Den skjulte Kristus-nærhed

”For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise (…)”

Matthæusevangeliet 25, 35

Fagfolk inden for kommunikation har slået fast, at når man både hører noget positivt og noget negativt, er det især det negative, der gør indtryk og huskes.

Det er på mange måder ærgerligt, at det forholder sig sådan. Men jeg hørte en forklaring: Da vi mennesker i fortiden levede på savannen og kom i tvivl om, hvorvidt det, der lå i græsset, var en gren eller en livstruende slange, tjente det til vores overlevelse, at det var den negative mulighed, vi hæftede os ved og reagerede på.

Når dette reaktionsmønster stadig ligger i vores hjerne, går kommunikationen nemt galt, når vi eksempelvis hører de lutherske kollektbønner, som i generation efter generation har lydt i gudstjenestens indledning. De taler med forskelligt ordvalg om os mennesker som arme og elendige syndere og føjer så noget til om Guds nåde, så vi alligevel kan leve med håb; men det er den negative omtale af mennesket, der typisk høres bedst.

Noget tilsvarende gør sig gældende i forhold til den lignelse i kapitel 25 hos Matthæus, hvor ”fårene skilles fra bukkene”. Jesus stiller to forskellige handlingsmønstre op over for hinanden: ét, hvor mennesket ser, hvad et medmenneske har brug for og handler derefter – det kan være at afhjælpe materielle fornødenheder, vise omsorg for den syge eller fremmede eller besøge den fængslede. Deroverfor stiller Jesus den modsatte situation, hvor det, som medmennesket har behov for, bliver ignoreret. I det første tilfælde samler mennesket sig velsignelse, i det andet forbandelse. En impuls til at gå efter velsignelsen.

Matthæus gør sig andre steder bemærket ved at tilføje truende ord om gråd og tænderskæren, hvor de andre evangelisters kilder ikke har hørt Jesus formulere sig sådan. Og i forbindelse med lignelsen om fårene og bukkene er det tydeligt, at Matthæus især har blik for forbandelsens mulighed, det negative – på trods af, at det mest slående ved lignelsen er udsagnet om, at vi møder Jesus i enhver, der har brug for os.

Det er da et fantastisk budskab. Han har forbundet sig inderligt med det udsatte menneske, og det kan være både mig selv og den, jeg møder. Dér er han! Hvilken mulighed for velsignelse!

Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.