Leopold (1835-1909) blev født i Bruxelles som den ældste overlevende søn af kong Leopold I og dronning Louise-Marie (1812-1850). Han kom på tronen i 1865, da han var 30 år.
Leopold II engagerede sig tidligt i kolonikapløbet i Afrika. Fra begyndelsen af var kong Leopold II yderst ambitiøs på sine egne og Belgiens vegne, lyder det fra professor i historie og ekspert i den belgiske kolonitid ved Vrije Universiteit i Bruxelles Guy Vanthemsche.
”Hans urokkelige idé var at etablere et indbringende handelsselskab eller en koloni i udlandet,” siger han.
”Kongen havde arvet sin fars enorme formue, og derfor kunne han forfølge sine egne projekter i det centrale Afrika,” siger Guy Vanthemsche.
Til sidst lykkedes det kong Leopold II at få sin vilje, til trods for at et overvældende flertal af Belgiens politikere og forretningsmænd var imod idéen. Han fik i 1885 international anerkendelse som suveræn hersker over Congo Fristaten.
Hans udnyttelsen af området skaffede ham en enorm personlig formue.
Guy Vanthemsche beskriver den belgiske konge som en dreven forretningsmand. Mod slutningen af sit liv gjorde kongens livsstil ham dog i stigende grad upopulær i Belgien. I lange perioder boede han ikke i Belgien, men i det sydlige Frankrig.
”Og hans mange udenomsægteskabelige affærer bidrog også til hans dårlige image i den brede offentlighed,” siger han.
Overgreb mod de indfødte førte også til international, især britisk kritik af hans styre. I 1908 blev han tvunget til at overdrage Congo Fristaten til staten, der videreførte den som koloni under navnet Belgisk Congo.
I henimod 100 år havde den belgiske stat held til at skjule det betydelige antal aktstykker, som kunne bevise kolonistyrets brutalitet og terror mod det congolesiske folk, skriver Den Store Danske Encyklopædi.
I 1909 døde Kong Leopold II uden at efterlade sig nogen mandlige arvinger. Belgiens nuværende konge, kong Philippe, nedstammer fra Kong Leopold II’s nevø og efterfølger, kong Albert I.