Historiker: Vi bør bestræbe os på igen at danne både unge og voksne til borgerdyd, når epidemien har lagt sig

Dronningens brug af moralske begreber kan opleves som rester fra fortiden, men er mere aktuelle end nogensinde, skriver Michael Böss. – Foto: DR/ Ritzau Scanpix.
Dronningens brug af moralske begreber kan opleves som rester fra fortiden, men er mere aktuelle end nogensinde, skriver Michael Böss. – Foto: DR/ Ritzau Scanpix.

DRONNING Margrethes tale til det danske folk om coronakrisen tirsdag aften gjorde givetvis indtryk på mange. Det, som efter talen gik igen i kommentarerne fra både professionelle analytikere og almindelige borgere, var, at majestæten havde talt i befriende moralske vendinger. Hun havde både bebrejdet unge, der blev ved med at mødes fysisk med deres venner, og ”grupper i alle aldre”, som opholdt sig for tæt sammen eller endog festede og holdt runde fødselsdage: ”Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Det er tankeløst. Og det er først og fremmest hensynsløst.”

Baggrunden for talen var klare tegn på, at dele af befolkningen ikke tog krisen alvorligt nok, men benyttede ”corona-ferien” til at feste og socialisere på måder, der var uforsvarlige. Samtidig var der i medierne rapporter om unge udlændinge, der var chokerede over danskeres individualisme og mangel på solidaritet med samfundets svage.

Det var meget tankevækkende. For den slags iagttagelser går jo stik mod de myter, vi har skabt om os selv: at vi i Danmark kan administrere vores personlige frihed med hensyntagen til samfundsfællesskabet uden statens tvang. Denne selvopfattelse har nu lidt et knæk. Tilsyneladende er blandt andre italienere og franskmænd bedre i stand til det, mens vi selv fremtræder som nogle af de største individualister på jorden. Man kan derfor ikke lade være med at spørge: Hvornår gik det galt?

Hvis man følger historikeren Henrik Jensens tese om ”det faderløse samfund”, skal rødderne føres ganske langt tilbage i historien, nemlig til tiden efter Første Verdenskrig, hvor begyndelsen til en gradvis afvikling af det autoritetshierarki, det traditionelle samfund havde hvilet i, satte ind. Nu slog samfundsmoderniseringen for alvor igennem med ”oprodningen af befolkningen, indvandringen til byerne industrialiseringen, den teknologiske revolution, sekulariseringen”. I 1960’erne og 1970’erne fulgte så generationsoprøret som forstærkede afviklingen af det faderautoritære samfund og ”gav dødsstødet til en normativ kultur, der allerede var punkteret”.

Det var i den samme periode, at den liberale rettighedskultur satte ind, først i USA og siden i Europa. Rettighedskulturen var udtryk for liberalismens yderste konsekvens: at individets rettigheder må prioriteres over fællesskabernes. Dermed gik der erosion i den ”borgermoral”, som hidtil havde været gældende, og som det var hjemmets og skolens formål at danne børn og unge til. Efter de traditionelle autoriteters svækkelse var der kun én autoritet tilbage: individet. Siden har vi levet i en rettighedskultur uden hierarkier. Her bestræber individet sig på at sikre sig sine rettigheder til at udfolde sig frit og føler sig ikke forpligtet over for samfundet. Og her kan visse meningsdannere beskylde en handlekraftig statsminister for at være autoritær og knægte borgernes frihedsrettigheder, selv om hendes regering blot udøver legitim autoritet i en nødsituation.

Det var denne kultur, Dronningen med sin ”naturlige” autoritet talte ind i tirsdag aften med sin brug af moralske begreber, der næsten kan opleves som rester fra fortiden. Men fra en fortid, som nu er blevet aktuel. Ikke kun fordi corona-krisen har mindet os om den spanske influenza, der fulgte efter Første Verdenskrig. Men også fordi den har vist os, at et samfund ikke kun kan hvile på borgernes rettigheder, men kræver deres ”sympati” med deres medborgere og deres pligtfølelse over for helheden.

Så mon ikke vi bør bestræbe os på igen at danne både unge og voksne til borgerdyd, når epidemien har lagt sig? For det bliver sikkert kun for en tid, inden den næste krise.

Michael Böss er historiker og forfatter, dr.phil.