I diskussionen om den digitale nadver bliver det ofte tydeligt, at teologien fylder mindre end den praktiske og det sjælesørgeriske. Det er absolut ikke forkert, at det praktiske og det sjælesørgeriske fylder, fordi det er en central del af teologien, men netop altid som en del af teologien.
I forsvaret for digital nadver går navnlig et argument igen: Nadveren er fællesskab, og det kristne fællesskab overskrider tid og rum. Helligånden lader sig ikke begrænse. Det kraftige fokus på fællesskabet i nadveren er både rigtigt og forkert, for det begrænser nadverens betydning til et enkelt af dens aspekter og ser bort fra det bærende.
Før jul samlede vi i en virtuel workshop på teologi på Aarhus Universitet teologer fra Danmark, Norge og Sverige. Det var øjenåbnende. Danmark betragtes ofte som et land, der bekymrer sig mere som sin lutherske arv end Norge og Sverige, men i både Norge og Sverige har biskopperne lagt sig i forlængelse af Det Lutherske Verdensforbunds anbefalinger og afvist muligheden for digital nadver. Og ifølge Merete Thomassen fra Oslo Universitet var flere i Norge chokerede over, at det lige præcis var i Danmark, at der var biskopper, der gik forrest og anbefalede online altergang. Dermed bekræftede de en mistanke, som vi flere gange havde diskuteret i Folkekirkens liturgiudvalg, som jeg var medlem af: at folkekirkens nadverforståelse ofte gik mere i calvinsk end i luthersk retning. Nu har folkekirken tiltrådt Leuenberg-Konkordien og dermed anerkendt de reformerte kirker, og bekendelsestraditioner står ikke stille, men bevæger sig, så det er ikke i sig selv udtryk for en kirkesplittende udvikling.
Alligevel er det værd at reflektere over, hvad det er, den lutherske nadverteologi kan bidrage med teologisk og liturgisk. Min kollega Anders-Christian Jacobsen forsøger i Kristeligt Dagblad den 13. januar at bruge netop Luther som argument for digital nadver, men han overser nogle væsentlige elementer.
Han betoner nadverens fællesskabsdimension, og afviser mennesket mulighed for at sætte begrænsninger for Guds virke, men i Luthers teologi er nadveren mere end ”en manifestation af Kristi åndelige krop i verden”. For var nadveren blot det, så var der intet grundlag for Luthers hårdnakkede forsvar for, at Kristus virkeligt er nærværende i brød og vin. Hans forsvar giver kun mening, hvis realpræsensen siger noget om Gud, som ikke kan siges uden. Og det er her, det bliver vigtigt.
I nadverens brød og vin åbenbarer Gud, hvem han er. Over for rent symbolske eller åndelige forståelser af nadveren må Luther indvende, at en Gud, der kun viser sig for mennesker i sin åndelige guddommelighed ikke kan være en trøstende og nådig Gud. Det kan kun den Gud, der tager legemligheden på sig og kommer mennesket i møde i menneskets egen kropslighed.
I nadveren giver Kristus sig selv til mennesker konkret. Nadveren er derfor en åbenbaring af, hvem Gud er over for mennesker, før den er en indlemmelse i fællesskabet med Kristus, men det første er samtidig også med nødvendighed det sidste.
For Kristi nærvær i brød og vin bliver kun til denne identifikation af Gud, hvis den samtidig rækkes og modtages af det menneske, der bliver givet en plads ved alterskranken.
Derfor er den nadverhandling, som biskop Marianne Gaarden lagde på Facebook, problematisk. Her lægges oblaten blot på alterskranken. Her er ingen modtager. Ingen menighed. Til gengæld kan enhver efterfølgende se nadveren på sin skærm. Dermed bliver det den enkelte, der fejrer nadver med sig selv. Er det ikke netop det modsatte af, hvad nadver er?
Tidligere DR-medarbejder Mogens Hansen peger ligeledes i Kristeligt Dagblad den 13. januar på, at mediet må tænkes med. Og deri har han helt ret. Men at tænke mediet med er ikke kun et praktisk spørgsmål. Og der er forskel på radiogudstjenesten, hvor der dog i det mindste er en menighed til stede, der adskiller den fra den rent digitale nadver. Det understreger behovet for at overveje, hvad medier kan og ikke kan.
Netop derfor havde vi givet vores lille række af workshops i Aarhus titlen ”Nadver, nærvær og medialitet”. Også her kan vi hente inspiration i Reformationens mediebrug.
Reformationens succes skyldes i høj grad opfindelsen af trykpressen. Med den kunne Reformationens tanker spredes med hidtil udset hastighed og være nærværende mange steder på samme tid.
Det væsentlige er nu, at denne udbredte mediebrug blev ledsaget af en skærpet opmærksomhed på mundtligheden og det levende ord. Muligheden for at trykke nadverritualer betød ikke, at enhver kunne holde nadver med sig selv, tværtimod betød det opmærksomhed på mediets begrænsninger og derfor en understregning af det mundtlige tilsagn til den enkelte.
Med internettet har vi og dermed også kirken fået et nyt medie, der endnu hurtigere og både simultant og med forsinkelse kan sprede budskaber. Nu kan enhver med en iPad eller lignende hente en gudstjeneste ned fra nettet og sidde med den i skødet, som man i gamle dage sad med en andagtsbog. Sammenligningen er ikke tilfældig. Den viser både muligheden og begrænsningen ved digitale medier. Budskabet når ud, men fornemmelsen af at sidde og være en del af kirkens fællesskab forbliver en forestilling hos den enkelte – om end en særdeles vigtig forestilling.
Den tyske sociolog Hartmut Rosa, som har skrevet flere bøger, der er oversat til dansk, gør meget ud af, at vores forhold til verden altid også er et kropsligt forhold, og internettet og sociale medier har den ulempe, at de er kropsløse. Det betyder ikke, at der ikke kan kommunikeres med dem, men det betyder, at det kropsløse har betydning for vores forhold til verden.
Man kunne – inspireret af reformatorernes brug af trykpressen – argumentere for, at kirken – sådan som det også har været tilfældet – skal bruge medierne så meget, de kan, men også være opmærksomme på, hvad medierne ikke kan. I forhold til nadveren bliver det ekstra prekært, fordi det kropslige nærvær i både brød og vin og præst og nadverdeltager er en integreret del af nadverens evangelium.
I spørgsmål, der er så centrale for kirkens liv, som det er tilfældet med den rette forvaltning af sakramenterne, er det nødvendigt både med teologisk eftertanke og en forpligtende dialog med den lutherske tradition, det bredere fællesskab af lutherske kirker samt folkekirkens økumeniske samtalepartnere, før man egenhændigt påbegynder en helt ny praksis.
Bo Kristian Holm er professor mso i dogmatik, leder af Lumen-centret, Aarhus Universitet, og medarrangør af workshoppene ”Nadver, nærvær og medialitet”.