Sognepræst: Nationalmuseet har ikke monopol på fortællingen om Danmark

Debattør kommenterer på Faaborg Kirkes ønske om at få altertavle retur fra Nationalmuseet, hvor sidstnævnte af hensyn til fortællingen om Danmark vil beholde denne slags genstande

Det er menighedsrådsformand ved Faaborg Kirke Thomas Patrick Ingemannsen (billedet), der nu vil tage initiativ til anmodning om at bringe Faaborgtavlen, som i dag hænger på Nationalmuseet, tilbage til kirken.  – Foto: Carsten Seindal Eilertzen.
Det er menighedsrådsformand ved Faaborg Kirke Thomas Patrick Ingemannsen (billedet), der nu vil tage initiativ til anmodning om at bringe Faaborgtavlen, som i dag hænger på Nationalmuseet, tilbage til kirken. – Foto: Carsten Seindal Eilertzen.

Hvem har ret til at fortællingen om Danmark? Og hvilket monopol bør Nationalmuseet have på, hvad der er bevaringsværdigt, og hvor det skal stå? Helligåndskirken i Faaborg er igen i centrum af debatten om kirkekunst. Tidligere har en udstilling af Jim Lyngvilds forsøg på et moderne udtryk i kirken provokeret. Nu går menighedsrådet imidlertid den modsatte vej. Det ønsker at få et ægte klenodie af en altertavle fra 1511 hjem fra Nationalmuseet.

Den 4. august beskriver Kristeligt Dagblad den ene side af et ægte dilemma: Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis Nationalmuseet blot er midlertidig opbevaring og dermed løbende kan tømmes for udstillingens genstande. Kulturarven er hele Danmarks.

På den anden side: Nationalmuseet er ikke en uvildig instans. Heller ikke, hvis det siger nej til at give altertavlen tilbage. Nationalmuseet er også en forretning. Det er på tide at få frem i lyset, at Nationalmuseet har et meget stort ord at skulle have sagt rundtom i landets kirker. Her oplever menighedsråd ikke sjældent at blive tromlet af eksperters bedreviden, eller at lokale kirkekasser blive pålagt store udgifter for at passe på gamle ting uden æstetisk eller teologisk værdi.

I forbindelse med en kirkerenovering har vi i Lillerød Kirke også erfaret, at Nationalmuseet har stærke synspunkter om kulturarven. Kalkmalerier, der stort set er ødelagt, er primært historisk interessante. Den mester, der har malet dem, er fra egnen omkring Helsingborg, og de fortæller derfor om radius for hans virke. Ved afdækningen af dem i 2010 blev de af eksperter fotograferet til brug for faglitteraturen og andre udstillinger. Men da et enigt menighedsråd efter betænkningstid enstemmigt besluttede, at de ønskes overkalket, fordi de hverken teologisk eller æstetisk beriger kirken, slog Nationalmuseet bremsen i. Det er uafklaret, hvad der nu skal ske.

Det er nok især svenskerne, der kender Helsingborg-mesteren i forvejen, som vil dele den historiske interesse. Skal kalkmalerierne beskyttes for eftertiden, er det selvfølgelig Nationalmuseet, der skal betales for opgaven. Men hvilken selvbestemmelse har det lokale menighedsråd? Juraen er klar, men forløbet i disse byggesager er ikke altid éntydigt. Nationalmuseet skal høres, inden stiftsøvrigheden kan imødekomme et menighedsråds ønske. Det er noget andet end en oplevet praksis, hvor Nationalmuseet reelt godkender. Biskoppen har her en væsentlig rolle som menighedsrådenes velvillige tilsyn, hvis enderne skal mødes.

I Faaborg vil et menighedsråd gerne overtage ansvaret for et stykke af hele Danmarks kulturarv. Hvem ved, om altertavlen ikke vil blive set af flere i Faaborg end i København, hvis kirken kan skabe en seværdighed i en egn af landet, der ofte omtales som udkanten? Er der ikke en pointe? Men viljen til at give lånet tilbage er næppe stor.

Andre steder oplever man så det modsatte: Nationalmuseet vil påtvinge lokalt kirkeliv udsmykning med interesse for de få. Undertiden begrænser dét menighedsrådenes muligheder for sund fornuft, og der trækkes meget på folkekirkens vedligeholdelseskonto. Mange sogne ville kunne fortælle om erfaringer med bekostelige opgaver, som denne statslige institution pålægger menighedsrådene. Det betales dog ikke af staten. Det sker over medlemmernes kirkeskat.

Carsten Mulnæs er sognepræst i Lillerød.