”De dybeste lag i mit hjerte/ er længsel, umådelig stor.”
Nr. 28 i Den Danske Salmebog
Mennesket er et sammensat og hemmelighedsfuldt væsen.
Kunsten er at leve med det gådefulde, gerne blive klogere på det, men det kræver nænsomhed og alt andet end bulldozer-metoder. K.E. Løgstrup gjorde med rette opmærksom på, at ethvert menneskes urørlighedszone skal respekteres. Det gælder både voksne og børn. Hvis vi trænger ind over et menneskes grænser, er det et overgreb, et forsøg på at få magt over noget, der ikke er vores.
En sammenligning: Når vi har sået nogle frø i haven eller i altankassen, er det dumt at pille for meget i jorden, mens frøene spirer. Så kan vi skade væksten. Frøene skal have lov til at være skjult; det er det, der synligt kommer op af jorden, vi kan forholde os aktivt til.
Der er en længsel dybt i vore sind, der kan sammenlignes med frøet i jorden. Længslen kommer af, at vi er ufærdige mennesker. De gamle hebræere beskrev menneskets fundamentale situation: Vi er skabt i Guds billede – uden at være Gud. Deraf kommer en længsel, som kirkefaderen Augustin satte ord på, henvendt til Gud: ”Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, til det hviler i dig.”
Denne dyrebare, fundamentale længsel er en umistelig drivkraft i os, men den kan være uklar for os selv og antage mange former, afhængigt af kulturel påvirkning og andre livsomstændigheder. I vores ufærdighed kan vi famle og forvirres.
Det skyldes, at ”frøet” er skjult, unddrager sig vores magt, forbundet som det er med det hellige, det guddommelige. Vi må respektere, at vi ikke kan befamle det uden at gøre skade; men vi kan, som Jens Rosendal gør så fint i salmen ”De dybeste lag i mit hjerte”, søge at komme i forbindelse med de skjulte, skabende kræfter i dybet og tage de billeder til os, som viser sig i glimt og kalder på os og forbinder os med noget evigt.
Men er det så bare en drøm? Rosendal mærker, at de billeder, den dybe længsel kalder med, har ”morgenens klarhed/ og kræfter, som aldrig går til”. Skabelsens Gud står bag, og bønnen er at blive mødt ”midt i mit goldeste land” og ”selviskheds ørken”, erfare en skabelsens morgen, blive rejst ”nyskabt og leve/ på jorden, mens dagene går”.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.