Jesper Fich, katolsk sognepræst, Sankt Mariæ Kirke, Frederiksberg: Nadveren er en gave, man umuligt kan tage selv
Set fra et katolsk synspunkt er digital nadver utænkelig, fordi der sker en adskillelse af præst, menighed og nadverelementerne samt en åndeliggørelse af sakramentet, som netop er fysisk.
Samvær og samtidighed er nødvendigt. I messen møder vi ikke alene Gud, men er ”sammen om det hellige”. I den katolske kirke kaldes nadver kommunion. Det betyder fællesskab – med Gud, og med de andre, som er til messe.
Da trykkekunsten blev opfundet, var der heller ingen, der kunne finde på at fejre messe med sig selv, blot fordi man nu havde teksten. En Youtube-video med instruktion er grundlæggende det samme. Når videoen kan afspilles efter behov, bliver det ren sakramente-magi, hokuspokus.
Hvorfor så ikke også digital dåb? Præsten udtaler på Youtube ordene, og jeg hælder selv vand over mit hoved?
Det er ikke min tro, der skaber sakramentet. Nadveren er en objektiv størrelse. Det konkrete brød og vin deles og danner derved menighed. Nadveren skal rækkes mig, som den gave fra Gud og af Gud, den er. En gave, man umuligt kan tage selv.
Caspar Wenzel Tornøe, præst i Holstebro Valgmenighed: Lad os huske på Luthers ord
”Digital nadver” er ikke et meningsfuldt begreb. Ny teknologi kan være gavnlig på mange områder, men der gives livsområder, hvor det hverken er muligt eller ønskværdigt for den at trænge ind. Man kan selvsagt ikke være digitalt tilstede i kød og blod. Inkarnationen eller Kristi tilstedeværelse i nadveren er ikke digital. Den sker, når et menneske er ”ved sine fulde fem”, det vil sige inden for et fuldt ud sanseligt fællesskab. Den er – enhver teologi ufortalt – en emotionel begivenhed. Denne er dobbeltsidig/dobbelttydig, for dels skal det individuelle menighedsmedlem aktivt handle ved at gå op til knæfaldet, dels bekræfter den enkelte, idet man knæler, sin passivitet. Denne legemlige handling kan ikke være digital. Digital nadver ville svare til nadver på syge- eller dødslejet for de hverken syge eller døende – noget i bedste fald overflødigt.
Ingen siger, at nadveren skal foregå på ugentlig basis. ”Nadverfrås er en luthersk uskik,” hører man indimellem fra reformerte kolleger, som kun en gang om måneden forvalter samme. De har vel ret så langt, at det kan vente. Til de egentligt syge og døende tager jeg derimod gerne ud med mit lille hjemmealtersæt. Lad os huske på Luthers ord om, at når det ikke er muligt at modtage nadver, er det blotte ønske om at modtage den tilstrækkeligt.
Lone Møller-Hansen, præst i Baptistkirken Bornholm og kommunikationsmedarbejder i Baptistkirken i Danmark: Jesus er, hvor to eller tre er forsamlede …
Baptismen er en lægmandsbevægelse, som har rødder tilbage til før Reformationen for 500 år siden. Fra begyndelsen fandtes ikke baptistpræster, men forstandere, som var lægmænd. Fra slutningen af 1800-tallet fik baptisterne i Danmark uddannede præster. Vi har dog ikke et sakramentalt syn på nadver, men ser snarere nadveren som en fælles handling om Jesus, til ihukommelse – levendegørelse – og minde om Jesus, hans liv, død og opstandelse.
Der kræves ikke en ordineret præst til at gennemføre nadver i en dansk baptistkirke, og derfor er det ikke noget problem at fejre nadver i hjemmene. Vi lægger os op ad ordene fra Apostlenes Gerninger 2, 46: ”… hjemme brød de brødet og spiste sammen.” Nadver kan fint være en del af et aftensmåltid, ligesom det var skærtorsdag, da Jesus indstiftede nadveren. Og det kan være en del af en gudstjeneste online, hvor der enten er uddelt små bægre med druesaft og en oblat eller med saft/vin og brød fra skabet i hjemmet.
Jesus er, hvor to eller tre er forsamlede – også om nadveren.
Poul Sebbelov, forstander i den ortodokse menighed Gudsmoders Beskyttelse, som er knyttet til patriarkatet i Bulgarien: Kiks og papvin foran tv har intet at gøre med den hellige nadver
Nej! Digital nadver er uden mening i ortodoks teologi. Eukaristien er ifølge den ortodokse kirkes teologi selve grundlaget for den jordiske kirke. Nadveren er altid knyttet til konkrete elementer, dette brød og denne vin på dette alter. Og det er kirkens tro, at disse virkelig forvandles til Kristi legeme og blod, når præsten nedkalder Helligåndens nåde over dem. Der er ikke tale om symboler, men om virkelighed. Videre tror den ortodokse kirke, at de, som modtager de hellige Gaver, derved virkelig forvandles i Kristi billede og til hans lighed.
Efter ortodoks opfattelse har kiks og papvin foran tv, radio eller computerskærm derfor intet at gøre med den hellige nadver. Nadveren er konkret, og der findes ingen erstatning for den.
I den ortodokse kirke fejrer vi tjenesterne, som det er foreskrevet. Liturgien, højmessen, er altid med nadver, og deltagelse i den hellige nadver kræver fysisk nærvær. Hvis sygdom eller andet gør det umuligt for et menneske at komme i kirke, kan præsten bringe nadveren hjem.
For tiden må vi begrænse fremmødet i kirken kraftigt, og der er krav om tilmelding. Vi streamer tjenesterne, og vi opfordrer til, at medlemmerne skiftes til at komme i kirke.
Thomas Stoor, Teol.dr, provst, Svenska Gustafskyrkan, København: Digital nadver praktiseres ikke i Svenska kyrkan
Digital nadver praktiseres ikke i den svenske kirke og kan ikke erstatte nadverfejring i kirken. Af et bispebrev fra den svenske kirkes biskopper fra 2020 fremgår det, at under visse omstændigheder – som under pandemien – kan nadveren under gudstjenesten uddeles i alene brødets skikkelse. Som luthersk kirke bekender vi Kristi virkelige nærvær i sakramentet, og derfor skriver biskopperne, at ”den, som modtager enten brød eller vin, får del i nadverens fulde velsignelse”.
Man kan deltage i en nadvergudstjeneste via digital transmission, omsluttes af Guds nærhed og opleve fællesskab med andre kristne. Men i vores tradition forudsætter nadverfejring læsning af indstiftelsesordene og konsekrering ved en ordineret præst eller biskop inden for rammen af gudstjenesten, hvor mennesker fysisk tager imod nadveren og bliver en del af fællesskabet i Kristi krop, og derfor er egen nadver med kiks og papvin ikke mulig. Hvor det er muligt, kan præsten tage på hjemmebesøg med ”hjemmealtergang” eller ”sygekommunion”. Den svenske kirke i København fejrer messe kun med uddeling af brød, indtil pandemien er ovre, og vi kan gå tilbage til at uddele både brød og vin.
Jesper Tang Nielsen, præst i Københavns og Vartov Valgmenighed: Jeg er betænkelig ved at sætte betingelser for forholdet mellem ord og tro
I Vartov og Københavns Valgmenighed har vi valgt ikke at have altergang ved de korte gudstjenester. Det har vi gjort af hensyn til smittefaren, men det er et stort savn. Ligesom den manglende menighedssang er. Men man kan komme til nadver. Hvis nogle har et ønske om det, kan præsten holde nadver i hjemmet. Det er der altid mulighed for. Af den grund ser jeg heller ikke et behov for digital nadver i menighederne.
Principielt har jeg dog svært ved at se problemet ved digital nadver. Hvis indstiftelsesordene over brød og vin modtages i tro, kan jeg ikke se, at det er afgørende, at ordene formidles gennem et digitalt medium. Faktisk ser jeg større teologiske problemer, hvis det er en forudsætning for, at ordene ”virker”, at de formidles analogt. Så er man ved at sætte betingelser for forholdet mellem ord og tro. Det er jeg mere betænkelig ved.
I øvrigt er det relativt nyt i kirkehistorien, at man går til nadver hver søndag. For mig at se kan vi undvære altergang i en periode. Og som alt andet kært, vi må undvære i denne tid, kommer vi til at sætte endnu større pris på det.
Christine Svint-Værge Poder, lektor, Afdeling for Systematisk Teologi, Københavns Universitet: At savne nadveren kan i sig selv være et aspekt af nadverens virkning
Som det fremgår af indlæg her i avisen, giver digital nadver med kiks og papvin derhjemme mening for nogle. Men jeg vil mene, at det ofte hørte argument om, at det digitale medie ikke er en hindring for Gud, ikke rammer præcist ind i denne problemstilling, fordi det ikke svarer på spørgsmålet om, hvad der gør nadver til netop nadver. Man kunne spørge, om den digitale nadver giver mening for udøverne, fordi den minder dem om den nadver, de mangler og savner? Altså idet det fraværende erindres på en meningsfuld måde? Det at undvære, savne og ønske nadveren kan i sig selv være et aspekt af nadverens virkning, sådan som Luther beskriver i sin nadversermon fra 1519. Professor Dirk Lange, ny generalsekretær for økumeniske relationer i Det Lutherske Verdensforbund, overvejer i en ny publikation, om ikke man i den nuværende coronasituation ved at vente og ikke straks få det, man ønsker, netop indgår i et fællesskab med dem, som på grund af alder, sygdom og andre udfordringer ikke er i stand til at deltage i nadver. At vente på at det igen bliver muligt at fejre nadver bliver dermed et ”ja” til den menneskelige endelighed.
Jørgen Thaarup, præst i Metodistkirken i København, dr.teol.: Metodistkirken har ikke noget problem med digital nadver
Nadveren hører i udgangspunktet hjemme i en fysisk fungerende gudstjeneste, hvor der er en direkte oplevelse af fællesskab og en ordineret præst, der tager Kristi plads og rækker brød og vin til dem, der modtager nadveren.
Men når de praktiske omstændigheder betyder, at man ikke kan gennemføre nadveren optimalt, mener jeg ikke, at nadveren af den grund bliver ugyldig. Selvom vi har skærmen og elektronikken imellem os, skal vi holde gudstjeneste med alle dens elementer. Jeg og metodistkirken har ikke noget problem med, at folk tager del i nadveren, som det er muligt for dem derhjemme. Jeg tror ikke, at Vorherre mangler fantasi eller evner til at lade nadveren fungere med den digitale afstand.
Indimellem kan vi på grund af omstændighederne kun gøre det næstbedste. Jeg har været med til at dele nadver ud på spejderlejre med tusindvis af deltagere, hvor vi af praktiske årsager uddelte vindruer og små stykker pitabrød, som repræsenterede brødet og vinen. Vi accepterer også nøddåb, hvor det ikke er en præst, der udfører dåben. Vi kan som præster og kirker påpege alle mulige mangler, men for dem, der modtager nadveren i den anden ende, tror jeg, at det bliver en nadver.
Der har tidligere stået i denne artikel, at Poul Sebbelovs menighed er knyttet til patriarkatet i Istanbul. Det er ikke korrekt. Den er knyttet til patriarkatet i Bulgarien. Kristeligt Dagblad beklager.