Varm luft fra oppositionen. Vi stiller skarpt på eksporten

Hele syv danske ministre besøgte i 2012 Brasilien, og har dermed stillet mere skarpt på landet end VK-regeringen

Arbejdsværelsets beboer er litteraturprofessor Nils Gunder Hansen.
Arbejdsværelsets beboer er litteraturprofessor Nils Gunder Hansen. Foto: LISELOTTE SABROE Denmark.

Jeg er glad for, at vækst-ordfører Mads Rørvig fra Venstre har været i Brasilien og ved selvsyn fået indblik i Danmarks succesrige indsats for at få bedre fodfæste på det store og hastigt voksende brasilianske marked. Men det må have været varmt på turen. At påstå, som han gør i et debatindlæg her i avisen den 14. marts, at den fremragende udvikling for dansk eksport til Brasilien de seneste par år er sket på trods af regeringens indsats, er langt ude.

Mads Rørvig hævder, at midlerne til Eksportrådet er rundbarberet på min vagt. Faktum er, at vi øgede Eksportrådets indsats i finansloven for 2012 i forhold til det finanslovsforslag for 2012, som VK-regeringen efterlod sig i øvrigt efter at VK havde reduceret midlerne til eksportfremme med 27 procent i perioden 2001-2011. Og igen fra 2012 til 2013 har vi trods ekstremt stramme finanspolitiske vilkår formået at fastholde midlerne til eksportfremme, investeringsfremme og innovationsindsatsen i udlandet via Eksportrådet.

Siden vores tiltrædelse har vi valgt at prioritere indsatsen dér, hvor vækstpotentialet for dansk erhvervsliv er størst. Det gælder blandt andet Brasilien. Jeg er derfor også helt sikker på, at Mads Rørvig på sit ophold i Brasilien vil have erfaret, at antallet af handelsmedarbejdere er mere end fordoblet siden 2011, hvor regeringen overtog efter VK. Antallet af virksomheder, der betaler for vores udsendte og lokalt ansattes rådgivning og bistand, er i øvrigt næsten fordoblet siden 2010. Hertil kommer de mange gratisydelser, som de samme medarbejderne leverer til danske virksomheder. Syv danske virksomheder benytter nu inkubatorordningen i São Paulo og Rio, hvilket giver et direkte samspil mellem virksomhederne og vores medarbejdere og der står flere virksomheder på ventelisten. Det giver derfor ingen mening, når Mads Rørvig sidestiller den danske indsats i Brasilien med Albanien. I Albanien har vi 0,3 årsværk dedikeret til eksport- og investeringsfremme, og i Brasilien cirka 10 årsværk fuldt dedikeret til Eksportrådet, altså en 30 gange større indsats i Brasilien end i Albanien.

Vi har fra officiel side stillet helt anderledes skarpt på Brasilien, end VK-regeringen gjorde. Vi har udarbejdet en vækstmarkedsstrategi og en konkret handlingsplan, der skaber resultater i praksis. Danske ministerier konkretiserer nu samarbejdet med de brasilianske myndigheder. Allerede i 2012 har det skabt resultater inden for områder som miljøteknologi, vedvarende energi, fødevarer, design, samt olie og gas til gavn for danske virksomheder. Uddannelsesministeren og jeg har desuden besluttet at åbne tre nye danske innovationscentre i global viden og vækst i år. Et af dem i São Paulo. Det vil styrke dansk erhvervslivs og danske forsknings- og videregående uddannelsesmiljøers mulighed for at koble sig op på det fremadstormende forsknings-, uddannelses- og udviklingsnetværk i Brasiliens kraftcenter.

I øvrigt aflagde syv danske ministre i 2012 besøg i Brasilien. I 2010, som var det seneste hele år med VK-regeringen, besøgte ingen danske ministre Brasilien.

Pia Olsen Dyhr (SF) er handelsminister