Jeg læste med interesse kronikken i Kristeligt Dagblad den 10. september: ”Det danske skolesystem svigter lgbtq+-elever.”
Forfatterne Nicolaj Laue Juhl og Mizz Privileze argumenterer for, ”at der skal indføres et lovkrav om lgbtq+-undervisning i skolen som en integreret del af undervisningsmaterialet og pensumlister”.
De skriver også: ”Lærere skal udfordre og motivere eleverne til at udfolde sig uden, at de bliver præget af kønsstereotype forventninger eller ubevidste kønsforståelser. Det skal ske ved, at normkritik bliver en del af grundfagligheden på læreruddannelsen”. Begrundelsen for disse forslag er, at vi skal den mobning og stigmatisering til livs, som lgbtq+-elever oplever i folkeskolen.
Jeg tilslutter mig i høj grad, at vi skal den mobning og stigmatisering, som finder sted, til livs. Ingen elever – slet ikke dem, som falder uden for normerne – skal udsættes for den slags. Af den enkle grund, at enhver skoleelev er et fuldværdigt menneske, der skal respekteres.
Men jeg tilslutter mig ikke den ”medicin”, som forfatterne ordinerer. Den vil nemlig blot gøre ondt værre. Vejen frem er ikke at opløse kønsnormerne – især ikke, når vi har med børn og unge at gøre. Af tre grunde:
1) Ikke-normativitet findes ikke. Det er ikke så underligt, for som mennesker kan vi slet ikke leve uden normer. Det viser sig også tydeligt i de to forfatteres tilfælde. De påstår ganske vist, at vi ved at opløse tokønsnormen eller heteronormen kan sætte os ud over kønsnormerne. Men de indfører jo med deres normkritik blot normløshedens norm, der er meget barsk i sin afvisning af for eksempel min norm, som kort fortalt er denne: Den findes to køn samt en meget lille gruppe, som ikke finder sig hjemme i enten han- eller hunkøn.
2) Ingen af os – og slet ikke børn – kan udvikle sig sundt, hvis ikke vi mødes med normer, som vi så i det mindste kan forkaste. Det bliver et gevaldigt svigt af børn og unge, hvis de mødes med et ”fri valg på alle kønshylderne”, ganske enkelt fordi sund dannelse ikke er muligt i et postuleret værdifrit (eller værdiløst) rum. Normer, som er eksplicitte, er også lettere at forholde sig til (og der skal selvfølgelig være frihed til at sige nej) end implicitte normer, som påstås at være rummelige og inkluderende. Så af hensyn til det store flertal af børn og unge, der har en tydelig forståelse af sig selv som dreng eller pige, skal vi fastholde tokønsnormen.
3) Men lad os så også af hensyn til det lille mindretal øve os i respekt og inklusion i fællesskaber. I virkeligheden har vi alle områder, hvor vi er unormale, og hvor vi har brug for, at fællesskabet rummer og viser omsorg for os, der ikke er som flertallet. Det gælder ikke mindst børn og unge, der kæmper med deres kønsidentitet. Giv lgbtq+-elever taletid og anerkendelse som fuldværdige mennesker. Jeg synes også, vi skal gøre op med det smalle normalitetsbegreb og sætte et bredt et på banen med eleverne i folkeskolen. Der er mange måder at være en rigtig dreng eller en rigtig pige på. Og det går fint hånd i hånd med en sund tokønsnorm.
Carsten Hjorth Pedersen er daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut.