Finland tabte krigen til Sovjet, men sejrede som nation

Den 30. november for 80 år siden gik Sovjet til angreb på Finland. Den stædige modstand mod den kommunistiske overmagt vakte dyb beundring over hele verden. Det endte i et nederlag, men spiller i dag en positiv rolle i finsk selvforståelse

En finsk maskingevær-rede bare 100 meter fra de sovjetiske stillinger. Billedet er fra den 21. februar 1940. Stedet ligger i dag på den russiske side af grænsen. Finske skisoldater og frivillige soldater fra blandt andet Danmark kæmpede bravt, men forgæves mod Sovjetunionen i de 105 dage, Vinterkrigen varede. Den endte med, at de måtte afstå omkring 13 procent af landet til russerne. – Foto: Det finske militærmuseum/public domain.
En finsk maskingevær-rede bare 100 meter fra de sovjetiske stillinger. Billedet er fra den 21. februar 1940. Stedet ligger i dag på den russiske side af grænsen. Finske skisoldater og frivillige soldater fra blandt andet Danmark kæmpede bravt, men forgæves mod Sovjetunionen i de 105 dage, Vinterkrigen varede. Den endte med, at de måtte afstå omkring 13 procent af landet til russerne. – Foto: Det finske militærmuseum/public domain.

For 80 år siden i morgen, den 26. november 1939, hævdedes det i en sovjetisk note, at finske soldater havde beskudt sovjetiske stillinger i en landsby ved den finsk-russiske grænse på Det Karelske Næs. I virkeligheden var det sovjetiske grænsesoldater, der havde iscenesat beskydningen af deres egne anlæg. Den sovjetiske diktator Josef Stalin forlangte ikke alene en undskyldning fra finnerne, men krævede også, at de finske tropper skulle trække sig cirka 25 kilometer tilbage fra grænsen. Med skudepisoden som påskud rev Sovjetunionen den finsk-sovjetiske ikke-angrebspagt fra 1932 i stykker, og den 30. november krydsede Den Røde Hær grænsen uden krigserklæring. Slaget mellem det lille nordiske land og den sovjetiske overmagt, der blev kendt som Vinterkrigen, var begyndt.

Men Sovjetunionen havde forregnet sig i forhold til finnernes modstandskraft, påpeger Claus Bundgård Christensen, lektor i historie på Roskilde Universitet. Finnernes viljestyrke og seje modstand mod Den Røde Hær blev dækket massivt i vestlige medier.

”Finnerne blev omgærdet af sympati over hele Europa, og Vinterkrigen bragte mange kommunister uden for Sovjet i stor forlegenhed, fordi den brede opfattelse var, at Finland var blevet overfaldet og meget tappert formåede at slå fra sig,” siger han og tilføjer, at krigen fik frivillige til at strømme til Finland, først og fremmest fra Norden.

Den 23. august 1939, godt tre måneder inden Vinterkrigen og blot få dage inden Nazitysklands overfald på Polen, havde Sovjetunionen indgået en ikke-angrebspagt med Tyskland, og i en hemmelig tillægsprotokol blev Finland sammen med de baltiske lande beskrevet som Sovjetunionens interessesfære. Sovjetterne gik hårdt til værks under angrebet og luftbombede 16 finske byer og en række civile mål langs en central jernbanelinje. Men det gik ikke så let, som Stalin havde regnet med. Krigen varede 105 dage og kostede finnerne 26.662 faldne, mens de sovjetiske tab var fire gange så store og oversteg 125.000.

Den finske modstand har mere end noget andet påvirket finsk identitet og selvforståelse, vurderer Antero Holmila, lektor i historie ved finske Jyväskylä Universitet.

”Det er ingen overdrivelse at sige, at vinterkrigen på mange måder var et vendepunkt i den finske historie i det 20. århundrede,” siger han og påpeger, at Finland var stærkt medtaget af en borgerkrig i landet i 1918.

”Selvom der i 1920’erne og 1930’erne blev arbejdet meget med lovgivning og andet, der skulle hele landet, var det Vinterkrigen, der samlede nationen om at imødegå den sovjetiske trussel, og den var dermed det øjeblik, hvor forsoningen virkelig begyndte,” siger han.

Røde finner – socialister – og hvide finner – ofte borgere og bønder fra middelklassen – havde terroriseret hinanden og uskyldige civile under borgerkrigen, og sårene var aldrig blevet ordentligt helet. Men det sovjetiske angreb ændrede alt, fortæller Antero Holmila.

”Da de finske soldater blev konfronteret med russerne ved fronten, blev de alle – ’eks-hvide’, ’eks-røde’, socialister, landmænd, bønder og borgerskab – på en måde lige,” siger han.

”Der opstod en fælles ånd, ’Vinterkrigens ånd’, en blanding af calvinistisk skæbnetro og følelsen af, at man udførte sin pligt. Man var overbevist om, at finnerne kunne modstå nærmest enhver fare,” siger han.

Det var dog ikke kun skæbnen, men også en række konkrete omstændigheder, som gjorde finnerne modstandsdygtige.

Den Røde Hær var plaget af dårlig ledelse efter Stalins udrensninger i officerskorpset, og hæren var totalt uforberedt på at føre krig om vinteren. Omvendt var de finske tropper stærkt motiverede og kæmpede til det sidste for deres lands overlevelse. De var vant til at begå sig i det skovrige land og brugte ski for at komme hurtigt rundt i det vanskelige terræn.

De var dygtige til at afskære de sovjetiske forsyningslinjer fra hinanden og ødelægge de sovjetiske feltkøkkener og derved spolere moralen og energien hos de sovjetiske soldater. De var desuden gode til at bruge det, de havde ved hånden. Molotovcocktails, som var kendt fra den spanske borgerkrig, men som det finske folk navngav efter den sovjetiske udenrigsminister, Vyacheslav Molotov, blev et yndet og frygtet våben for de finske soldater. Det var en glasflaske fyldt med benzin, og en klud som lunte. Hvis benzinbomben ramte rigtigt, kunne den uskadeliggøre en kampvogn.

Finnere morede sig i øvrigt kosteligt over Molotov. Den sovjetiske udenrigsminister havde forsøgt at dække over krigsudbruddet ved at sige, at de sovjetiske bombefly kastede mad ud til den angiveligt sultne befolkning.

Derfor blev sovjetiske bomber til ”Molotov-brødkurve”, sovjetternes motoriserede slæder blev til ”Molotovkister” og flugten til beskyttelsesrum under luftangreb blev til ”Molotov-olympiade”.

Selvom omverdenens støtte til det finske folk mestendels var moralsk, spillede den visse steder en rolle for selve krigen, påpeger Antero Holmila.

Den vigtigste hjælp var måske de svenske, frivillige piloter, som forsvarede store dele af Finlands luftrum.

Cirka en tredjedel af det svenske luftvåben blev gjort finsk; mens Sverige forblev neutralt, trådte piloterne ud af de svenske styrker, underskrev kontrakter med de finske styrker og bragte deres fly til Finland.

Man skal dog ikke overdrive betydningen af de finske soldaters snedighed for krigens udfald, mener Antero Holmila. Krigen blev afgjort på Det Karelske Næs, hvor kampene foregik med mekaniserede våben og i et åbent terræn, der mindede mere om den franske slagmark Verdun end om Lapland.

”Her havde sovjetterne alle fordelene, og skisoldater kunne ingen forskel gøre – desværre,” siger lektoren.

En reorganisering af den sovjetiske indsats i januar 1940 og begyndende vanskeligheder med forsyninger på finsk side betød, at de finske linjer på Det Karelske Næs i februar flere steder brød sammen. Finland underskrev Moskvafreden, krigen sluttede den 13. marts 1940, og Finland måtte afstå hele Det Karelske Næs, cirka 13 procent af sit territorium til Sovjetunionen.

Den finsk-talende befolkning, hvoraf mange var ortodokse, blev evakueret til Finland. Derfor kan man i det centrale Finland i dag støde på ortodokse kirker med løgkupler ved siden af de evangelisk-lutherske kirker.

Freden mellem Finland og Sovjetunionen varede knapt 15 måneder. Derefter gik finnerne sammen med nazisterne i kampen mod Sovjetunionen i det, der i dag kendes som Forsættelseskrigen. Det skete ikke på grund af nazistiske sympatier, men for at generobre de områder, de havde tabt i Vinterkrigen. Dermed kølnedes den nordiske støtte til finnerne også.

Men kombinationen af pragmatiske kompromiser og kampvilje reddede Finland fra at blive en kommunistisk lydstat.

Vinterkrigen spiller en afgørende rolle for finsk samfund og politik i dag, fortæller Antero Holmila.

”I dag er ’Vinterkrigens ånd’ et historisk-politisk begreb, der anvendes meget ofte. Hver gang der ønskes mere enhed, manes begrebet frem, og det betegner også den indstilling: ikke at give op,” siger han og peger på, at der i finske reklamer for VM i ishockey har været klare referencer til Vinterkrigen.

”Vinterkrigen var som ren forsvarskrig i en vis forstand så berettiget, som krig kan være, og derfor er den et nyttigt samlingspunkt, langt mere end for eksempel Fortsættelseskrigen, som er langt mere belastet af krigssamarbejde med nazisterne og mange døde sovjetiske krigsfanger. Men Vinterkrigen betegner stadig, hvad en nation er i stand til, når alle arbejder sammen,” siger han og tilføjer, at finnerne stadig betragter Rusland som farlig.

”De geopolitiske realiteter har ikke forandret sig, Rusland er blevet mere aggressivt de seneste cirka 10 år, og selvom det ikke siges åbent, er det ganske velkendt, at russere fra tid til anden engagerer sig i mindre cyber-angreb på Finland, om ikke andet så for at teste vores reaktionsevne og for at minde os om, at de er der,” siger han.

Det forekommer utænkeligt, at Rusland igen ville angribe Finland, mener han.

”Men Rusland vil intensivere presset på Finland, hvis for eksempel Nato fortsætter med at udvide mod øst.”