Kapitel 1: Kristina forstår stadig ikke, hvorfor hendes to drenge blev tvangsfjernet
Hun er hverken misbruger eller psykisk syg. Hun har heller ikke begået vold eller overgreb. Alligevel fik Kristina K. Jensen sidste år tvangsfjernet sine sønner på grund af blandt andet stress og samarbejdsvanskeligheder. Hvordan kunne det komme så vidt? Læs kapitel 1 her.
Kapitel 2: Mor til anbragte sønner: Jeg føler, at jeg er ved at miste mine børn
Sidste år blev Asger og Elias anbragt i en plejefamilie 400 kilometer fra deres mor. I dag er de også skilt fra hinanden. Den ældste befinder sig i sin tredje plejefamilie. Den yngste trives ikke. I kulissen ser moderen til, mens hun føler, at relationen smuldrer for øjnene af hende. Læs kapitel 2 her.
Kapitel 3: Fagfolk på stribe modsatte sig tvangsanbringelsen af Kristinas sønner
Regeringen ønsker at øge antallet af tvangsfjernelser af børn. Sidste år overgik den skæbne Asger og Elias, der blev fjernet fra deres mor mod hendes vilje. Det skete, selvom flere fagfolk med kendskab til drengenes handicap mente, at moderen kunne passe dem med den fornødne hjælp. Læs kapitel 3 her.
Kapitel 4: Eksperter: Sager om tvangsanbringelser skal ud af kommunen
Tvangsanbringelsessagerne ikke bør ligge hos kommunen, vurderer flere eksperter over for Kristeligt Dagblad. Retssikkerheden halter nemlig for forældre, der er i fare for at få tvangsfjernet deres børn. Læs kapitel 4 her og bliv klogere på hvorfor.
Kapitel 5: Børn tvangsfjernes ikke kun fra forældre - også fra deres søskende
Når søskende anbringes uden for hjemmet, bør de placeres i samme plejefamilie. Det står i serviceloven. Alligevel har otte ud af ti anbragte børn en søskende, de ikke bor sammen med, og kun én ud af tre ser deres søskende minimum hver anden uge. Kirsten Ketscher, professor i socialret ved Københavns Universitet, mener, at tallene er udtryk for en generel overtrædelse af mange anbragte børns ret til familieliv. Læs mere i kapitel 5 her.
Kapitel 6: Ser børnene to timer hver tredje uge: ”Jeg får heller ikke noget kram mere”
Da Asger og Elias blev tvangsanbragt, havde de ret til fysisk samvær med deres mor én gang om ugen. Den ordning er gradvist blevet nedjusteret, så børnene i dag, godt et år efter anbringelsen, ser deres mor to timer hver tredje uge. Det har fået moderen til at frygte, at hun måske aldrig får sine sønner hjem igen. Læs mere i kapitel 6 her.