Nadveren er mere end en sag om synd

”Gør dette til ihukommelse af mig.”

Første Korintherbrev 11, 24

Når man selv oplever nadveren stærkt velgørende, vækker det til eftertanke, at man stadig kan høre folk give udtryk for, at nadveren for dem står som et dystert led i gudstjenesten. De nævner typisk salmen ”O du Guds lam”, som har en fin melodi, men gentager tunge ord om ”korsets skam” og ”alverdens synder”. I ritualet indgår en indledende bøn om styrkelse, tro og håb og hjælp til at vokse i kærligheden, men for dem, der har et halv-allergisk forhold til ordet synd, overskygges sådanne gode ord af, at der også bedes om at blive renset for synd, ligesom der ved bortsendelsen tales om, at der er ”gjort fyldest for alle vore synder”.

Når nogle opfatter sådanne udtryk som dystre, ja nærmest føler sig nedgjort ved at høre dem, peger det på den pædagogiske opgave for kirken at få ryddet misforståelser af ordene synd og synder af vejen; ordene betegner noget reelt, som vi må tage alvorligt, men de høres ofte forkert. Det har jeg været inde på i andre sammenhænge og lader ligge her. Og bortset fra det: Ritualet er udformet, så det giver indtryk af, at pointen med nadveren er syndsforladelse – på trods af at indtrykket er et andet, når man ser på, hvordan nadveren ifølge Paulus og evangelisterne blev indstiftet: Her er det måltidsfællesskabet med Jesus Kristus og hinanden, der har vægten, og i forbindelse med både brødet og vinen gentages Jesus-ordene: ”Gør dette til ihukommelse af mig.” Altså ihukommelse eller re-aktivering af, hvad Jesus viste, da han gik omkring, og stadig står for. Og det er da ubetinget glædeligt og livsbekræftende.

Kun hos Matthæus (typisk for ham) er der en tilføjelse om synd: Jesu blod er udgydt ”til syndernes forladelse”. Denne passus har folkene bag ritualet brugt til at fremhæve et aspekt, som godt kan siges at være en side af fællesskabet med Kristus, men dog ikke er hovedsagen ved nadveren. Som den kloge teolog Otto Møller skrev: ”Nadveren er jo da intet Bodssacramente, men netop et Livs og Glædesmåltid.” I anden sammenhæng peger han på den vildfarelse, at man skal ”rues og bæve” ved nadveren, men ”Vorherre har jo ikke sagt: til eders Synds og Elendigheds Ihukommelse, men til min Ihukommelse”.

Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.