Psykolog: Vores jagt på det perfekte er blevet en sproglig virus, som ødelægger os

Forståelsen af det perfekte som tilstræbelsesværdigt er med til fjerne os fra aktiviteter som er interessante i sig selv, skriver psykolog

 Når den dygtige studerende får 12 for sin skriftlige aflevering, så ved vedkommende inderst inde jo godt, at opgaven ikke var perfekt, skriver Frederik Schmidt. – Foto: Kristian Sæderup/Ritzau Scanpix.
Når den dygtige studerende får 12 for sin skriftlige aflevering, så ved vedkommende inderst inde jo godt, at opgaven ikke var perfekt, skriver Frederik Schmidt. – Foto: Kristian Sæderup/Ritzau Scanpix.

Jeg bryder mig ikke om ordet perfekt og særligt ærgrer det mig, hvordan det perfekte som en form for sproglig virus har sneget sig ind i vores sind og inficeret vores syn på verden og os selv. Man kan nu se perfekt ud, løse en opgave perfekt og tilsyneladende have et perfekt liv.

Problemet med at se det perfekte som opnåeligt er, at vi uvilkårligt begynder at indoptage det perfekte, som noget vi burde opnå. Vi burde kunne løse den opgave uden fejl. Vi burde være effektive hele tiden og så videre. Ved at noget potentielt kan gøres perfekt, så mister vi vores fornemmelse af, hvornår vi har gjort noget godt nok, for det kan jo altid være bedre. Det perfekte virker således tillokkende, for hvis vi gør noget perfekt, så fjernes vores oplevelse af usikkerhed og tvivl. Det uperfekte er for os nu pludselig blevet en smertefuld tilstand, som vi vil gøre alt for at undgå, i stedet for, som det var tidligere, det normale.

Det perfekte er en drøm, et fatamorgana, for hvad sker der, når det tilsyneladende perfekte opnås? Når den dygtige studerende får 12 for sin skriftlige afle-vering? Inderst inde ved vi jo godt, at vi ikke har gjort noget perfekt. Har du fået et 12-tal? ”Ja, men det var rent held, for jeg lavede jo den og den fejl.” Fik du ros af din chef? ”Ja, men det var ufortjent, hun ved jo slet ikke, hvor lidt jeg laver” og så videre.

Belønningen og forløsningen udebliver, man er muligvis lettet, men tom. Der er stadig fejl, bortforklaringer på, hvorfor man fik den høje karakter, og man er ikke kommet nærmere noget meningsfuldt på, hvad man vil. Mening i livet er snarere, som den psykiateren Irvin D. Yalom har påpeget: et biprodukt af engagement og hengivelse.

Det er, når vi ser ting som mål i sig selv snarere end som midler til noget andet, at vi kan opleve mening. Forståelsen af det perfekte som tilstræbelsesværdigt er med til fjerne os fra aktiviteter som interessante i sig selv og tingsliggør dem som midler til at opnå noget, for eksempel et 12-tal. Eller måske netop snarere som ting til at undgå at ikke få 12 og dermed opnå den illusoriske perfektion. At det perfekte bliver set som en mulighed, skaber et internt moralsk påbud om, at man burde være sådan. Det er samtidig mit eget ansvar og dermed svigt, når det perfekte ikke opnås. Jeg har fejlet og skal tage mig sammen.

Som samfund kan vi ikke acceptere denne forvrængning af det danske sprog og begrebsverden.

Ordet perfekt refererer til den idémæssige verden, ikke til noget reelt, og sådan bør det være.

Frederik Schmidt er cand.psych.aut.