alt i alt betyder ikke-beslutningerne og grobunden for hjernedøde konspirationer, at gentagelsen er et vilkår. En galimatias venter lige om hjørnet i en skolegård et sted i det våbenføre land. Vi andre kan hovedrystende se til, mens vi venter på næste skoleskyderi. Eller på skyderier i supermarkeder, på musikfestivaler eller i biografer. For ifølge The New York Times koster skyderier i gennemsnit 35 amerikanere livet hver dag.
Kurt Strand er journalist og underviser.