I sit første årti som højesteretsdommer var Ruth Bader Ginsburg, i lighed med de fleste af sine otte kollegaer i USA’s øverste domstol, ikke bredt kendt i den amerikanske offentlighed. Den spinkle, blot 152 centimeter høje Ginsburg kunne købe ind og gå på restaurant i fred. Hun var kendt som et reserveret, stilfærdigt, tilknappet produkt af ”hat-og-handske”-generationen.
Men omkring 2005 begyndte Højesteret at bevæge sig ideologisk til højre på spørgsmål om kvinders rettigheder, og Ruth Bader Ginsburg begyndte at udstede skarpt formulerede afvigende meninger. Hendes forsvar for ligestilling vandt hende beundrere, og Ginsburgs forvandling til kultfigur og feministisk ikon blev i 2013 befæstet af populære internetmemes, der med henvisning til den korpulente gangsterrapper Notorious B.I.G. udnævnte hende til ”the Notorious R.B.G.” (den berygtede R.B.G.).
Ruth Bader Ginsburgs rockstjernestatus blev for alvor slået fast i Donald Trump-æraen, hvor hun blev en heltinde for millioner af amerikanske kvinder og piger, der så hende som antitese til præsidenten og det fuldendte symbol på kvindelig magt, autoritet og autencitet. Hendes kontrafej prydede plakater, t-shirts og kaffekopper, og hendes liv blev genstand for alt fra film til tegneserier og børnebøger.
Fredag døde Ruth Bader Ginsburg i sit hjem i forbundshovedstaden Washington, omgivet af sin nærmeste familie. Dødsårsagen var kræft, og hun blev 87 år. Hendes død udløser både stor sorg og stor bekymring blandt hendes mange beundrere, der i årevis ængsteligt har bedt til, at hun ville overleve, indtil der igen var en demokratisk præsident i Det Hvide Hus.
Ginsburgs død kommer blot seks og en halv uge inden det amerikanske præsidentvalg og hæver dramatisk indsatsen i det i forvejen bitre opgør mellem Demokraterne og Republikanerne.
Republikanerne har et snævert flertal i Senatet, der har ansvaret for at godkende højesteretskandidater, men der er præcedens for, at udnævnelser til højesteret udsættes i et valgår for at give amerikanerne muligheden for at give deres besyv med.
Hvis det skulle lykkes Trump at erstatte det liberale ikon Ruth Bader Ginsburg med en konservativ dommer, vil den ideologiske balance i domstolen tippe endnu mere til fordel for højrefløjen og true mange af de sager, som den legendariske, nu afdøde dommer kæmpede for i årtier. Ifølge nyhedsmediet NPR dikterede Ruth Bader Ginsburg på sit dødsleje sit sidste ønske til sit barnebarn, Clara Spera:
”Mit hedeste ønske er, at jeg ikke vil blive erstattet, indtil en ny præsident er indsat.”
Det var den daværende demokratiske præsident Bill Clinton, der i 1993 udnævnte Ruth Bader Ginsburg til USA’s Højesteret. Da hun fik Senatets blå stempel, blev hun den blot anden kvinde nogensinde til at få plads i domstolen, hvis ni medlemmer er udnævnt på livstid. Siden da har yderligere to kvinder, Sonia Sotomayor og Elena Kagan, begge udnævnt af demokraten Barack Obama, kunnet iføre sig den sorte dommerkåbe.
Ruth Bader Ginsburg var i flere år frem til sin død den ældste dommer i Højesteret, og hun afkræftede jævnligt rygter om, at hun på grund af sin fremskredne alder og sine helbredsproblemer, heriblandt flere kræftdiagnoser, agtede at træde tilbage. I Barack Obamas tid i Det Hvide Hus opfordrede nogle venstreorienterede jurister og aktivister hende til at lade sig pensionere, så præsidenten kunne udpege en ideologisk ligesindet efterfølger, men Ginsburg lod forstå, at hun ville forblive i sin stilling, så længe hun var tilstrækkeligt mentalt skarp til at udføre sine arbejdsopgaver.
Ruth Bader Ginsburg blev født i New York-bydelen Brooklyn i 1933, da USA’s store depression var på sit højeste. Hendes forældre var jøder af østeuropæisk oprindelse, og faderen var pelshandler på et tidspunkt, hvor der ikke var stor omsætning i pelse. Ifølge Jane Sherron De Harts biografi fra 2019, ”Ruth Bader Ginsburg. A Life”, værdsatte begge forældre både uddannelse og social retfærdighed. Ruth Bader Ginsburgs mor, Celia, beundrede mange af tidens feministiske frontløbere, men insistererede samtidig på, at hendes datter altid opførte sig ”som en dame”. Dette betød både, at hun var sømmelig, men også, at hun altid opretholdt sine overbevisninger og sin selvrespekt.
Ruth Bader Ginsburg var som barn og ung en stjerneelev. Hun forklarede senere, at jødiske børn af hendes generation vidste, at de var nødt til at være ”blandt de mest vakse”, fordi universiteterne dengang havde kvoter for antallet af jødiske studerende. Hun studerede på Cornell University i delstaten New York og blev både gift og mor, inden at hun begyndte at læse jura på Harvard University.
Hendes årtier lange partnerskab med hendes mand, Martin Ginsburg, var både romantisk og professionelt. Ægteparret læste jura på Harvard University samtidig, og senere arbejdede de sammen og førte deres første store ligestillingsretssag sammen. Ifølge både biografier og film dedikerede Martin Ginsburg, der blev en ekstremt velrennomeret skattesagfører, sit liv til at sikre, at børnepasning, husarbejde og professionelle muligheder blev delt lige imellem dem.
Efter endt uddannelse begyndte Ruth Bader Ginsburg sin jurakarriere i den akademiske verden. Som led i arbejdet med en fagbog om retspleje i Sverige lærte hun sig svensk og forskede i en periode på Lunds Universitet. Ginsburgs tid i Sverige, hvor kønspolitikken var langt mere liberal end i USA, smittede af på hendes holdninger til ligestilling. Senere blev hun professor i jura på Rutgers University, hvor hun var en af ganske få kvinder i sit felt.
I 1970’erne arbejdede Ruth Bader Ginsburg som sagfører for borgerrettighedsgruppen American Civil Liberties Union, ACLU. Hun argumenterede seks sager om kønsdiskrimination foran USA’s højesteret og vandt de fem af dem ved at overbevise et flertal i domstolen om, at forskelsbehandling skader både mænd og kvinder. Hendes juridiske sejre fik stor betydning for ligestillingen i USA ved at tydeliggøre, at kvinder ifølge forfatningen har ret til ligebehandling under loven.
I 1980 blev Ruth Bader Ginsburg af daværende præsident Jimmy Carter udnævnt til dommer i en af USA’s indflydelsesrige føderale ankedomstole. Her blev hun kendt som en fordragelig og moderat dommer, der ofte fandt konsensus med sine konservative kolleger.
Som højesteretsdommer igennem de seneste 27 år har Ruth Bader Ginsburg konsekvent forsvaret kvinders ret til abort, og hun blev i 2013 den første højesteretsdommer til at forrette en vielse af to mennesker af det samme køn. Hun udtrykte også opbakning til MeToo-bevægelsen og dens opgør med mænds chikane af kvinder. Men hun lod ikke sine ideologiske overbevisninger diktere sine personlige relationer. Hun havde et nært venskab med sin ultrakonservative dommerkollega Antonin Scalia, og frem til hans pludselige død i 2016 gik de to kolleger ofte på restaurant og i operaen sammen.
Selvom Ruth Bader Ginsburg voksede op i et jødisk hjem, blev hun ikke-praktiserende, da hun som teenager mistede sin mor. Bevæggrunden var, at hun på grund af sit køn blev ekskluderet fra at tælle med i ”minjan” (det antal på ti mænd, som er påkrævet for afholdelsen af den jødiske gudstjeneste) i forbindelse med begravelsesritualerne. Ginsburg har siden sagt, at hun formentlig ville have haft en anden indstilling i dag, hvor kvinder har opnået ligestilling i mange jødiske trossamfund, og i 2015 udgav hun sammen med den kvindelige rabbiner Lauren Holtzblatt et essay om kvinders rolle i historien om Pesach (den jødiske påske).
Ruth Bader Ginsburg, der blev enke i 2010, efterlader sig to børn og fire børnebørn.
Hun bisættes under private forhold på militærkirkegården Arlington National Cemetery i Virginia lige udenfor Washington. Der findes endnu ingen oplysninger om en eventuel offentlig mindehøjtidelighed.