Fransk professor i geopolitik: Europa skal vågne op til en ny verdensorden

Krigen i Ukraine er et wakeupcall for Europa, som både skal træde i karakter selv og erkende, at vi fortsat har brug for amerikanerne, siger den anerkendte franske geopolitolog Dominique Moïsi, som mener, at nordisk mådehold kan inspirere et stærkt Europa

En russisk kampvogn i aktion i nærheden af Mariupol. Det står klart, at krigen er blevet en realitet i kraft af Ruslands opfattelse af Europa som en svag spiller, men især af Ruslands opfattelse af USA som en tilbagetrukket stormagt, siger den franske geopolitolog Dominique Moïsi.
En russisk kampvogn i aktion i nærheden af Mariupol. Det står klart, at krigen er blevet en realitet i kraft af Ruslands opfattelse af Europa som en svag spiller, men især af Ruslands opfattelse af USA som en tilbagetrukket stormagt, siger den franske geopolitolog Dominique Moïsi. . Foto: Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix.

Europa er ikke, hvad det har været. Det kræver ikke en lang uddannelse at konstatere, snarere et levet liv. En 75-årig europæer vil være født i et traumatiseret og krigsramt Europa, opvokset under 1950’ernes og 1960’ernes økonomiske vækst, på et kontinent beskyttet af Pax Americana, den amerikanske fred og beskyttelse etableret efter Anden Verdenskrig.

I en moden alder vil den 75-årige have oplevet Murens fald og have sat børn i en rigere og fredeligere verden, end han eller hun selv blev født ind i. Det er hele den verdensorden, der er på spil lige nu. Ruslands invasion af Ukraine er det hidtil tydeligste tegn på, at Pax Americana er forbi – eller i hvert fald at en ny kamp om den vestlige verdensorden er begyndt.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Dominique Moïsi er netop 75 år. Faderen var Auschwitz-overlever, og Moïsi voksede op i Strasbourg og blev siden en af Frankrigs førende geopolitiske forskere. Professor ved Harvard, King’s College i London og Collège d’Europe i Warszawa. I dag bor han i Paris, og selvom han erkender, at det er hele efterkrigstidens geopolitiske orden, som nu er på spil, så håber han, at krigen i Ukraine tvinger Europa til at vågne op.

”Det står klart, at krigen er blevet en realitet i kraft af Ruslands opfattelse af Europa som en svag spiller, men især af Ruslands opfattelse af USA som en tilbagetrukket stormagt. Vestens manglende evne til at håndhæve den røde linje i Syrien førte til invasionen af Krim, på samme måde som amerikanernes ydmygende tilbagetrækning fra Afghanistan direkte førte til invasionen af Ukraine. Europa har i den henseende været til at overse.

Jeg tror ikke, at Rusland kan vinde denne krig. De har allerede tabt den,” siger professor Dominique Moïsi.
Jeg tror ikke, at Rusland kan vinde denne krig. De har allerede tabt den,” siger professor Dominique Moïsi.
Foto: Eric Fougere/ Corbis/Getty Images.

Det afgørende er imidlertid, at Rusland nu i modsætning til i 2014 har fejltolket situationen helt og aldeles. Amerikanerne er vågnet, europæerne er vågnet, Nato er vågnet af sin annoncerede ”hjernedød”, og Moskva har ovenikøbet udvirket etableringen af en stærk ukrainsk national identitet. Så på alle fronter har den russiske fremfærd vist sig katastrofal for Ruslands interesser. Og det er et wakeupcall for Europa til tre grundlæggende indsigter: Vi har stadig brug for amerikanerne, også i Europa. Vi har brug for et stærkere Europa. Og Rusland er stadig en trussel.”

Følelsernes geopolitik

Moïsi har noteret sig, at hans geopolitiske fagfæller har kastet sig ud i en strid om årsagen til den russiske invasion af Ukraine. På den ene side tolker liberale det som en kamp mellem demokratier og autokratier, som med Putin i spidsen fører en ubegrundet angrebskrig. På den anden side hævder realisterne, at selvom Ruslands fremfærd bør fordømmes, så skal den også tolkes som en reaktion på Natos østudvidelse. Moïsi anerkender argumenter på begge sider af striden, men mener samtidig, at krigen i Ukraine har givet ny legitimitet til hans egen teori om følelsernes geopolitik.

”Det er tydeligt, at den russisk-ukrainske krig på mange niveauer er en følelsernes konflikt. Dels de brutale og meget hævn- og voldsbaserede følelser fra russiske side, dels de meget heroiske og sammenholdsorienterede følelser fra ukrainsk side. Og dem der læser konflikten som en ny kold krig mellem demokratier og autokratier har bestemt en pointe. Fra Moskva til Beijing har det i flere år lydt, at vestens demokratier er i forfald, at den demokratiske model ikke fungerer, og at deres mere autoritære og kollektivistiske samfundsmodeller var fremtiden. Men denne tese om den stærke leders tilbagekomst, som Financial Times-skribenten Gideon Rachman og andre har kaldt det, er nu løbet ind i problemer. Kina har store problemer med at håndtere covid, og Rusland har store problemer med at sætte sig militært igennem i Ukraine. Så måske er den demokratiske svækkelse og den stærke leders tilbagekomst ikke så indlysende.”

Endnu er det dog for tidligt at erklære Vestens og demokratiernes sejr i en global konflikt, som kun er i sin begyndelse, betoner Moïsi.

”USA er fortsat et meget polariseret land. Europa har endnu ikke vist, at det faktisk kan løfte den sikkerhedspolitiske udfordring. Men det er interessant, at Ukraine-krigen på en måde viser, at både Fukuyama og Huntington har taget fejl. Huntington forudså et sammenstød mellem Islam og Vesten, herunder at der kunne opstå en alliance mellem Asien og Islam mod Vesten, men det er aldrig sket. Jo, der har været et sammenstød mellem Vesten og radikal islam, men det er meget langt fra at være historiens omdrejningspunkt i dag. Radikal islam er blevet besejret. Fuldstændigt. Men vi ser heller ikke historiens afslutning, som Fukuyama forudså. Tværtimod ser vi en tilbagekomst af meget mere traditionel storpolitik, som netop kræver studier af historien. Verden i 2022 kalder på de svar, som blev formuleret i 1648 med den westfalske fred. Vi har brug for en ny westfalsk fred for at etablere en ny verdensorden. Derfor tror jeg, at europæisk diplomati, som det udfoldede sig i det 18. og 19. århundrede på den westfalske freds præmisser, igen kan blive nyttigt.”

Du spillede selv sammen med blandt andre britiske Timothy Garton Ash en aktiv rolle i 1990’erne for Natos udvidelse mod øst. Mener du fortsat i lyset af den russiske invasion, at det var den rette beslutning?

”Det er rigtigt, at jeg engagerede mig i Natos østudvidelse, men jeg fokuserede dengang først og fremmest på Polen, Ungarn og Tjekkiet. Jeg argumenterede ikke for Ukraine som del af Nato, for det var efter min opfattelse for vidtløftigt. På det punkt var jeg på linje med amerikanske diplomat og historiker George Kennan, som talte om Ukraines særlige rolle. Men jeg fortryder ikke, hvad jeg mente dengang, som også bygger på, hvad Milan Kundera omtalte som den sovjetiske kidnapning af øst- og centraleuropa. Efter Sovjetunionens kollaps havde de nævnte lande brug for vestens forsikring. Vi kunne ikke svigte dem igen efter at have svigtet dem i 1948. Østudvidelsen var et etisk imperativ. Og derfor byggede mit argument i sidste ende mere på etik end på realpolitik.”

Og hvad så med Ukraine i dag?

”Her kan mit svar af gode grunde ikke basere sig på studier eller refleksion, men må bero på intuition. Jeg tror ikke, at Rusland kan vinde denne krig. De har allerede tabt den. Det betyder, at Rusland vil forsøge at tilvejebringe et kompromis, hvor de kan hævde, at Donbass var det eneste, de var interesserede i fra begyndelsen. Men det bliver ikke helt enkelt at overbevise den russiske befolkning om.

I Rusland findes hvad jeg vil kalde en mørk narcissisme. Russerne er meget optagede af sig selv, men samtidig er de overbevist om, at noget forfærdeligt vil indtræffe.

Dominique Moïsi

Geopolitolog

Hvis ikke det lykkes, og Rusland bliver besejret, vil Putin blive væltet i et statskup, fordi han har ydmyget den russiske hær og landet. Eller – og det er med afstand det farligste scenarie – vi vil se en eskalering, potentielt med masseødelæggelsesvåben. Hvis Putin nægter at erkende nederlaget, kan han som en pokerspiller forhøje indsatsen. Det er usandsynligt, men det kan ikke udelukkes. Det mest sandsynlige er endnu en form for kompromis, derpå russisk nederlag, og endelig eskalering.”

Russernes mørke narcissisme

Der er for tiden mange mulige forklaringer på, hvorfor Rusland handler, som de gør. Mange fremhæver den russiske selvforståelse som en nation med en særlig mission, Moskva som "Det tredje Rom" med videre. Hvorfor er Rusland efter din opfattelse gået ned ad denne vej?

”Jeg har fulgt Rusland meget tæt efter Sovjetunionens sammenbrud, hvor jeg besøgte landet tre-fire gange om året. I Rusland findes hvad jeg vil kalde en mørk narcissisme. Russerne er meget optagede af sig selv, men samtidig er de overbevist om, at noget forfærdeligt vil indtræffe. I december 1989 besøgte jeg nogle russiske venner i Moskva, og på tv så vi henrettelsen af Ceaucescu, og de var overbevist om, at noget lignende ville ske i Rusland. Men de tog fejl, i hvert fald til at begynde med.

Et andet interessant aspekt er, hvad jeg vil kalde den russiske synkretisme, som ses i Putins evne til at bygge lag på lag af modstridende argumenter for russernes fremfærd. Det kan ses i brugen af det sovjetiske flag, i genopfindelsen af den imperiale tsarisme, og i den tætte kobling til den russisk ortodokse kirke, og i brugen af begreber som retfærdig og hellig krig, som kan føres tilbage til Augustin og senere korstogene. Problemet for Putin er den enorme afstand mellem doktrinen og realiteterne. Eller mellem Ruslands ambitioner og midlerne til at opnå dem. En afstand, som også rummer en enorm risiko, fordi Putin er besat af tanken om åndelig revanche for ydmygelsen af Sovjetunionen.”

Og hvad gør Europa, som fortsat er en signifikant økonomisk magt, men geopolitisk svagere. Hvis begejstringen over den vestlige samling køler af, hvad kommer der så til at ske?

”Jeg tror, Europa kan levere håb. Macron kan blive en stærk leder for et mere samlet Europa. Også på et tidspunkt hvor USA er udfordret af intern splid, og Biden kan få problemer ved midtvejsvalget til efteråret. Et Europa, som er blevet vækket af Ukraine og udfordret af den amerikanske splittelse, kan måske løfte opgaven i en ny sikkerhedspolitisk virkelighed. Måske.

Forestillingen om at Europa er fordømt til at blive en forlystelsespark for kinesere er selvfølgelig en risiko, men ikke et uundgåeligt scenarie. Der er masser af energi i Europa, og endnu en udbredt common sense, som er vigtig, og som betyder, at Europa ikke er til falds for den billige populisme, som frister andre steder.”

Men Europa er også udfordret af voksende ulighed og intern splittelse mellem by og land, mellem dem, der har, og dem der ikke har?

”Absolut. Og hvis Europa skal rejse sig, bliver det afgørende, at Tyskland og Frankrig som økonomisk og sikkerhedspolitisk motor lader sig inspirere af det, jeg kalder det nordiske lys. For mig handler det nordiske lys om en forståelse af mådehold. Afstanden mellem de meget rige og de meget fattige er begrænset, afstanden mellem mand og kvinde er begrænset. Staten bygger desuden på ærlighed og beskedenhed. Det sidste er svært for et land som Frankrig, hvor magthaverne efter revolutionen rykkede ind i det gamle regimes overdådige pladser. Hvordan kan man så lære beskedenhed? Endelig har de nordiske lande bygget på gæstfrihed, på en human attitude over for fremmede, som dog er udfordret i nyere tid. Men samlet set kan det nordiske lys inspirere Europa til at komme på rette spor.”