”Gud er ikke en tossegod ven, der stryger mig med hårene”

Jeg oplever Gud som den, der ønsker at hele mig, ja som en terapeut. Men det betyder ikke, at jeg ikke har ærefrygt for Ham, fortæller missionspræst i Areopagos Ole Skjerbæk Madsen

Gud vil ikke bare holde os på et pattebarnsstadie. Gud vil, at vi skal vokse op til Kristuslighed, han ønsker hellighed af os, modne, ansvarsfulde mennesker i forholdet til andre og den skabning, vi er sat i, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen.
Gud vil ikke bare holde os på et pattebarnsstadie. Gud vil, at vi skal vokse op til Kristuslighed, han ønsker hellighed af os, modne, ansvarsfulde mennesker i forholdet til andre og den skabning, vi er sat i, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen. Foto: Privat.

Hvordan vil du beskrive dit billede af Gud - ser du ham som far, dommer, ven eller andet?

Mit billede er formet af Jesu måde at være på og det, Jesus siger om Gud. Jeg oplever ham både som den, der er min ven, ligesom Jesus taler om sine disciple som sine venner, men også som min far. Jesus taler jo om Gud som sin far og det skaber for mig et trygt forhold til Gud. I min barndom og min tidlige ungdom var jeg nok lidt bange for Gud, og havde en fortabelsesskræk i mig. Da jeg fik et personligt møde med Helligånden ændrede det sig, og jeg voksede ind i et mere fortroligt forhold til Gud.

LÆS OGSÅ: Sognepræst: Gud er en far, der handler som en mor

Fortabelsesskrækken kom nok, fordi jeg hørte prædikener, der har givet mig en angst. En vis moraliserende forkyndelse kan have formet den. Og så har jeg selv haft en moraliserende tendens i mig! Jeg tror stadigvæk, at Gud er retfærdig. Gud vil, at vi skal være hellige. Guds værens dyb er ufatteligt, og selvom jeg taler om trygheden ved Gud og venskabsaspektet, så er Gud stadig større end det, jeg kan fatte. Jeg har stadig en ærefrygt for Gud. Jeg oplever stadig, at når jeg ser på Jesus og oplever Guds storhed, kan jeg ikke undgå at se mig selv som en synder at der er ting i mit liv, der er fremmed for det liv, Gud ønsker, jeg skal leve. Men jeg ved, at jeg kan komme til ham og at han vil sætte mig på plads - på den positive måde! Men når Helligånden virker, afslører den jo ting, der ligger ved siden af det mål, som Gud har for én.

Når jeg taler om Helligånden, der viser mig de ting, der er ved siden af målet, så er Han jo vejleder og i en vis forstand terapeut. Det er det aspekt, jeg i høj grad formidler, når jeg er til stede ved alternativmesser. Gud gør mit eget liv helt, men Han vil også gøre andre mennesker hele. Når jeg beder for mennesker ved alternativmesserne bliver det første billede, de får af Gud, netop et billede af ham som terapeut og som en far, de kan være tryg ved. Dette ligger jo også i min egen erfaring. Helligånden bringer os tilbage til relationen i Gud, til helbredelsen og genoprettelsen. Der er et citat fra Hoseas Bog, der gerne må stå som en overskrift for mit arbejde: Jeg vil helbrede deres frafald og elske dem med glæde (Hoseas Bog 14, 5).

Hvordan skal vi tale til Ham, når vi beder - for tiltalen former vel også vores gudsbillede?

At tiltale Gud gør vi jo i mange forskellige situationer. I mit eget bønsliv er det ofte Jesus, jeg taler med. Eller jeg kalder på Helligånden, typisk inden jeg skal prædike. Når jeg beder for mennesker, beder jeg Helligånden åbenbare Guds kærlighed for mennesker i Kristus. Ved gudstjenesten er det Gud Fader og Skaber, vi henvender os til. Liturgisk bøn er ofte til Faderen. Her træder vi frem for Gud i hans væsens fylde, i ærefrygt. Vi gør det i Jesu navn, fordi vi er trygge ved Ham i kraft af hans åbenbaring i Jesus. Men den mest almindelige bøn retter jeg til Jesus.

Beder vi til Gud som dommer?

Det tror jeg ikke, jeg gør. Men jeg kan godt møde Guds dom over mit liv i Jesus. Forrige søndags prædikentekst var taget fra Johannesevangeliet kapitel 3, hvor der blandt andet står: Dommen er, at lyset er kommet til verden. Jesus er dommen vores gudsrelation ser vi i vores forhold til Jesus. Derfor er Jesus dommen. Så enten jeg beder direkte til Faderen eller til Jesus, møder jeg også dommen ikke for at fordømme, men for at give liv. Helligånden viser mig også, hvad der ikke er helt i mit liv. Det er noget positivt, fordi det bringer mit liv på plads. En erfaring af ærefrygt og af, at blive sønderknust, men også frisættende. Men jeg ville aldrig henvende mig til Gud som dommer.

Hvilke dimensioner kan gå tabt, hvis vi bare er "venner" med Gud?

Jeg tror, at helliggørelsesaspektet vil mangle. Gud vil ikke bare holde os på et pattebarnsstadie. Gud vil, at vi skal vokse op til Kristuslighed, han ønsker hellighed af os, modne, ansvarsfulde mennesker i forholdet til andre og den skabning, vi er sat i. Han ønsker et liv, der genspejler Jesus. Når vi taler om Jesus som Mesteren, er det, fordi vi skal blive ligesom Ham. Det aspekt kan forsvinde, hvis Gud kun bliver en tossegod ven, der stryger os med hårene. Det ville også være en dårlig ven, der kun gjorde det! Med et udsagn fra C.S. Lewis Narnia-bøger: Aslan er ikke en tam løve. Gud er ikke tam, Han transcenderer al vores forståelse. Vi står over for en fuldkommen og hel væren. Det er næsten ikke til at forstå for os, der ikke er sådan.

Jf. Bethlehemskirkens hjemmeside (prædiken fra Trinitatissøndag: Gud synger).