Tuba-spilleren Kristian Tangvik bryder stilheden i kirkeskibet i Christians Kirke på Christianshavn i København ved at pille nysgerrigt ved sin tuba. Han skubber til den og piller et rør fra instrumentet, som han puster i, som om han ikke aner, hvad en sådan skal bruges til. Det virker næsten lidt fjollet, men alle på krikebænkene kigger koncentreret op på scenen uden at grine.
“Jeg skal bestræbe mig på at være så dum som muligt,” læser Claus Damgaard, der betegner sig selv som "uvidenskabelig Søren Kierkegaard-forsker", højt. Han er uddannet skuespiller fra the London Academy of Music and Dramatic Art og har i mange år beskæftiget sig med Søren Kierkegaards tekster på mere end et teoretisk plan: Han har dyrket det sanselige og det levede, som han i dén grad mener, filosoffens tekster opfordrer til.
Samtidig med oplæsningen laver den professionelle tuba-spiller komiske lyde ved at puste ind i det rør, han har pillet af instrumentet.
Og det er netop det improviserede, der er meningen med i aften: Det handler om vovemod og om at turde kaste sig ud i livet, siger Claus Damgaard til Kristeligt Dagblad, da koncerten er slut, og de fleste gæster har været henne og vende deres tanker med den selvudnævnte Kierkegaard-nørd.
“Meget af Kierkegaards filosofi handler om at være på dybt vand. Det handler om vovemod, og det handler om ikke at vide - for man kan ikke tænke sig frem til, hvordan man skal leve sit liv. Man bliver nødt til at læne sig frem i det, og det gør de tre musikere jo, fordi de improviserer. Det er helt fantastisk. De ved, hvad de har med at gøre, men de er helt åbne for, hvad der opstår i rummet. Som tuba-spilleren Kristian siger det: Musik lever altså bedst i øjeblikket. Sådan synes jeg også, det er med livet,” siger Claus Damgaard og understreger, at Søren Kierkegaard var meget mere sanselig og musikalsk, end mange regner ham for i dag.
Derfor er denne koncert også både sanselig og musikalsk med snapsesmagning og fælles rytmisk recitation af linjerne: "As soon as the eternal leaves the repetition habit will emerge". Eller sagt på Kierkegaards originalsprog: Vane opstaaer, saasnart det Evige gaaer ud af Gjentagelsen.
Som afslutning på koncerten bliver alle opfordret til at sige linjerne højt sammen, medmindre de "med hele deres personligheds inderlighed" vælger ikke at tage del i talekoret. De skal altså tage aktivt stilling og vælge enten til eller fra, hvilket også er i tråd med Søren Kierkegaards filosofi, som selvfølgelig er en pointe for den uvidenskabelige Kierkegaard-forsker.
Det var 30 regnvåde gæster, der tidligere på aftenen trådte ind i Christians Kirke til stemningsfyldt musik af de tre improvisationsmusikere Soma Allpass på cello, Kristian Tangvik på tuba og Peter Tinning på guitar. Folk fandt sig til rette med god og coronavenlig afstand mellem hinanden og lyttede til musikken. Spændte på, hvad der mon vil blive læst op, og hvad de dog havde forvildet sig ud i denne fredag.
Claus Damgaard har på forhånd valgt hvad, han vil læse op. Det skal være de mest billedrige, sanselige og rytmiske tekster. Mange af dem kredser om, hvordan man ifølge Søren Kierkegaard skal leve sit liv.
Hele koncerten henvender sig til hvert enkelt publikummer. Som Claus Damgaard lægger ud med at sige: “Hvis dette var en teaterforestilling, ville I hver især være hovedrollen.”
For ham er håbet med denne improvisationskoncert, at alle får en inspirerende oplevelse og en forståelse for, at man skal turde springe ud i livet - og ikke mindst begå fejl.
“Jeg vil gerne opfordre jer til at lave fejl. Lave en ordentlig brøler. Risikere. Vove. ‘Har jeg vovet forkert? Nuvel - så hjælper livet mig med straffen, men har jeg ikke vovet, hvem hjælper mig så?’” spørger han det lyttende publikum.
“Jeg kan godt forstå dem, der tænker: Hvad hulen er meningen med det her? Både når man kommer ind, men nok også, når man går ud. Men Kierkegaards filosofi er så modsatrettet og paradoksfyldt. Han er på mange måder usammenhængende. Så forestillingen må også gerne være usammenhængende. Men hvis man går herfra med tanken om, at der alligevel er en sammenhæng i det usammenhængende, så er det skønt,” siger Kierkegaard-nørden, der selv har medbragt to instrumenter denne aften; to posthorn.
“Posthornet er mit symbol, siger en af Kierkegaards fiktive karakterer. Det kræver nemlig vovemod at trutte i sådan et horn, for man kan aldrig være sikker på, hvad det er for en tone, der kommer ud - så man bliver bare nødt til at håbe. Vovemod er, at man må leve livet forlæns. Det synes jeg, posthornet er et godt eksempel på,” siger Claus Damgaard, der sender publikum hjem med ønsket:
“Hav det godt - på godt og ondt. Og god fornøjelse med lidelsen!”
