I sidste weekend kom det frem, at Fredens Moské i Aarhus ved Gellerup offentligt har indkaldt til muslimsk bøn. Det skete med henvisning til coronakrisen og i samarbejde med Gellerup Kirke. Først påstod Fredens Moské, at de havde fået kommunal tilladelse.
Men efterfølgnede udsendte kommunen en pressemeddelse, hvori de sagde, at kommunen ikke har givet tilladelse, men at kommunen kun har forholdt sig til, at der umiddelbart ikke er nogen støjmæssige regler, der ville blive brudt ved arrangementet. Ja, lidt kringlet, vil jeg mene.
Kristeligt Dagblad skrev den 28. april, at til trods for en del politisk debat om et eventuelt forbud mod muslimsk bønnekald så afgøres den slags spørgsmål i dag fortsat af tekniske instanser hos kommunerne.
Jeg mener, at muslimsk bønnekald fremover bør reguleres og forbydes ved lov. Det er indlysende ikke holdbart, at en borgmester, et lokalt udvalg, den lokale politidirektør eller en kommunal teknisk afdeling kan sige ja, nej eller tja til, at moskéer indkalder til muslimsk bøn i offentligheden. Afgørelsen ligger det helt forkerte sted. Det er tværtimod et afgørende landspolitisk emne, hvorfor området bør løftes til Christiansborg.
Der har desværre aldrig været flertal for at regulere området, da en sådan regulering uundgåeligt vil medføre et større politisk ansvar for samfundsudviklingen. Det har været – og er – nemmere blot at kunne mene noget om det og så ellers skubbe ansvaret fra sig med henvisning til fastsatte støjgrænser, kommunalt selvstyre, lokale politijurister eller med henvisning til spørgsmålet om religionsfrihed. For i takt med at Danmark bliver mere og mere islamisk, bliver landspolitikerne selvsagt nødt til at regulere området, for hvis ikke de gør det, så er det det samme som at sige, at islamiseringen af det offentlige rum er i orden. Der er altså tale om, hvis ikke en direkte, så i hvert fald en indirekte accept af muslimsk bønnekald i Danmark.
Vi kan ikke overlade den slags samfundsdefinerende beslutninger til borgmestre, til ikke-folkevalgte embedsfolk i kommuner eller politiet.
Vi kan heller ikke bare afvente, at der en dag kommer en eller anden dom fra domstolene, for spørgsmålet er så centralt for nationen, at det kræver politisk stillingtagen på højeste niveau.
Spørgsmålet er selvfølgelig også, om der overhovedet stadig er et folkeligt og politisk ønske om, at Danmark fremadrettet skal være et kristent land, og om det så også skal afspejles i vores samfund, eller om det bare skal være noget, vi taler om.
Jeg ved fra personlig erfaring, at de fleste landspolitikere i bedste fald har et overfladisk forhold til kristendommen, og deraf også et overfladisk forhold til islam. Jeg tør faktisk godt sige, at hvis flertallet af politikerne på Christiansborg føler et dybt tilhørsforhold til kristendommen og danskheden, at så er det min personlige erfaring, at de skjuler det godt.
Vi kan heller ikke overlade beslutningerne til forvirrede lokale folkekirkepræster, som i tilfældet Gellerup Kirke, der ligefrem reklamerer for Fredens Moské og for deres bønnekald på kirkens egen facebookside.
Som kristen undrer det mig dybt, at præster, der har læst teologi i mange år, og som jo må kende de kristne skrifter, kan ende med at retfærddiggøre over for sig selv og andre, at det er en del af deres præstegerning at reklamere for islam eller andre trosretninger for den sags skyld. Jeg tillader mig nemlig at gå ud fra, at man har læst andet end Politiken og Information på teologistudiet.
Visse præster – heldigvis ikke alle, hvilket jeg gerne vil understrege – insisterer på at omfavne islam og Muhammeds religiøse budskaber, senest i forbindelse med ramadanen. Det må bunde i en afgrundsdyb naivitet og uvidenhed om islams væsen.
For en god ordens skyld må jeg hellere sige, at jeg ikke mener, at kristne aldrig må mødes med repræsentanter fra andre trosretninger, men det er altså tilladt at bruge den øverste etage, og det er også tilladt at afbryde et møde eller et arrangement, hvis det pludselig går op for en, at man bliver udnyttet, som tilfældet Gellerup Kirke. Og husk nu altid på, at islam er i sin helt egen kategori.
Fredens Moské er tidligere blevet afsløret i at have et shariaråd, hvor de har rådgivet om, at en kvinde skal blive i sit ægteskab, selvom ægtefællen er voldelig, ligesom de mener, at kvinder skal finde sig i flerkoneri, da det er en del af sharia. Det har været omtalt i flere medier. Og det burde ikke overraske nogen, da det er udtryk for mainstream-islam.
Fredens Moské vil heller ikke tage afstand fra Islamisk Stat. Det har TV 2 Østjylland afdækket.
Det håber jeg heller ikke, at der er nogen der bliver chokeret over, for det er også normalt inden for rigtig mange muslimske miljøer. Det ved Gellerup Kirke formentlig også, men alligevel kalder de på Facebook Fredens Moské for deres muslimske venner. Hold nu op, hvor er det naivt.
Gellerup Kirke ved vel også, at Islamisk Stat – som Fredens Moské og i øvrigt mange andre moskéer ikke vil tage afstand fra – har slået kristne ihjel, og gerne vil slå flere kristne og andre ikke-muslimer ihjel.
Islamisk Stat er en rendyrket kristendomshadende terrororganisation! Faktisk hader de alt, der ikke er islamisk. Hvordan kan det være svært at tage afstand fra? Og hvordan kan det være svært at tage afstand fra dem, der ikke vil tage afstand fra Islamisk Stat? Det er mig totalt ubegribeligt.
Men der er meget, jeg ikke forstår. Jeg forstår eksempelvis heller ikke, hvorfor det er så svært for nogle præster, for skiftende regeringer og skiftende folketingsflertal at skære igennem og sige, at indkaldelse til bøn i det offentlige rum er et privilegium, der er forbeholdt den kristne trosretning, som den kommer til udtryk i Danmarks Riges Grundlov.
Jeg mener, at præster, der fremmer islam i Danmark, misbruger kristendommen og kirken til deres egen politiske-ideologiske dagsorden. Der er åndeligt og kulturelt tale om et gigantisk svigt. Vi kan som kristne være politisk uenige, men jeg mener ikke, at vi som kristne skal reklamere for andre trosretninger.
Når præster markedsfører islam, reducerer de sig selv til nyttige idioter, og jeg håber, at de ved, at imamerne ingen moralske skrupler har i forhold til at udnytte naive præster, naive politikere og coronakrisen til at indføre mere islam i det offentlige rum. De skyr ingen midler, når det handler om at fremme islam. Vi behøver ikke at gøre det nemt for dem.
Alt dette viser med al tydelighed, at spørgsmålet om, hvorvidt der skal indkaldes til muslimsk bøn i det offentlige rum, er uegnet som noget, der skal træffes beslutning om i kommunale afdelinger. Det er samfundsdefinerende beslutninger, som også har stor betydning for, om vi ønsker, at islam i praksis skal være sidestillet med kristendommen. Det er i dén grad et landspolitisk spørgsmål.
Vi bliver nødt til at insistere på, at der er nogle principper, vi ikke vil gå på kompromis med. Vi skal ikke gå på kompromis med vores egen kultur og nationale identitet, som, uanset om man tror eller ej, er koblet op på vores kristne kulturarv.
Danmark har en grundlov, som slår fast, at folkekirken har særstatus. Det sætter jeg pris på, og det vil jeg gerne bevare og videregive til gavn og inspiration for vores efterkommere. Jeg vil ikke opgive det i tolerancens navn. Jeg vil aldrig tolerere, at islam overtager kristendommens plads, for islam er ikke sandhed. Så må folk fortsætte med at kalde mig for intolerant. Det må jeg leve med.
Spørgsmålet om muslimsk bønnekald i det offentlige rum lovreguleres og forbydes. Det skal ikke – med al respekt for embedsfolkene og det kommunale selvstyre – blot være en teknisk afgørelse i en tilfældig kommunal afdeling. Det muslimske bønnekald er meget mere. Det er en kamp om nationens kulturelle identitet, og det er intet mindre end en kamp om vores åndelighed og sjæl.
Martin Henriksen er medlem af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse og medlem af Sydslesvigudvalget.