REGERINGENS FORSLAG til en ny kommunal udligning rummer en del mærkværdigheder, som lige siden dets fremsættelse har fået borgmestre fra både Venstre og Socialdemokratiet til at undre sig. Det gælder for eksempel min egen socialdemokratiske borgmester i Holstebro og borgmesteren fra Venstre i min nabokommune Lemvig.
Det kan vel ikke være meningen, at kommuner, der er gode til at få flygtninge i arbejde, har lav arbejdsløshed og har få sociale problemer, men til gengæld ikke noget højt skattegrundlag, skal se sig forfordelt i forhold til vælgertunge kommuner i Østjylland og hovedstadens kommuner på Vestegnen?
REGERINGEN BØR for sin egen skyld passe på, at udligningsforslaget ikke kan blive beskyldt for at være et udtryk for ”kammerateri”. Det indtryk kan man let få, fordi regeringen samtidig nægter at oplyse de parametre, som ligger til grund for den foreslåede omfordeling.
Det er selvfølgelig dybt frustrerende for de partier, der er blevet inviteret med til en forhandling af forslaget. Men det er ødelæggende for det deltagende folkestyre, som kræver gennemskuelighed for offentligheden.
Der er vist ikke noget politisk parti, der åbent tør gå imod idéen om en kommunal udligning. Alligevel kan man af udtalelser i medier, herunder ikke mindst de sociale, få det indtryk, at der reelt set deles den opfattelse, jeg ofte har hørt fra Cepos’ forskningschef, Henrik Christoffersen, at det er på tide at holde op med dette ”omfordelingscirkus”.
Det bliver også ofte hævdet, at når visse kommuner er fattigere end andre, skyldes det, at de bliver drevet dårligere og mindre effektivt end de rige kommuner i Nordsjælland. Det er ubehageligt at måtte lytte til den slags argumenter, fordi de siger noget om de voksende geografiske kløfter i Danmark. Om et Danmark med svækket sammenhængskraft.
Vi bør i de kommende uger først og fremmest diskutere, hvorvidt den ene eller den anden model for udligning er retfærdig eller rimelig. Til gengæld bør det ikke gøres til et spørgsmål, om der i det hele taget bør ske en udligning af den størrelse, der er lagt op til. For det bør der i betragtning af den centralisering af offentlige og private arbejdspladser, der er sket over de seneste 20 år.
Det er også forkert at beskylde regeringen for at føre en såkaldt Robin Hood-politik ved at tage fra de rige og give til de fattige. Man bør for en god ordens skyld huske på, at Robin Hood berøvede de rige. Hans gode omdømme til trods, er det derfor misvisende at betragte en social retfærdig fordelingspolitik som røveri.
JEG BLEV DOG OGSÅ BETÆNKELIG, da jeg forleden hørte Morten Bødskov (S) begrunde udligningsforslaget med det kendte udtryk, at ”de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs”.
Der er nemlig forskel på udligningspolitik og fordelingspolitik. Fordelingspolitik handler om at forhindre udviklingen af store økonomiske uligheder mellem borgerne. Udligningspolitik handler derimod om at forhindre udviklingen af store uligheder mellem kommunerne og mellem landsdelene i Danmark. Fordelingspolitik er altså et socialt spørgsmål, mens udligningspolitik er et nationalt spørgsmål: et spørgsmål om national solidaritet.
Lige siden 1789 har nationalismen – hvorved jeg forstår nationalstatens idégrundlag – hængt sammen med demokratisering og opbygningen af velfærdsstaten.
I sin liberale form appellerer nationalismen nemlig til skabelse af lighed og til følelsen af solidaritet og en kultur, der underbygger ideen om, at ligheden og friheden kun kan realiseres inden for et forpligtende fællesskab.
De, der er ligeglade med samfundets sociale og territoriale sammenhængskraft, placerer sig derfor uden for nationen. Nationalitet i dag bør altså ikke være et spørgsmål om at svinge med et flag, men om at udvise solidaritet med sine medborgere, uanset deres etniske oprindelse, sociale status eller geografiske tilhørsforhold.
Michael Böss er forfatter og tidligere lektor ved Aarhus Universitet.