”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden.”
Johannesevangeliet 16, 12 f.
Noget af det første, mange børn hører om fra Bibelen, er fortællingen om Noas ark (eller skib, som det passende oversættes i ”Bibelen 2020”). Når fortællingen får plads i sindet, aflejres indtrykket af, at Gud ikke er ligeglad med vores verden; han har magt til at rense den, som det her sker med en stor vandflod, og til at få reddet det, der skal til for at give vores verden en ny begyndelse med mangfoldighed. Måske har vi også hørt fortællingen om Kains drab af sin bror på grund af jalousi, og det giver et sug i maven, for vi kender til de samme mørke kræfter i os selv. Hvis vi får den historie fortalt rigtigt, aner vi også noget om Gud: Kain slipper ikke for at mærke hårde konsekvenser af det onde, han har gjort, men Gud hører hans bøn, rækker ud og beskytter selv en som Kain.
Sådan er der fortælling efter fortælling, der efterhånden kan give os et billede af Gud med flere facetter – og af menneskene på godt og ondt.
Som voksne kan vi fascineres af profeterne, deres frygtløshed i engagementet for at gøre Guds sindelag og stærke vilje klar, og deres sprogbilleder gør indtryk: Ødemarken skal blomstre som en rosengård, kalv og ungløve græsser sammen, sværd skal smedes til plovjern. Det er også karakteristisk, at de peger på det, der mangler, for at Guds vilje virkeliggøres, og de tænder forventninger om, at det vil ske.
Disse skrifter viser med andre ord, at Gud ikke har fået talt helt ud; der er store ting i vente, og når det møder dig: ”Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet.”
Og så skete det: Ordet blev kød i tidens fylde, ”lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”. Guds skaberord kom til sit fulde udtryk – men afsluttet er Guds tale dog alligevel ikke. Ånden vil åbne for nye indsigter, siger Jesus i Johannesevangeliets gengivelse af hans afsked med disciplene. Skriften er ikke forseglet, som Erik A. Nielsen udtrykker det i ”Kristendommens retorik”. Det standsende er vores blindhed og døvhed, men Ånden har ikke givet op, den kalder os stadig dybere ind i mødet med tilværelsens fornyende kilder. Gud taler stadig.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.