Glemt her, men gemt i Guds erindring

”Det liv, der blir til intet,/ er i din skaberhånd.”

Nr. 575 i Den Danske Salmebog

En mand, jeg havde kendt i mange år og fik talt indgående med i hans høje alderdom, havde hele livet været trofast kirkegænger, og nu fortalte han om udviklingen i sin tro gennem årene. Som barn havde det naturligt nok været julen, der optog ham mest. Efterhånden forstod han, at påskedramaet med Jesu død og opstandelse var helt afgørende i kristentroen. Derimod var pinsens betydning længe uklar for ham; han skulle op i årene for at forstå, hvilken rolle Helligånden spillede; men som ældre havde han, som han udtrykte det, åbnet sig langt mere for den metafysiske verden. På den måde fik pinsen stor betydning.

Som gammel var det dog alligevel allehelgen, der stod med en særlig ladning i hans bevidsthed. Det talte vi om: betydningen af at mindes de afdøde, tænke over det liv med glæder og sorger, vi har haft sammen med dem. Noget af det, vi fik, kunne vi føre videre, andet måtte vi gøre anderledes.

Ved allehelgen erkender vi dødens realitet, savnet efter dem, vi var forbundne med, og vi kaldes til tro på, at den, vi har mistet, lever hos Gud.

I salmen ”Din fred skal aldrig vige” af Svein Ellingsen kommer ensomhed, smerte og savn til udtryk – og bøn om Guds nærvær, når vi ”søger til vore kæres grav.” Med tiden gælder det, at ”hvert et navn bliver glemt,/ men, Gud, i din erindring/ er vi for evigt gemt./ Det liv, der blir til intet,/ er i din skaberhånd”.

Bemærk, at Guds hånd kaldes en skaberhånd. Vi bevares hos Gud, men ikke som en fastlåst kopi af det jordiske menneske. Som Paulus understreger: I opstandelsen skal vi alle forvandles, indgå i en forløst eksistensform. Eller som Martin Luther formulerede det: I opstandelsen bruger Gud hele vores menneskeliv som materiale for sin nyskabelse af os, og da bliver vi til det, som Gud har tænkt os som, da han skabte os i sit billede.

Vi skal ikke forgude vore afdøde – der er lys og mørke i os alle – men vi kan tænke på, at i den rensende forløsning ved Guds skaberhånd frisættes det i dem, som var til velsignelse.

Som Ellingsen skriver: ”Giv, at vi aldrig mister/ velsignelsen fra dem,/ men altid bærer med os/ det gode, de bar frem.”

Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.