ORTODOKSE IKONER har ingen plads i den lutherske folkekirkes teologi og bøn. Ikonerne er og forbliver udvendige og påklistrede i forhold til folkekirkens liturgi. De kan i det højeste tjene som uforpligtende dekoration i kirkerummet. Folkekirkelige ikoner er en illusion.
Kristeligt Dagblad bragte i torsdags en artikel om Charlotte Weppenaar Pedersen, der præsenteres som ”autoriseret ikonmaler fra den græske munkeø Athos”, hvad det så måtte betyde. For ifølge ortodoks forståelse er kun det menneske sand ikonograf, som stiller sit håndværk og sit talent til rådighed for den ortodokse kirkes bøn og liturgiske liv. Det gør Charlotte Weppenaar ikke, hun er medlem af den danske folkekirke.
Løsrevet fra den ortodokse kirkes lære og tro mister ikonerne dybde og fylde og bliver til individuelle kunstværker. Ikke at der er noget i vejen med kunst, men ikonens formål er at formidle eller vidne om den ortodokse kristne tro, ikke at fremvise kunstnerens sjæleliv. ”Hun maler sjælen frem,” hedder det i artiklen.
Ud over at formidle ortodoks tro og lære er ikonerne en integreret og uadskillelig del af det fælles liturgiske liv i den ortodokse kirke, ligesom de indgår i de enkelte troendes private bønsliv. Både i kirken og hjemme tænder ortodokse kristne lys foran ikonerne, gør korsets tegn, bøjer sig for dem og kysser dem ærbødigt og kærligt.
DE HELLIGE IKONER er for ortodokse troende en teologi i farver, for de udtrykker og formidler den ortodokse lære, ikonerne er et vindue til Himmelen, for de lader os se Guds mysterier, og de bringer de hellige til stede, så det bliver klart for os, at vi altid fejrer liturgien og kirkens øvrige tjenester sammen med de himmelske skarer og de hellige fra alle tider.
Er der så plads til ikoner i luthersk folkekirkeligt regi? Nej. Den protestantiske kirke har ikke rum for de hellige ikoner, i hvert fald ikke hvis de lutherske troende og præster tager deres egen tradition og teologi alvorligt.
Ikoner er hellige billeder. Men i den lutherske verden er intet helligt, med undtagelse af Guds Ord. Derfor bemærker man ofte undren, afsky eller forlegenhed blandt protestanter, når de ser den ærbødighed og ærefrygt, med hvilken de ortodokse kristne omgås de hellige ikoner.
Blandt andet derfor kommer de to-tre ikoner, der i vore ”økumeniske” dage ofte er ophængt diskret ude til venstre eller højre i kirker i Danmark til at virke sært påklistrede.
Ikoner er billeder af de hellige, men i den lutherske teologi er der ingen hellige. For Luther ”afskaffede” helgener og gjorde op med den tanke, at nogle mennesker allerede gennem det jordiske liv var kommet så nær Gud, at de efter at have forladt dette liv nu befinder sig i Himmelen og så nær på Guds trone, at vi kan bede dem om at gå i forbøn for os hos Gud.
Når ortodokse kristne fejrer gudstjeneste omgivet af og sammen med de mange hellige, som er konkret til stede via deres ikoner i kirken, så er det i skarpeste modstrid med både luthersk teologi og liturgisk forståelse.
Det udelukker ikke, at der hos protestanter kan være en længsel efter en anden teologi og erfaring end den tilgængelige. Måske er det den længsel, som får Charlotte Weppenaar Pedersen og andre til at forsøge at tilegne sig elementer fra den ortodokse verden.
Man kan håbe, at de før eller siden indser, at ikonernes fulde potentiale og åndelige dybde først for alvor bliver tilgængelige i den ortodokse kirkes liturgiske rammer.
Den ortodokse tradition er et sammenhængende hele af tro, lære, liturgi, bøn og ikoner. Enhver, som forsøger at tage enkelte dele ud af traditionen for at promovere sig selv, risikerer at komme alvorligt på vildspor.
Poul Sebbelov er præst i den ortodokse kirke i Danmark.