Der synes at være enighed hos flere anmeldere om, at det nordiske ikke er prioriteret i den nye højskolesangbog. Uden at beskrive det nordiske materiale nærmere, konstaterer blandt andre Hans Hauge i denne avis, at man har lavet en næsten demonstrativt dansk sangbog.
Det kan tænkes, at Hauge er kommet frem til den konklusion, fordi hele det nordiske materiale ikke befinder sig i afsnittet ”Norden”, som primært rummer fædrelandssangene? Derved er det nordiske materiale måske forsvundet i mængden for den travle meningsdanner? Måske det skyldes, at det er et anderledes nordisk materiale, end det gode gamle fra den syttende udgave?
Det nordiske er traditionelt tæt knyttet til højskolebevægelsen og således også Højskolesangbogen. Historisk set har de nordiske naboers sange fyldt en ikke uvæsentlig del af sangbogen, som dog er blevet mindre i nyere tid.
Vi har i udvalget stillet spørgsmålet, hvad formålet med de nordiske sange i Højskolesangbogen er i dag? Er det blot en historisk reminiscens for dem over 50, eller findes der stadig et særligt, nordisk fællesskab, det giver mening at dyrke i Højskolesangbogen anno 2020? Og hvad er i bekræftende fald ærindet?
Skal vi som danskere have kendskab til de andres sprog og sange eller er det, fordi vi skal kunne synge sammen, når de er på besøg? Med afsæt i nutidens orientering mod det angelsaksiske kan man vel med rimelighed spørge, om ”Norden” overhovedet et relevant fællesskab at betone? Hvor det giver mening for den ældre generation, er ”Europa” måske mere relevant for nyere generationer?
Det sproglige fællesskab i Norden synes i dag at være under afvikling. Få forstår svensk og norsk og unge foretrækker engelsk i kommunikationen med de nordiske frænder. Hvor det før var naturligt at synge på de øvrige nordiske sprog, er det nu forbundet med forlegenhed og udtalevanskeligheder.
I den optik var det oplagt at beskære det nordiske materiale yderligere og kigge mod syd. Vi tog et andet valg og har forsøgt at spænde ben for afviklingen af det nordiske sprogfællesskab ved at betone det nordiske fællesskab gennem vores sangvalg.
Vi satte os navnligt tre ting for i udvælgelsen af sange fra Norden, som i øvrigt også indbefatter både Grønland og Færøerne. Dels ville vi bringe sange, som er kendte og sungne i deres hjemlande, og derfor er sange, vi kan synge sammen, når vi mødes. Vi har haft kontakt til sagkyndige i de enkelte lande og bedt om deres bud på sange, det kunne være relevant for os at medtage.
Dels ville vi finde sange, der er sprogligt tilgængelige, og derfor kan være med til at give blod på tanden i forhold til at lære sprogene at kende. De nordiske sprog risikerer at gå tabt for de unge generationer, og vi har i pædagogisk øjemed skævet til teksternes sværhedsgrad og udset os sange, hvor alle kan være med - og sange, der også har musikalsk appel til ungdommen. Et eksempel kunne være Bo Kaspers Orkesters ”Undantag”, men også Edith Södergran-digtet ”En strimma hav” med Anna Kruses melodi er til at gå til, selvom sidstnævnte er sublim poesi.
Endelig ville vi medtage en række sange, der så at sige er ”fællesnordiske slagere” – altså sange, vi kender og elsker på tværs af Norden. Et godt eksempel er den norske gospel ”En stjerne skinner i natt”, og der er også blevet plads til ”Åbent landskab” og ”Visa från Utanmyra”, som er bredt kendt i hele norden.
Samlet set er det nordiske materiale ikke skrumpet. I den 18. udgave af Højskolesangbogen er der i alt 62 sange med rod i vores nordiske nabolande. I den nye og 19. udgave er der 65. Heraf nogle i originalsprog og andre i oversættelser.
Mette Sanggaard Schultz er forstander på Ollerup Efterskole og medlem af Højskolesangbogsudvalget.
Hvor ”Norden” giver mening for den ældre generation, er ”Europa” måske mere relevant for nyere generationer?