I slutningen af marts i år stod den 56-årige Tera Reade frem med sin historie i en amerikansk podcast. Hun havde i 1992-1993 arbejdet for Joe Biden, da han var senator for delstaten Delaware, og var i forbindelse hermed blevet udsat for et seksuelt overgreb af Biden selv. Ifølge Reade havde Biden en dag befamlet hende under tøjet og penetreret hende med sine fingre. ”Det skete meget hurtigt (…) lige pludselig var hans hænder på mig og i mine trusser,” fortæller hun.
Man skulle umiddelbart tro, at denne beretning ville rydde nyhedsforsiderne – især når man tænker på, at den anklagede er præsidentkandidat for Demokraterne.
Det tiltrak i hvert fald medieopmærksomhed, da Brett Kavanaugh i 2018 – efter at være blevet indstillet som dommer til højesteretsposten af præsident Trump – blev anklaget for at have presset sine kønsdele op i ansigtet på en kvinde under en fest i 1980’erne. Her endte sagen med at blive ét stort mediecirkus, som i højere grad blev brugt som skyts af den amerikanske venstrefløj i en politisk magtkamp frem for en reel juridisk sigtelse mod en enkeltperson.
Derudover må vi heller ikke glemme præsident Donald Trump, som utallige gange siden sin indsættelse har udgjort breaking news-materiale, når diverse kvinder har stået frem med beskyldninger om overgreb. Og selvom Trump ikke ligefrem har et godt ry blandt visse kvinder, har sager om seksuelle overgreb begået af Trump ikke bragt andet end spekulation med sig.
Man skal naturligvis passe på med at anvende whataboutism, som i sin grundvold går ud på at miskreditere en modstanders position eller hykleri uden direkte at modbevise deres argument.
Men i dette tilfælde tegnes der trods alt et tydeligt billede af, hvordan sager om overgreb portrætteres og formidles anderledes, når den anklagede tilhører en vis politisk fløj.
På nuværende tidspunkt hersker der ingen tvivl om, at beskyldningerne mod Biden våbengøres af USA’s hørefløj. Og man kan måske også anklage selvsamme part for dobbeltmoralskhed, da de forholdt sig tavse til anklagerne mod både Trump og Kavanaugh i sin tid.
Men det, vi oplever nu, hvor venstrefløjen og mainstreammedierne i USA vender det blinde øje til Reades anklager, er et klart vidnesbyrd om, at der hersker en vis skinhellighed inden for både tv-landskabet og den politiske arena. Ikke blot i USA, men også herhjemme i Danmark, hvor sagen dårligt nok har fået omtale.
Spørgsmålet er så, hvorfor tavsheden blandt de etablerede medier, og ikke mindst den amerikanske venstrefløj, som gennem de seneste år har repræsenteret den politiske drivkraft bag MeToo-bevægelsen, er så påfaldende.
Det siger sig selv, at anklagerne mod Biden udgør et bump på vejen for hans præsidentdrømme. Og for de store medier i USA, som ikke ligefrem er Trumps udkårne, bliver den kritiske sans nok også forsømt for at skåne Biden. Demokraterne vil hertil gøre alt for at undgå at tabe Det Hvide Hus igen. Men er man så villig til at gå på kompromis med egne værdier? Og helliger målet midlet?
Uanset om sagen blusser mere op, er det imidlertid en realitet, at Biden må forholde sig offentligt og mere dybdegående til anklagen. Biden støttede trods alt Christine Blasey Ford, som var hovedpersonen i anklagerne mod Kavanaugh, da han i 2018 udtalte, at når en kvinde står offentligt frem med anklager om seksuelt overgreb, skal essensen af vedkommendes vidnesbyrd anses som troværdigt. Denne udtalelse blev hyldet af både egne tilhængere og flere aviser.
Derfor er det noget pudsigt, at selvsamme grupperinger har undermineret beskyldningerne mod Biden. Ikke aktivt, men gennem deres tavshed, som i sin vold måske er mere skinger.
Samuel David Stender er cand.mag. i amerikanske studier.