Da jeg for nylig gik til den franske gudstjeneste i København, var der politi til stede i kirken. De er der på grund af de forfærdelige begivenheder, som fandt sted i Nice, hvor en tuneser dræbte tre personer i en kirke mens hans råbte ”Allahu akbar”.
Efter udåden er det blevet sagt fra flere sider, at nu skal det være slut med flosklerne og den bløde dialog. En tysk debattør, Henryk Broder, har i Kristeligt Dagblad den 4. november udtrykt, at vi kan føre dialog med normale muslimer, men spørger retorisk, hvad det skal føre med sig?
Men de voldelige episoder bør ikke give anledning til, at dialogen droppes. Snarere tværtimod. Det er en opfordring til at komme endnu tættere, for det er netop en floskel at sige, at dialog kun er for dem, som ikke vil tage hånd om noget som helst.
Som medborgere i et demokrati, uanset om det er Danmark eller Frankrig, må vi værne om grundlæggende frihedsrettigheder – også til at samles i overensstemmelse med vores tro uden frygt. Et angreb, som det vi har set i Nice, er et angreb mod medmenneskeheden. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat insisterer på fællesskab og dialog på tværs af religiøse og politiske forskelle, og det er nu engang ikke terroristerne, vi kan have dialog med, men dem, som ønsker at tale.
Vi har nemlig brug for at forstå hinanden, og vi har brug for at kunne tale om tro og derved også påvirke forståelsen af tro. Hvad er det for en teologi, der ligger til grund for intolerancen og legitimeringen af vold? Der er næppe nogen tvivl om, at der er kæmpe udfordringer med den uddannelse, som visse religiøse lærde har fået, og den inspiration, som er tilgængelig for muslimerne.
Der er, som Kristeligt Dagblad skrev i en leder den 4. november, gode grunde til at pålægge lande, som direkte eller indirekte opildner til vold og optøjer i vores samfund, sanktioner. Men der er også en religiøs vinkel. Det jerngreb, som de mellemøstlige politiske ledere har på religionen, skal også bearbejdes.
Den franske præsident Macron kan have ret i, at det kræver bedre uddannelse af muslimske teologer. Hvorfor har vi ikke den diskussion i Danmark? I stedet bruger vi kræfter på ”afsløringer” af moskéer, som har fået nogle penge fra Saudi-Arabien, og som har fået dem i fuld offentlighed.
Vi skal på ingen måde undskylde Saudi-Arabien. Deres missionsprojekt har en stor del af skylden for intolerancen igennem den wahabi-inspirerede islam, som Saudi-Arabien har ladet flyde fra den arabiske halvø. Men i dag er Saudi-Arabien godt klar over faren ved en voldsforherligende udgave af islam.
I stedet skulle vi kræve af Saudi-Arabien, at de gjorde en ærlig indsats for at trække i land. Vi burde kræve, at de betaler for ordentlig uddannelse af imamer og for en sund religionsundervisning. Men vores samfund skal også være villigt til at støtte.
Vi har nemlig brug for, at de muslimske medborgere har ordnede forhold for at kunne dyrke deres tro. Det gælder godt uddannede imamer, og det gælder rammerne om den civilsamfundsopbyggende virksomhed, som naturligt finder sted ved undervisning og forsamling – på samme måde, som kirkerne er og skaber civilsamfund.
Den økonomiske ordning, vi har i Danmark for trossamfund, som er afvigende fra folkekirken, fungerer tydeligvis ikke, for det er de færreste moskéer, som kan få økonomien til at stemme.
Vi bør hjælpe danske muslimske med at være gode medborgere i stedet for pr. automatik at kræve, at fredelige muslimer konstant skal melde ud, at de tager afstand fra den vold, som enkelte gør i islams navn.
Vi er kaldet til forsoning, fællesskab og medmenneskelighed, og den tro kræver ikke vold i Guds navn og burde ikke kræve politibeskyttelse.
Nik Bredholt er sekretariatschef i Resam – Religion og samfund.