Læser til Mads & Monopolet: Ufrivillig barnløshed tærer også på mænd

Mænd kan ikke bare ”mande sig op”, skriver Nada Meri Pedersen, sexologi- og parterapistuderende, til populært radioprogram

Mads Steffensen, manden bag radioprogrammet ”Mads & Monopolet”, rejste spørgsmålet ”Hvornår kan jeg tillade mig at gå?” fra en mand, som var kørt fast i parforholdet. Arkivfoto. – Foto: Axel Schütt/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix
Mads Steffensen, manden bag radioprogrammet ”Mads & Monopolet”, rejste spørgsmålet ”Hvornår kan jeg tillade mig at gå?” fra en mand, som var kørt fast i parforholdet. Arkivfoto. – Foto: Axel Schütt/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix.

Det er mandag aften, og jeg står på mit løbebånd, mens jeg hører ”Mads & Monopolet”. En mand, Dennis, har skrevet ind til panelet med et svært dilemma. Dennis har været gift i 10 år og har sammen med sin kone en datter på seks år. De seneste fire år har de prøvet at få et barn mere, men det resulterede i en masse aborter, der har taget hårdt på konen, forholdet og økonomien.

I de fire år, hvor alt for konen handlede om at få det ekstra barn, og hvor hårdt det var, at det lykkedes for alle andre end lige netop dem, har Dennis mistet sig selv i processen og er blevet mere og mere trist. Og han kan nu mærke, at han skal passe på sig selv. Dennis stiller selvbebrejdende spørgsmålet ”Hvornår kan jeg tillade mig at gå?”.

En kvindelig deltager i panelet siger flere gange ”nej” gennem oplæsningen af spørgsmålet. Hun fordømmer og er ligefrem vred og der kommer en serie af råd a la ”Du må mande dig op”.

Nu er det min tur til at tænke nej flere gange. Lad være med at fordømme ham. Anerkend hans depression, hans afmagt, hans hjælpeløshed. Han har ikke brug for et spark, mens han ligger ned. Han har brug for en udstrakt hånd, så han kan komme op at stå igen – ved sig selv, ved sin kone og ved sin familie.

I mit hoved opstår der en række spørgsmål: Kunne man have forudset hans dilemma og prøvet at forebygge i stedet? Kunne man have hjulpet den familie rettidigt? Vi har ofte medlidenhed med kvinden, og jeg skal ikke ubetydeliggøre hendes kamp, for den er gigantisk.

Men hvad med manden? Må han vise tegn på stress og udmattelse, uden at virke alt for egocentrisk? Kan man tillade sig at spørge til hans ve og vel? Går han ikke gennem den samme palet af følelser? Stiller han ikke spørgsmål ved sin manddom? Mister han ikke sit selvværd? Har han ikke dårlig samvittighed, fordi han svigter sin kone og ikke kan give hende det, hun allermest ønsker? Bliver han ikke skuffet, hver gang det mislykkes?

Hvad med sex? Er romantikken for alvor død, fordi sex er skemalagt, eller fordi han konstant er på date med en kop? Kan han bare præstere på klokkeslættet, når han skal? Kan vi bebrejde ham, når han bliver deprimeret, hvis han overmandes af en strid præstationsangst, mens alt står og falder med hans evne til at stå eller falde?

Der skal gøres mere og andet end et råd om at mande sig op. Selvfølgelig skal de prøve at redde deres ægteskab. Der er en længe ønsket baby på vej, som fortjener at lande i et kærligt hjem. Men dette par har været igennem behandling i fire år.

Alt for lang tid med angst for, at det aldrig lykkes, med skuffelse over de gentagne aborter, med knækket håb, der atter skal lappes, med stor risiko for stress, med stor omkostning, også økonomisk, med frustration, skyld og skam, jalousi og misundelse af alle de kvinder, der bærer deres graviditet med yndighed, og alle de mænd, der skubber deres barnevogn med stolthed. Fire år med en følelse af utilstrækkelighed, fordi man ikke kan levere det, man er skabt til at levere. Skulle han klare det alene, bare ved at mande sig op?

Både forskningen og sund fornuft indikerer, at fertilitetsbehandling influerer negativt på ægteskabet, på parrets seksuelle samvær og på livskvalitet i det hele taget. En del studier konkluderer netop, at der skal laves en holistisk løsning, som ikke kun handler om at få et barn, men også hjælper parret med at bevare et godt ægteskab og god livskvalitet gennem kvalificeret terapi.

Psykisk hjælp for par under fertilitetsbehandling er helt central og bør integreres i behandlingen. Der er sågar studier, der viser, at stress ikke kun er et resultat af infertilitet, men også forårsager dette, og behandling af stress kan have en gavnlig effekt på graviditeten.

Disse mennesker skal hjælpes af professionelle – mange af dem begynder at tvivle på meningen med livet og stiller spørgsmål ved deres eksistentielle berettigelse. Derfor undrer det mig, at man ikke tilknytter parterapeuter, der har specialiseret sig i ufrivillig barnløshed til fertilitetsklinikker.

Især når 16-26 procent af alle dem, der ønsker at få børn, oplever problemer med at få dem. Det er mange mennesker, der i kortere eller længere perioder af deres liv er udsat for mange psykiske lidelser under en behandling, der kræver utrolig meget psykisk overskud.

Uanset om de mange par kommer til at forlade klinikken med eller uden barn, har alle brug for, at der bliver taget hånd om dem. Hvem gør det? Skal det være op til parret selv at opsøge en terapeut? Skal det være klinikken, der skal anbefale det? Eller skal det være en del af behandlingspakken?

I Dennis’ tilfælde er jeg overbevist om, at der var eller er behov for kvalificeret terapi, som normaliserer hans følelser, tanker og oplevelser.

Dorthe Andresen, en af de dygtige gynækologer, som har hjulpet mange par til at opfylde drømmen, mener også, at det kunne være fornuftigt at indlægge nogle terapeutiske samtaler i behandlingen og lave en pakkeløsning. Det vil måske især gavne mændene, som ellers ikke taler om det, eller benytter sig af støttegrupper, som kvinderne gør.

En af de mænd, jeg har interviewet i forbindelse med min uddannelse som parterapeut, sagde om sin kone: ”Hun var alt, hvad jeg ønskede mig i livet, og alt hvad hun ønskede sig, var et barn, som jeg ikke kunne give hende. Hvordan kan man overleve denne utilstrækkelighed, hvordan kan man overleve denne magtesløshed?”.

Mit spørgsmål er, skal man kunne overleve det uden en hjælpende hånd udefra i form af terapi? Er det overhovedet rimeligt

Nada Meri Pedersen er sexologi- og parterapistuderende.