Balladen i Det Danske Akademi ser ud til bare at fortsætte og fortsætte.
Konflikten kom frem i lyset i april, hvor fire medlemmer forlod det litterære akademi i protest mod MeToo-kritikeren og akademimedlemmet Marianne Stidsen.
Tidligere på denne uge fik konflikten så digter Søren Ulrik Thomsen til at overlade posten som sekretær for akademiet til litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard. Og seneste udvikling i sagen er, at akademimedlemmet Thomas Boberg i dagbladet Information har taget afstand fra Marianne Stidsens udtalelser om Black Lives Matter-bevægelsen.
Det Danske Akademi står over for store udfordringer og bør helt grundlæggende reformeres, mener litteraturkritiker og forfatter Henrik Wivel.
”Lasse Horne Kjældgaard står som ny sekretær over for udfordringer, som ingen udefra kan løse for akademiet – de bliver selv nødt til at stå for at reformere sig,” siger Henrik Wivel.
Ifølge Henrik Wivel har Det Danske Akademi, der blev oprettet i 1960, to helt grundlæggende udfordringer – nemlig at det er akademiet selv, der vælger de nye medlemmer, og at medlemskabet er livsvarende.
”Et helt grundlæggende problem, er at Det Danske Akademi er selvsupplerende. Det er en tradition, der går helt tilbage til 1700-tallet, hvor de første fine akademier blev oprettet i Europa, i Paris og Stockholm for eksempel, og var konstitueret af monarken. Allerede dengang havde akademierne karakter af loge, og at blive valgt ind var et slags åndeligt ridderslag. Men i en moderne verden er det et strukturelt problem, at akademiet er selvsupplerende, for det betyder, at man fra starten indfører konflikter i akademiet. Når nye medlemmer vælges af nogle af de siddende, opstår der fraktioner og en slags loyalitetsgæld over for de medlemmer, der har valgt dem ind i forsamlingen,” siger Henrik Wivel.
Han vurderer derfor, at det er uundgåeligt, at der opstår konflikter og peger på, at strukturen i akademiet skal ændres helt, hvis konflikterne skal transformeres til en frugtbar diskussion. For eksempel kunne det være en udefrakommende bestyrelse, der valgte nye medlemmer, foreslår Henrik Wivel.
”Det skaber også strukturelle problemer, at medlemmerne sidder på livstid. Man kunne gøre det tidsbegrænset, så man skulle forlade akademiet efter otte eller 12 år,” siger Henrik Wivel, der selv er tidligere medlem af komitéen til Nordisk Råds Litteraturpris, hvor medlemmerne sidder i otte år.
Han ser dog Det Danske Akademi som en vigtig institution.
”Akademiet sikrer en kvalitet i det danske sprog og litteratur og er en slags udvidet priskomité, som nødigt skulle miste sin autoritet, fordi akademiet ikke er funktionsdygtigt, sådan som det ser ud nu,” siger han.
Men er akademiet relevant i dag, hvis et akademimedlem ikke kan forholde sig til aktuelle samfundsdebatter som MeToo og Black Lives Matter-bevægelsen, som Marianne Stidsen af andre medlemmer er blevet kritiseret for?
”Hvis ikke akademiet kan kommentere religiøse, politiske og ideologiske forhold i samfundet, så mister det sin relevans og berettigelse. Dels skal akademiet værne om det danske sprog, men det skal også kunne kommentere aktuelle samfundsproblemer, der strækker sig ind i litteraturen. Derfor skabte det også stor ballade, at hverken det svenske eller det danske akademi ville udtale sig for 30 år siden, da forfatteren Salman Rushdie blev truet på livet for noget, han havde skrevet,” siger kunstkritiker og forfatter Henrik Wivel.
Historisk set har der også siddet folk i akademiet, som har kommenteret på problematikker i samfundet, siger Henrik Wivel, der som eksempler på det blandt andet peger på det nuværende akademimedlem Frederik Stjernfelt, den netop afgåede akademisekretær Søren Ulrik Thomsen og Suzanne Brøgger, som er trådt ud i protest mod Marianne Stidsen. Derfor vurderer han også, at det er måden, Marianne Stidsen formulerer sine holdninger på i den offentlige debat, der generer flere akademimedlemmer, snarere end det er hendes synspunkter.
”Der er samfundsengagerede medlemmer i akademiet, der forsøger at kvalificere og løfte debatten, og derfor siger de fra over for Marianne Stidsen, som, de synes, trækker debatten ned med de udtryk og vendinger, hun bruger i sine udtalelser – for eksempel når hun kalder MeToo-bevægelsen for en terrorbevægelse. Det er den manglende kvalifikation i hendes udtalelser, uanset holdningerne, der vækker anstød i akademiet. Et akademi bør jo være et forum for en kvalificeret diskussion. Man skal kunne diskutere alt, men diskussionen skal holde niveau”, siger Henrik Wivel.
Nu er det så Lasse Horne Kjældgaard der som ny sekretær for Det Danske Akademi har til opgave at reformere akademiet, siger Henrik Wivel.
”Jeg opfatter Lasse Horne Kjældgaard som en målrettet person, der er i stand til at sætte sig igennem. Så hvis ikke han kan lykkes med at få akademiet videre, kan jeg ikke se, hvem der så skulle kunne det,” siger Henrik Wivel.