I 1975 var Brian Patrick McGuire på besøg i Oxford og mødtes med sin tidligere vejleder på byens universitet, en førende middelalderhistoriker. Under deres samtale fortalte Brian Patrick McGuire om sin forskning i dansk middelalderhistorie, og den tidligere vejleder foreslog, at Brian Patrick McGuire skrev en engelsksproget biografi om cistercienserabbeden Bernhard af Clairvaux (1090-1153), om hvem der ikke var skrevet nogen væsentlig biografi siden 1895. Brian Patrick McGuire kendte udmærket til Bernhard af Clairvaux og hans betydning for cistercienserordenens udbredelse. Blandt andet var han med til at grundlægge op mod 340 klostre i Europa, herunder klostret i Clairvaux, som i hans tid som abbed voksede og blomstrede. Alligevel afviste Brian Patrick McGuire spontant ideen:
”Det kan jeg ikke. Jeg hader manden,” kom det.
Siden har han imidlertid stået bag hele fire bøger, der har den berømte cistercienserabbed som omdrejningspunkt. Den fjerde udkommer midt i oktober på Cornell University Press og er lige præcis den store, brede biografi, som hans tidligere vejleder efterlyste.
”Min gamle vejleder såede et frø, som har spiret lige så stille og til sidste måtte ende med, at jeg skrev den bog, jeg forsvor, at jeg kunne skrive. Bernhard vandt til sidst, for mens jeg som yngre afviste ham som repræsentant for en blodtørstig og undertrykkende teologi i den såkaldte mørke middelalder, har jeg med alderen – og med min fordybelse i kilderne – måttet sande, at virkeligheden er langt mere nuanceret,” siger Brian Patrick McGuire.
”Jeg har ændret mig, og mit forhold til og syn på Bernhard har ændret sig. Jeg kan ikke sige, at jeg elsker ham, men jeg holder af ham, og mit kendskab til ham har åbnet for en anerkendelse af hans betydning og en taknemlighed over den spirituelle arv, han har efterladt sig. Bernhard er stadig på mange måder miskendt og misforstået, og det vil jeg gerne gøre mit til at rette op på – uden af den grund af idolisere ham, for han var et sammensat og splittet menneske, som jeg fortsat har mine forbehold over for,” uddyber han.
Den langsomme tilnærmelse mellem historikeren og den middelalderlige, helgenkårede abbed er foregået over adskillige årtier. I 1991, godt 25 år efter mødet i Oxford, udkom en bog med titlen The Difficult Saint – Bernard of Clairvaux and his Tradition (Den svære helgen - Bernhard af Clairvaux og hans tradition). I bogen beskriver Brian Patrick McGuire, hvordan Bernhard blev forstået og brugt i sin eftertid, og hvordan han formede spiritualiteten og selvforståelsen blandt cistercienserne.
”Jeg var stadig ikke parat til at møde ham i hans eget liv, så at sige. Jeg havde dybe forbehold over for hans centrale rolle i det andet korstog, som han påtog sig at være teologisk talerør for igangsættelsen af, og jeg var frastødt af hans umiddelbart meget strenge, asketiske tilgang til klostertilværelsen. Men efterhånden stødte jeg på flere kilder og beskrivelser, der gav glimt af en anden side af ham, og jeg forstod, at han på mange måder var misforstået i middelalderforskningen,” forklarer Brian Patrick McGuire.
Blandt andet blev det tydeligt for ham, at den skarpe modsætning, der blev tegnet mellem Bernhard af Clairvaux som repræsentant for en undertrykkende teologi og et strengt gudsbillede på den ene side og den franske teolog, filosof og digter Pierre Abelard (1079-1142) på den anden, var overdrevet.
”Abelard blev set som eksponent for kritisk sans og en lys teologi, der pegede frem mod den fornuftige nutid, blandt andet fordi han mente, at Jesu død alene skyldtes Guds ønske om at vise mennesket sin ubegrænsede kærlighed. Bernhard var langt hen ad vejen enig, men mente, at Jesu død også skyldtes et behov for, at menneskeheden gjorde gengæld for sine synder. I dag er Abelards forståelse langt mere udbredt, men det betyder ikke, at Bernhard ikke forstod eller lagde vægt på nåden som noget helt centralt, tværtimod,” forklarer Brian Patrick McGuire.
At Bernhards tro indeholdt forestillingen om en nådig og kærlig Gud, afspejles i en beretning, der opstod om ham i eftertiden. Det fortaltes her, at en af munkene i Clairvaux en dag passerer Bernhard, som var fordybet i bøn foran et krucifiks, og idet munken går forbi, ser han Jesus bøje sig ned fra korset for at omfavne Bernhard.
”Omfavnelsesscenen viser, hvor stærk forestillingen om Guds nåde var hos Bernhard. Tanken er, at Guds kærlighed er så overvældende, at vi ikke kan eller skal gøre os fortjente til den. Vi skal blot overgive os til ham, og så tager han os til sig. Vi kan ikke fortjene Gud, men Gud kommer til os, når vi mindst venter det. Omfavnelsesscenen, hvor Jesus bøjer sig ned fra korset og omfavner os, er et billede på det,” siger middelalderhistorikeren.
”Det er en god protestantisk tanke, som også ligger i katolsk tradition og i den åndelige arv fra Bernhard. Men vores misforståede ideer om den mørke middelalder skygger for, at vi kan se de sider af Bernard og af middelalderens spiritualitet i det hele taget.”
Som ung studerende på Berkeley Universitet i USA oplevede Brian Patrick McGuire, at Bernhard på mange måder blev udpeget som en skurk, mens Pierre Abelard blev opfattet som hans lyse modstykke. Da det gik op for ham, at sagen var mere nuanceret, inspirerede det ham til at skrive en dansksproget biografi om Bernhard, “Den første europæer: Bernard af Clairvaux”, der udkom i 2009, og året efter udkom en engelsksproget artikelsamling om Bernard, som McGuire var redaktør på.
I sin biografi fra 2009 nævner han den såkaldte ”amplexus-” (omfavnelses-)scene, der i eftertiden blev et yndet motiv. Der findes således flere hundrede afbildninger af den slags rundt omkring i Europa, heraf en enkelt i Nationalmuseets middelaldersamling i København. Det drejer sig om et alter fra cistercienserklosteret i Esrum, som en af klostrets sidste abbeder forærede til stedet i 1490’erne. Men selv om billedet ikke er forsvundet helt ud af dansk historie, er forståelsen af den spiritualitet, det afspejler, begrænset, påpeger McGuire.
”Af Nationalmuseets tekst fremgår det, at Bernhard trækker Kristus ned fra korset, og det er jo på ingen måde korrekt. Det siger desværre meget om den måde, man i Danmark opfatter Bernhard og hans tid på, og det er stadig mit håb, at jeg kan være med til at ændre det,” siger han.
Han har flere gange henvendt sig til Nationalmuseet og har fået det svar, at teksten muligvis vil blive ændret, når middelaldersamlingen på et tidspunkt skal omorganiseres. Det kan dog have lange udsigter, og i mellemtiden har Brian Patrick McGuire uddybet sit eget forhold til og viden om Bernhard og den åndelige arv, han efterlod. Og nu udkommer så den engelsksprogede biografi om Bernard af Clairvaux, som hans tidligere vejleder for 45 år siden foreslog ham at skrive.
Bogen er et forsøg på at skrive en forskningsbaseret, bredt tilgængelig bog. Den er ikke tungt læsset med fodnoter, men har dog et afsnit til slut med nogle noter og 15 spørgsmål og svar om de mest kontroversielle strids- og debatpunkter om Bernhard og hans liv. Blandt andet spørger McGuire, hvordan man skal forstå Bernhards forhold til korstogene, og giver sit bud på et svar.
”Nøglen til at forstår Bernhards engagement i det andet korstog er den ridderkultur, som han voksede op i. Krig blev opfattet som et naturligt fænomen. Samtidig er der ikke noget, der tyder på, at Bernhard havde oplevet krig på nært hold, inden han blev opfordret til at blive teologisk talerør for igangsættelsen af det andet korstog. Da han opdager de blodige realiteter, skriver han til pave Eugenius den 3. og giver udtryk for, at korstoget har været en frygtelig fejltagelse, og da han efterfølgende bliver opfordret til selv at lede et nyt korstog, overvejer han det, men siger nej. Så Bernhard var ikke krigsliderlig, men han var præget af den ridderkultur, han var vokset op med.”
Brian Patrick McGuire er dog stadig kritisk over for Bernhards rolle i korstoget, ligesom han påpeger, at Bernhard på mange måder var et splittet menneske, der ønskede at leve et kontemplativt liv i klostret i Clairvaux, men igen og igen blev inddraget i politiske magtkampe.
Ikke desto mindre mener Brian Patrick McGuire, at Bernhards arv indeholder nogle værdifulde, men oversete elementer.
”Nøgleordet er det latinske ord affectus. Det har med følelser at gøre, men er dybere og mere omfattende. Cisterciensernes teologi, som Bernhard stod centralt i udviklingen af, handler om, at vi skal erkende, hvem vi er, i en søgen efter Guds omfavnelse. Og den søgen og erkendelse kan vi være fælles med andre mennesker om. Det vil sige, at kærlighed til Gud fremmer kærlighed til andre mennesker og omvendt. Det er derfor, man dannede – og danner – klostre, det skal være steder, hvor den kærlighed lever,” forklarer Brian Patrick McGuire.
”Kærligheden til hans medbrødre lyser ud af Bernhards breve, og jeg har selv været så privilegeret at opleve, hvordan den kærlighed stadig lever blandt cistercienserne i de klostre, hvor jeg har boet i kortere perioder. Det er ikke en sentimental eller rørstrømsk kærlighed, men en kærlighed, der vokser langsomt frem gennem fælles bøn og hverdag. Når vi i nutiden dyrker og længes efter kærligheden – ofte i en forfladiget, sentimental form – har Bernhard meget at tilbyde os.”
Brian Patrick McGuire vil dog stadig ikke gå så langt som til at sige, at han elsker Bernhard. Som historiker har han en vis distance og et kritisk blik på helgenen.
”Men på Bernhards dødsdag den 20. august, der i den katolske kirke fejres som hans helgendag, skænker min kone og jeg os et glas fransk rødvin og skåler for ham.”