Løgstrup tog afstand fra nazismen. Men han fastholdt forskellen mellem tanke og handling

En diskussion af den danske filosof K.E. Løgstrups forhold til nazismen er blusset op efter kritik af disputats om samme emne. Her svarer Jes Fabricius Møller, lektor i historie

Løgstrup tog afstand fra nazismen. Men han fastholdt forskellen mellem tanke og handling

HANS HAUGES KRITIK af Esther Oluffa Pedersens disputats i avisen den 27. november når langt omkring. Der er meget i vejen. Det ubehageligste ved bogen er imidlertid ifølge Hauge ”hendes anklage mod Løgstrup for at være alt for glad for nazismen”.

Nu er det faktisk ikke, hvad Esther Oluffa Pedersen skriver, men blot, ”at Løgstrup ikke var så klart afvisende over for nazismen, som vi fra vores nutidige standpunkt ville forvente”.

Den karakteristik er der udmærket dækning for i Løgstrups efterhånden berømte kronik ”Nazismens filosof” fra 1936, hvis konklusion både Hauge og Pedersen i øvrigt overser. Det var ifølge Løgstrup ikke Heidegger, men Hitler, der var nazismens filosof.

Løgstrup var på dette tidspunkt optaget af, at filosofi i sig selv blot var gold og ligegyldig, hvis den ikke førte til handling. Heidegger reflekterede blot, mens Hitler handlede. Derfor var Hitler den sande filosof.

Kronikken er skrevet uden nogen tydelig afstand til sit emne og kunne og kan derfor isoleret set fortolkes som fascination af nazismen. Det er nok årsagen til, at Løgstrup hurtigt efter offentliggjorde en dobbeltkronik, hvor hans eget politiske synspunkt blev gjort klart.

Selvom der altså ikke kan være tvivl om Løgstrups afstand til nazismen, er det interessant at iagttage, hvordan han i tilfældet Heidegger fastholdt forskellen mellem tanke og handling som afgørende for vurderingen af Heideggers nazisme.

I det på forlaget Klim posthumt udgivne værk om Heidegger, går Løgstrup meget let hen over den omstændighed, at Heidegger var medlem af nazistpartiet i hele perioden 1933-1945 og derfor pr. definition var nazist.

I sin bog om Løgstrup, ”Løgstrup, Heidegger og nazismen”, fra 2016 følger Hans Hauge selv lydigt Løgstrups fortolkning, altså at så længe Heidegger ikke gjorde noget, men bare var medlem af partiet, må konklusionen være, at Heidegger næsten ikke var nazist.

Til gengæld er Hauge ikke bleg for selv at gøre, hvad han anklager Esther Oluffa Pedersen for.

I selvsamme bog skriver Hauge om Løgstrups samtidige Regin Prenters ”fascination af nazismen”.

Som så ofte hos Hauge er der tale om en løs og ubegrundet anklage.

Jes Fabricius Møller er lektor i historie, Københavns Universitet.