Indtil for nylig kunne indbyggerne i den belgiske by Kortrijk spadsere på Kong Leopold II Allé. Alléen er opkaldt efter den belgiske kong Leopold II, der regerede Belgien i 44 år fra 1865 til 1909.
Men nu er det slut med spadsereturene på Kong Leopold II Allé. For byrådet i Kortrijk har vedtaget, at gaden skal have et nyt navn med den begrundelse, at ”kongen var en massemorder”.
Utallige belgiske gader og parker er opkaldt efter kongen, og Kortrijk er ikke den eneste belgiske by, der vil slette kongens navn fra vejskilte. I Dendermonde vil byrådet omdøbe byens Kong Leopold II Allé til Leopold Allé.
Her lyder begrundelsen, at Dendermondes indbyggere hermed vil kunne undgå ”fortsat skam” over gadenavnet.
De ændrede gadenavne er en del af den konfrontation med Belgiens koloniale fortid i det nuværende Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo), der i disse måneder bliver intensiveret i landet.
Det skyldes, at en ny progressiv generation er ved at vokse op i Belgien, vurderer Guy Vanthemsche, professor i historie og ekspert i den belgiske kolonitid ved Vrije Universitet i Bruxelles.
”Medlemmer af den afrikanske diaspora i Belgien er også blevet mere aktive og er begyndt at kritisere Belgiens fortid som kolonimagt. Og den seneste tids opblussen af racisme og ekstrem højrefløjsaktivisme i især Flandern, men også i andre dele af Europa, har også bidraget til, at flere belgiere opfordrer til et nyt syn på kolonitiden,” siger han.
Kong Leopold II spiller en altafgørende rolle i den belgiske kolonitid. I 1885 stod han personligt bag bag koloniseringen af et kolossalt landområde, der var mellem 60 og 70 gange større end Belgien, i det daværende Congo.
Det skete på et tidspunkt, hvor europæiske stormagter som Storbritannien og Frankrig også forsøgte at komme til at kontrollere området, lyder det fra Guy Vanthemsche.
”For at gøre en lang historie kort lykkedes det Leopold at spille den ene stormagt ud mod den anden og at overbevise dem hver især om, at det ville være bedre, at han kom til at regere området, end at stormagtens modpart gjorde det. Samtidig var myndighederne i London og Paris hver især overbeviste om, at kong Leopolds projekter i Congo ville blive kortlivede og i sidste ende ville gavne dem selv,” siger han.
I 1885 overtog kong Leopold den 2. derfor et 2,6 millioner kvadratkilometer stort område i det daværende Congo, som han navngav Fristaten Congo.
Kolonien var oprindeligt blevet politisk blåstemplet i Europa som et filantropisk foretagende:
Belgien skulle indføre kristendom i kolonien, etablere gensidige handelsrelationer og stoppe dén slavehandel, der stadig fandt sted på det tidspunkt, lyder det fra ph.d. i Europas kolonisering af Afrika og lektor ved det britiske Leeds Beckett University Robert Burroughs.
”Men da Leopold erfarede, hvor dyrt det var, trak han i land med hensyn til den gensidige handel. Uheldigvis for congoleserne var gummi for nyligt blevet en højt efterspurgt handelsvare på verdensmarkedet, og Leopold greb chancen. Han og hans støtter etablerede en række private gummifirmaer i Fristaten Congo, og de fik tildelt kolossale jordområder. Der blev etableret store afrikanske hære, som under ordre fra europæiske officerer stod bag terrorkampagner i fristaten. Fra midten af 1890’erne blev fristaten underlagt et slavelignende regime, hvor congoleserne skulle ’afbetale’ omkostningerne ved deres civilisation med tvangsarbejde,” siger han.
Fra 1885 til 1903 forvaltede Kong Leopold II kolonien som sin personlige ejendom, som han underlagde et regime, der ofte er blevet beskrevet som ”et rædselsregime”.
Landsbyerne fik tildelt gummikvoter, og hvis en landsby nægtede at udføre tvangsarbejdet, risikerede indbyggerne at blive skudt.
En anden taktik, der blev taget i brug for at tvinge congoleserne til at slide for den belgiske konge, var at tage mændenes familier som gidsler. Arbejdede mændene ikke hårdt nok, eller protesterede de, risikerede de at få forelagt deres hustrus eller barns afskårne hånd eller fod, måske begge dele. Andre straffe bestod i at tvinge unge mænd til at voldtage deres egne søstre eller mødre.
”De mest kendte eksempler på vold er afhugning af hænder på gummi-tapperne, som soldaterne brugte til at dokumentere, at de havde straffet de landsbyer, som ikke opfyldte kvoten. Det er uvist, hvor udbredt praksissen var, men det er sikkert, at congoleserne i stor stil blev udsat for voldelige afstraffelser, mord, lemlæstelser, seksuel vold, kidnapninger og bortførelser,” siger Robert Burroughs.
Samtidig døde congoleserne i hobetal af nye sygdomme som mæslinger, svineinfluenza og syfilis, som de blev eksponeret for med europæernes ankomst.
Selvom historikerne generelt er enige om, at den congolesiske befolkning svandt voldsomt ind under Kong Leopold II’s regime, er de ikke enige om præcis hvor meget. De fleste peger dog på, at sted mellem 5 og 20 millioner congolesere formentlig døde.
Selv tjente kong Leopold II imidlertid mange penge på gummiet fra Fristaten Congo. Men han satte aldrig selv sine ben i den belgiske koloni.
Alligevel vidste han, hvad der foregik, understreger Guy Vanthemsche:
”Kong Leopold den 2. ville have kontrollen og blev godt informeret om alt, hvad der foregik i fristaten og gav gentagne gange ordre til at maksimere produktionen af gummi,“ siger han.
Selvom der sivede beretninger om den dårlige behandling af congoleserne ud af fristaten, og der lød nogle kritiske røster hjemme i Belgien, så stoppede al kritikken, da den belgiske stat i 1908 overtog kontrollen med Fristaten Congo og omdøbte kolonien til Belgisk Congo, fortæller Guy Vanthemsche.
I stedet blev kong Leopold II længe mindet som ”byggekongen”, der stod bag bygningen af et stort Afrika-museum og den imponerende triumfbue Arcade du Cinquantenaire i Bruxelles.
”Og først i slutningen af det 20. århundrede begyndte kritikken af de grusomheder, der blev begået, igen at dukke op i Belgien,” siger Guy Vanthemsche.