At blive pustet levende

”Læg som støv dig i Guds hånd!/ Da opliver dig Guds Ånd/ atter i Guds billed.”

Nr. 609 i Den Danske Salmebog

Tidligere i denne spalte omtalte jeg hospicesygeplejerske Rita Nielsens bog ”At være sig selv – at blive sig selv” om den åndelige dimension hos døende mennesker. Nu igen – fra en anden vinkel.

Bogen er baseret på interviews med 12 mennesker med forskellig alder og baggrund. Fælles er de om at være i den sidste livsfase, og mange af dem er stærkt afkræftede.

Bogen viser det mønster, at hvis man nænsomt giver de døende mulighed for at fortælle om deres liv, kommer de for en stund til kræfter. Det gør dem godt at fortælle.

Hvad har de så at fortælle? For nogle er det vigtigt at trække deres kirkelige eller ikke-kirkelige trosliv frem i lyset. Men mere typisk er det særlige hændelser i deres liv, ofte barndom eller ungdom.

Et eksempel er en kvinde med et vanskeligt liv bag sig; det har gjort hende bitter og trist, og nu har den dødelige sygdom ”ødelagt” hende, som hun siger. Hun har svært ved at samle sig og finde ordene – men fortæller levende og sammenhængende, da hun kommer i tanke om, hvordan hun i ungdommen var en rigtig ”livlig lille person”. Hun var nysgerrig; menneskene omkring hende var så interessante, og i religionstimerne havde hun ”øjne som tekopper”.

Siden blev det anderledes, men her på tærsklen til døden finder hun tilbage til dér, hvor der var en gnist i hende, og det knugende er brudt.

En yngre, døende kvinde fortæller, at hun efter skilsmisse blev alene med en nu 17-årig søn, som kom i personlige vanskeligheder. En udløsende faktor var en kammerats dramatiske død, og det havde hjulpet, at hun fik ham i psykiatrisk behandling. Men hvordan kunne hun forlade ham? Hun havde mærket drengens ubehag ved at røre ved hende i hendes sygdomsmærkede tilstand, men så havde drengen forleden sagt: ”Mor, jeg elsker dig!”. Det gjorde en forskel for hende: ”Nu kan jeg godt forlade ham.”

Her hjalp udtrykket for kærlighed. I det første eksempel var det genkaldelsen af livsgnisten ved at fortælle om sit liv. Når man som døende er ”støv” og bevidst eller ubevidst i Guds hånd, da kan det virke, som om Guds ånd anonymt kan puste mennesket levende, fornyr det i mødet med døden.

Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.