OVER FOR dagbladet Politiken udtalte Morten Hesseldahl forleden, at Gyldendal under hans ledelse helt anderledes kontant skal tage stilling til manuskripter i forhold til deres mulige markedsværdi, og at det er på tide at gøre op med forlagets åbenbare hang til at udgive ”nordjyske noveller, som foregår i et landbrugssamfund mellem 1950 og 1960”.
I mit eget, snart meget lange, forfatterliv har jeg skrevet måske en lille håndfuld noveller, der passende overfladisk kan siges at svare til den karakteristik. Jeg kan altså ikke fuldt ud tage den tydelige foragt til mig som en grov fornærmelse – bare føle mig strejfet af Hesseldahls afsmag. Jeg tror heller ikke, at min hidtidige forlægger, Johannes Riis, rigtig lader sig anfægte af den kritik, der i det samme kan være rettet mod ham.
Virkelig svært har jeg det derimod med det underliggende, aldeles primitive litteratursyn: at det skulle være kunstværkers tilfældige emneverden, der er afgørende for deres relevans og betydning. Som om det skulle være en særlig interesse for hvalfangst i midten af 1800-tallet, der til evig tid vil få en og anden til at læse ”Moby Dick”?
Hesseldahl uddyber uvilkårligt sin manglende sans for litteraturen og dens væsen, når han vil se bort fra, at den har – og alene kan have – sit udgangspunkt i det dybest personlige og kun i kraft af sin troskab over for det kan blive værd at beskæftige sig med. Han gør det, idet han glæder sig over, at yngre forfattere, efter hvad han har fornemmet, gerne vil lade forlaget overtage en del af styringen af deres skabende arbejde. Forhåbentlig tager han fuldkommen fejl.
Morten Hesseldahl gør naturligvis ret i at ville sikre Gyldendals økonomi. Det ser dog ikke ud til, at han vil gøre det for fremtidige, risikable udgivelsers skyld, når han opfordrer sine redaktører til hellere at forestille sig noget om læsernes længsler end at fremme, hvad de ”selv synes er fedt”.
Netop redaktørernes uhæmmede engagement og personlige stillingtagen har indtil nu været afgørende for forlagets vitalitet, og når Hesseldahl sætter trumf på og erklærer, at han alene og til syvende og sidst vil bestemme det hele, så tegner han billedet af et foretagende, jeg ikke har lyst til at bidrage til. Skønt jeg med dette farvel vil komme til at savne samarbejdet med en række superdygtige og litteraturbegejstrede Gyldendal-medarbejdere.
Jens Smærup Sørensen er forfatter.