JEG ER dagpengemodtager på sammenlagt tredje år. Til august hedder det for mit vedkommende kontanthjælp. Jeg er uddannet historiker og filosof med håb om at blive gymnasielærer. I valg af studieretning handlede jeg mod bedre vidende, da jeg flere gange fik at vide, at fagkombinationen var helt håbløs i jobøjemed. Fortryder jeg mine valg i dag? Til tider ja. Til tider nej. I desperate øjeblikke fortryder jeg stort set hele min studietid, for hvad har den givet mig andet end arbejdsløshed?
Dagpengeland er et forfærdeligt sted. Det er en tilværelse bestående af usikkerhed og frustration, men værst af alt: tomhed. Min tillid til egne evner og kvalifikationer lider nederlag efter hvert jobafslag, min motivation for at blive ved med at søge jobs svinder ligeså, men det værste er, at jeg begynder at påtage mig en personlig identitet som taber. En taber, der hverken som arbejdskraft eller menneske kan bruges til noget.
I dagpengeland skal du hver dag søge opslåede stillinger, sende uopfordrede ansøgninger, ringe til virksomheder og tilbyde gratis arbejdskraft i form af en praktik, der måske munder ud i en ansættelse.
Du skal dokumentere, at du har søgt to stillinger om ugen og sørge for at oplyse korrekte informationer til a-kassen. Ellers kommer de efter dig. Det er måske et rimeligt pres at lægge på en arbejdsløs at forvente, at vedkommende viser vilje og ihærdighed. Men vilje, ihærdighed og motivation kan forsvinde.
SOM MENNESKER bevæger vi os i krydsfeltet mellem det, vi er sikre på, og det, vi tror på. Håbet er den positive variant af troen som forventningen om noget godt, opgivelsen et eksempel på den negative. Håb skaber tillid mellem mennesker. Det er forhåbningen om at få deres største gaveønsker opfyldt, der får børn til at ligge søvnløse i juledagene.
Håb ansporer til handling. Det er forhåbningen om en bedre verden, der får folk til at omlægge deres forbrugsvaner for at beskytte Jordens klima. Måske er det håb, der bevirker, at vi overhovedet gør noget som mennesker, og manglende håb, der gør os handlingslammede.
Hvis man går med på præmissen om, at det gode liv handler om at realisere de ønsker, man har for sig selv, spiller forhåbninger en vigtig rolle. Disse forhåbninger kan variere fra person til person, men de opstår ikke ud af den blå luft. Ønsker og forventninger til ens liv er i høj grad påvirket – måske endda skabt – af ens familie og nærmiljø samt det samfund, man spejler sig i til daglig.
I Danmark er en forudsætning for det gode borgerlige liv, at man har et arbejde. Det daglige arbejde giver penge på kontoen, som giver mad på bordet samt mulighed for at forsøde sin tilværelse. Derudover tilfører arbejdet mening til ens liv: Du har noget at stå op til hver morgen.
Forventningen om at realisere sig selv i sit arbejde er det, der driver uddannelsessystemet, hvor skoleelever og studerende uddanner sig for i sidste ende at få det arbejde, der skaber grobund for det gode liv. Håbet driver værket, om man vil.
De fleste af os ønsker et arbejde. Helst et arbejde, vi kan lide. Et mad på bordet-arbejde er for mange mennesker også acceptabelt, for det er udbyttet af de 37 timer om ugen, der gør, at man kan bruge sin fritid på, hvad man lyster. Ugens hårde arbejde gør, at man værdsætter weekendens ro, og pengene, man lægger til side hver måned, udmønter sig i sommerferien sydpå sammen med familien. Med andre ord: forudsætningen for det gode liv.
Meningsløshed er visheden om, at ens indsats i sidste ende ikke betyder noget. I kølvandet på Anden Verdenskrig definerede de franske eksistentialister livet som meningsløst efter Guds død, men de fandt trods alt en vis trøst i menneskets frihed til selv at vælge en vej i livet, og dermed alligevel skabe mening. Tanken var, at livet som absolut størrelse havde mistet sin mening, men hvert enkelt menneske kan skabe mening i forhold til sig selv, altså relativt. Man skal vælge, hvem man er som person, og være tro mod sig selv for derved at leve med livets uundgåelige tomhed.
Den græske sagnfigur Sisyfos er ifølge filosoffen Albert Camus billedet på den menneskelige tilværelse. Hver dag skubber Sisyfos en tung sten op på toppen af en bakke. Når stenen er på toppen, triller den dog ned. Sisyfos må så gå ned i bunden af bakken og skubbe stenen op på ny. Stenen triller ned igen. Dette gentager sig uendeligt.
Alligevel mener Camus, at man må opfatte Sisyfos som værende lykkelig. Han ved, hvorfor han gør arbejdet, og påtager sig ansvaret for sin situation. Det er hans egne handlinger, der har sat ham i denne absurde situation.
Visheden om dette gør ham i stand til at tilskrive mening til sit liv ved at se stenen som den byrde, han må bære. Stenen er hans, og hvordan han vælger at udføre arbejdet, er op til ham selv. Han er fri.
MENNESKETS LIV ER ABSURD. Vi skal alle dø, men alligevel knokler vi for at blive lykkelige. Alt er midlertidigt. Fint nok, at du er lykkelig, men i sidste ende skal du dø. Der er ingen frelse eller paradisisk efterliv.
Men pointen er vel, at det ikke kan være anderledes. I arbejdet får vi mening, en identitet, sorger og glæder og menneskeligt samvær. Det kan godt være, at vi alle skal dø en dag, men det behøver ikke betyde, at livet skal være en trist og grå affære. Ligesom stenen gav mening til Sisyfos’ liv, er det arbejdet, der giver mening til vores liv. Det er en forudsætning.
Jeg vil have en sten at skubbe op ad en bakke. Og når stenen er trillet ned i bunden, vil jeg skubbe den op på toppen igen. Dette vil jeg gøre mandag til fredag fra klokken 7 til 15 eller 8 til 16, for det giver mig en identitet.
I dagpengeland er stenen umanérligt tung, men jeg burde vel egentlig bare påtage mig byrden og knokle derudad, hvis jeg skal følge min egen argumentation. Jeg er jo, ligesom Sisyfos, selv ansvarlig for den situation, jeg er i.
Så stop flæberiet, og kom i gang! Sisyfos havde ikke noget håb om en dag at blive fritaget. Han vidste, at dette ville være hans liv. Intet håb, ergo ingen forvildelser eller illusioner. Jeg skal finde friheden i dagpengelivet, men jeg har sjældent følt mig så fastlåst.
At skrive dette indlæg er i sig selv meningsløst, for det fører ikke til et arbejde, faktisk er det spild af tid, som jeg kunne (burde) have brugt på at sælge mig selv på arbejdsmarkedet.
Alting synes ligegyldigt. Det er måske nok en stor eksistentiel og objektivt set korrekt erkendelse, men den dræner mig for energi hver dag.
Dette var en beretning fra dagpengeland – landet, hvor stenen, du skubber, knuser dig lidt dag for dag.
Martin Bjørnholt Christiansen er arbejdsløs og uddannet cand.mag. i historie og filosofi.