DET ER VELKENDT, at Radikale Venstre hellere end gerne går foran, når det drejer sig om at give ligestillings- og rettighedstænkningen fuld skrue – helt uden smålig skelen til den biologiske virkelighed.
Partiets seneste udspil om at give flere kvinder mulighed for at kunne være rugemødre er ingen undtagelse fra den radikale regel. Forslaget er pakket ind i et sympatisk ønske om at skabe bedre rammer for, at også LGBTI-personer kan få de børn, de drømmer om.
Det glæder mig i det mindste, at partiet ”nøjes” med at gå ind for såkaldt altruistisk rugemoderskab og fortsat siger nej tak til kommercielt rugemoderskab.
Jeg havde selv fornøjelsen af at drøfte spørgsmålet om rugemoderskab som daværende medlem af Det Etiske Råd, da spørgsmålet senest var på dagsordenen i rådet tilbage i 2013.
Dengang gik et lille flertal af rådets medlemmer ind for en lignende model som den, Radikale Venstre nu foreslår, men hele rådet var enigt om at sige klart nej til enhver form for kommercielt rugemoderskab.
ET STORT MINDRETAL i Det Etiske Råd, undertegnede indbefattet, tog dog klart afstand fra både kommercielt og altruistisk rugemoderskab. Det var der forskellige grunde til. For mig var – og er – den væsentligste grund til at være imod enhver form for rugemoderskab, at jeg ikke ønsker at reducere kvinden til at være et hylster for andre menneskers behov. Derudover mener jeg også, at der er en overhængende fare for, at rugemoderskab indebærer en krænkelse af det barn, der frembringes.
Jeg deler i mange andre sammenhænge Radikale Venstres ønske om at ville sikre LGBTI-personers rettigheder. Men for mig er børn nu engang en gave og ikke en ret, man kan påberåbe sig nede på kommunen på linje med en række andre velfærdsydelser. Man kan ikke i ligestillingens navn fuldstændig se bort fra den biologiske virkelighed.
HVIS EKSEMPELVIS en enlig kvinde ønsker sig et barn, kræves – groft sagt – ”bare” en sæddonor. Herefter er processen med graviditet og derefter fødsel ”helt normal”. Som eksempelvis enlig mand er man derimod afhængig af en rugemor, det vil sige et andet levende menneske, der kan opbevare fosteret i ni måneder og føde barnet, hvorefter den enlige mand tager barnet fra rugemoderen. Jeg synes, det syn på kvinden – og på barnet – som ligger bag denne tankegang er stærkt bekymrende.
For mig er der ingen tvivl om, at den særlige tilknytning mellem mor og barn under graviditeten er af afgørende betydning for barnets udvikling. Derfor er en aftale om rugemoderskab – uanset om den er altruistisk eller kommerciel – en etisk problematisk affære, da denne aftale repræsenterer en planlagt fjernelse af barnet fra den eneste mor, som barnet kender. Det er for mig at se temmelig naivt at forestille sig, at en sådan tvangsfjernelse af barnet ikke samtidig vil medføre en svækkelse af barnets muligheder for en harmonisk udvikling.
Børn er en gave. I modsætning til Radikale Venstre ønsker jeg ikke, at vi som samfund reducerer livets gavmildhed til et retskrav – heller ikke i ligestillingens og den politiske korrektheds hellige navn.
Christian Borrisholt Steen er foredragsholder og tidligere medlem af Det Etiske Råd.